Danmarks Daatter! vil du vinde
Ærligt Navn af Dannekvinde,
Vil du, at i Arv dit Navn
Til Velsignelse skal gange,
At din Gravhøi som en Bavn
Vogtes skal i Nordens Vange,
At de Lys, saa favre, blaa
Blinke, blusse skal derpaa,
Til et Tegn, at der i Muld
Groves ned det ægte Guld,
Til et Tegn at der forvares
I det sorte Helgenskrin
Dannefæ og Perle fiin,
Som engang skal aabenbares,
Straale klart i Soleglands
Under evig Brudekrands;
Danmarks Daatter! hvis dit Øie
Funkler, flyver mod det Høie,
Staar du grebet, rørt i Sind,
Triller Taaren dig paa Kind,
Løfter Barmen sig og banker
Mod det Billed, mod de Tanker,
Sind og Øre da oplad
Lyttende, for Skjaldens Kvad!
Vil du vinde
Lovligt Navn af Dannekvinde,
Speil dig da i allen Stund,
Speil dig ret af Hjertens Grund!
Speil dig selv, ei dine Lader,
Dine Smykker, dine Plader!
Speil dig ret i Døgnets Flaner,
Naar dig friste onde Vaner!
Mærk det vel og see det grant:
Verdens Pragt og Priis er Tant!
Speil dig mest i klare Minder
Af de fromme Dannekvinder!
Seer du hist, hvor ydmyg, lav
Løfter sig en Kvindegrav!
Ei udgravne Marmelsteen
Praler af de møre Been,
Men i Danmarks Mindebog
Medens Aar i Flok henrinde,
Skinner under Krone dog,
Navnet af den Dannekvinde,
Som de trætte Been til Fred
Lagde her i Graven ned.
Bag de Lys, saa fagre, blaa,
Monne blidt et Billed staae,
Af en ædel Dannekvinde,
Bøiede vi stirre paa
Billedet til Speil og Minde
For den Blides Børnebørn,
Billedet af Tyges Kvinde,
Billedet af Karen Bjørn.
Hør du mig, du favre Møe!
Hør du mig, du vakre Kvinde!
Ogsaa du engang skal døe,
Vil du arve Karens Minde?
Roserne, som nu er røde,
De maa visne,
Disse Kinder, som nu gløde,
De maa isne;
Vil du, at, for Marmelsteen,
Rosen fiin med friske Blade
Duftende skal finde Stade
Over dine møre Been;
Skal de favre Aftenflammer
Lyse fra dit Sovekammer,
Skal den gjæve Mø og Kvinde
Glædes, gløde ved dit Minde;
Vil du, naar din Rose blegner,
Vil du, naar i Muld den segner,
Sjungende fra Støvets Hytte
Vinger brede, flyve, flytte
Ind i Edens Rosenlund;
Vær som hun!
Vær som Tyges ædle Kvinde!
Speil dig i det klare Minde,
Som han med den gamle Haand
Grædende, men stærk i Aand,
Reiste til et helligt Kiende
Over Støvet af sin Viv,
Reiste og gik hjem til hende,
Til sin Gud, til evigt Liv!
Sænk dig i det favre Billed,
Som hans christne Haand opstilled!
Prænt i Hjerte dybt dig ind
Hendes Aasyn, Færd og Sind,
Hendes korte, høie Taler:
Rene Gjenlyd af Choraler!
Sku den favre Blomsterkrands
Hun sig bandt i Kirkehaven,
Gyldensmykkets ægte Glands,
Som ei falmede i Graven!
Hør! hun vil kun hede Kvinde,
Lader haant om Borgerinde,
Hører du det? Lærdoms Bram
Holder hun for Kvindens Skam,
Siger Fy til Alt paa Jorden,
Som vil staa mod Herrens Orden,
Siger Fy til det forvendte
Kvindemod og Regimente!
Hør, hvor kjærlig hun formaner
Sønnerne med kloge Raad,
Varsler for de glatte Baner,
Vækker dem til mandig Daad!
See, hvor Døttrene saa bly
Vandre i den store By,
Vandre og i Huset rundt,
Kloge paa dets Tarv og Dont!
Moders Arvegods Man kjender:
Milde Blik og rappe Hænder.
Hører du, hvor hist det klinger
Sødt i stille Aftenstund?
Sjælene paa Aandens Vinger
Løfte sig fra Hjertegrund,
Aanden under Vingeslag
Sjunger om den klare Dag,
Som igjennem Nattens Mørke
Bryder frem med hellig Størke,
Det er Tyges Dagligstue,
Hvor de Psalmer tone saa,
Det er Tyge Rothes Frue,
Som med Døttre, store, smaa,
Sætter Tungen saa igang,
Sjunger paa sin Aftensang.
Seer du hist den gamle Bog!
Ak, du kjender den vel neppe,
Thi som Liget under Laag,
Nei, som Lyset under Skjeppe,
Er, Gud bedre det! den nu!
Seer du hist de slidte Blade!
Der faldt mangen Taare ned,
Men Guds Ord for Taarebade
Skjænked Hjertet Trøst og Fred.
Hører du, hvor sødt det stammer
Hist i Karens Sovekammer,
Kig derind! og lyt! hun stræber
From i Hu, af Barnelæber
At berede Herren Priis.
Hør, hvor fromt paa Barneviis
Søn og Daatter mangefold
Sig befale Gud i Vold,
Bede: Gud din Engleskare
Fader og os Smaa bevare!
Ja, forlad os, Fader milde!
Hvad vi gjorde som var ilde!
Hjelp os saa vi vorde fromme,
Saa vi i din Himmel komme,
Smile sødt i Englefavn!
Hør du os i Jesu Navn!
Seer du hist den fromme Kvinde
Hvor hun sidder syg i Stoel!
Straaler dog af Livets Soel
Hendes Aasyn blidt beskinne.
Medens Hjertet sig maa ømme
Under Lidelser i Løn,
Milde Blik fra Øiet strømme,
Tungen taler Trøst og Bøn.
Seer du hist, hvor bleg hun hviler!
Seer du hist hvor blidt hun smiler!
Ingen Søn og Daatter kjær
Staa den fromme Kvinde nær
I de sidste, tunge Dage;
Men, hør efter! ingen Klage,
Nei, hør efter!
See, hun samler sidste Kræfter!
Mærk hvor livlig Hjertet banker
Ved de visse, christne Tanker!
Hør! hun taler: lad de Kjære
Borte fra min Smerte være!
Mine Børn i Dage haarde
En retfærdig Slægt skal vorde,
Dette Haab med christen Tro
Mig er nok til Hjertero.
Hør den Stemme, sagte, sød:
Føl min Arm; see, den er død!
See hvor blidt hun Hoved helder
Som en Blomst i Aftenstund!
See! hun Døden overvælder,
Smiler i sit Engleblund!
Seer du Gubben graa nedknæle
Rolig ved de sorte Fjele!
Seer du Børnene i Ring
Knæle blege rundt omkring!
Gubben beder, Flokken græder
Over Englens Jordeklæder.
See! hvor bøiede de stande,
Lægge Haand paa Karens Pande
Græde, takke og velsigne
Hulke: hende vi vil ligne!
Hører du fra Tyges Mund
Karens Ord i Dødens Stund:
Mine Børn i Dage haarde
En retfærdig Slægt skal vorde!
See! hun lægger Hænder sammen
Sukker dybt og siger: Amen!
Tynges dybt af Blusel ned,
Lover Herrens Miskundhed,
Taler: see! jeg gaaer, I Kjære!
Men med eder Gud skal være.
Tyges Sønner! Døttre! Børn,
Billeder af Karen Bjørn!
Vist jeg veed, at eders Taare
Trille skal ved Skjaldens Sang,
Som hans egen triller saare,
Mens han Harpen slaaer til Klang,
Slaaer til Klang og slaaer til Minde
Om den fromme Dannekvinde.
Verdens Hvirvel kan henrive
Strømmene kan os fordrive
Fra vor Gud og fra Hans Fane,
Brat og glat er Livets Bane;
Men naar Aarene henskride,
Naar vi ængstes, naar vi lide,
Da skal i vort Bryst oplives
Fromme Mødres gode Sæd,
Under Taarer skal den trives
Som et Træ ved Bækkens Bred.
Kjende I den kjære Røst!
Det var eders Moders Trøst.
Om I faldt i Verdens Hilde,
Om I glemte Livets Kilde,
Om I fore vild fra Christ,
Det kun selv I vide vist;
Jeg kun veed, at kloge, stærke,
Alle bar I Tyges Mærke
Jeg kun veed at Mand og Kvinde
Bøie sig ved Karens Minde;
Vist kun veed jeg, hvad jeg saae:
Een i Karens Fjed at gaae,
Sikkerlig dog mange vide:
Søstre gaae ved hendes Side.
Ikkun det endnu jeg veed:
Vil I sove hen i Fred,
Sove hen, som han og hun,
Smile sødt i Dødens Stund,
Svæve did hvor sødt de sjunge
Herren Lov med løste Tunge;
En retfærdig Slægt I være!
Blues! Giver Gud hans Ære!
Staaer i Tyges Tro og Sind
Trods hver Tidens Kastevind;
Vrager ei det Lys, hvis Skin
Lyste, ledte Begge trygge
Gjennem Dødens Natteskygge,
Lyste dem i Himlen ind;
Vrager ei den Aftensang,
Paa hvis Toner sig opsvang
Deres Aander over Støvet!
Hører mig, I unge Kvinder!
I, som bære Karens Navn!
Færdes saa, at eders Minder
Falde maa i hendes Favn!
Eder saa jeg bly og blide
Gange ved hinandens Side,
Ganger trøstig Haand i Haand!
Bærer Livets Lyst og Møde
Gud hengivne som den Døde!
Verdens Roes og Verdens Latter
Aldrig røre Karens Datter!
Føder op de kjære Spæde
Til i Helgenfjed at træde;
Lærer dem i Moderfavn
Bøn til Gud i Jesu Navn!
Da med Fred I skulle bygge
Under Herrens Vingeskygge;
Eders Børn i Dannegaarde
En retfærdig Slægt skal vorde,
Eders Trøst skal være Gud,
Fædres Gud med eder være,
Naar I gaae af Verden ud,
Skal I gaae til eders Kjære,
Sørgende skal Børn omknæle
Eders Liig i sorte Fjele,
Naar de Unge vorde Gamle,
Gud dem skal til Jer forsamle.
Hør det, Kvinde, fra hvis Kammer
Brudefaklen venlig flammer.
Frygt din Gud! og lær de Smaa
For Guds Ansigt fromt at staae!
Lær dem med andægtig Stammen
Hænderne at lægge sammen
Lær dem til din Frelsers Priis,
Der hvor Fædrene opfore,
Der er Rum i Paradis
Til de Smaa som til de Store!
Lær dem, at Guds Engleskare
Tager venlig paa dem vare,
At Guds Engle Fromhed ynde,
Flygte, sørge, naar de synde!
Lær dem i din Moderfavn
Bøn til Gud i Jesu Navn!
Da skal du i Huset bo
Som en Barnemoder fro,
Da skal Gud din Hytte bygge,
I den kjære Lindeskygge,
Da engang dit Æreminde
Krandses skal af favre Linde,
Favrere end den man saae
Høit paa Metas Grav at staae;
De om Grav sig skal forene,
Sænke dybt de stærke Grene,
Bladeraslen, Blomsterfald
Tone skal som Kvad af Skjald,
Spire skal fra Linderod
Blomster til en Dannebod.
Pigelil! du kjære Pige!
Du som huld gav mig din Tro,
Som paa Jord og i Guds Rige
Lyster med din Skjald at bo,
Vist jeg veed, din milde Taare
Ved min Sang nedrandt saa saare,
Vist jeg veed du har isinde
Her at færdes, her at bo,
Sødt at slumre hen til Ro
Som en christen Dannekvinde;
Vist jeg veed, at mangengang,
Skal du staae ved Karens Minde
Lytte til din Fredriks Sang
Om den fromme Dannekvinde,
Sukke dybt til Ham i Himlen
Om at mindes Ham i Vrimlen,
Bede fromt om Kraft og Naade
Til at vandre i Hans Frygt,
Til at lade Herren raade,
Til i Ham at hvile trygt!
Pige! ei jeg tør forjætte
Dine Trin skal vorde lette,
Steil er Støvets Himmelstige
Trang er Veien til Guds Rige;
Til en Skjald du gav din Tro
Glad du hører Harpen tone;
Men see hist! hvor Torne groe,
Viid der voxer op hans Krone!
Ei for Guld og Herregunst
Rører han en Lyvetunge,
Ei vanærer han sin Konst
Ved i Verdens Tact at sjunge;
Verdens Krandse han forsmaaer
Til dens Harm han Harpen slaaer
Trodser den med Tro og Stave;
Pige! kan du bære glad
Verdens Spot og Daarers Had?
Thi det er hans Festensgave.
Pigelil! dog bliv ei bange!
Lad kun fare Verdens Fred!
Lad dem spotte Skjaldens Sange
Som hans Aand og Kjærlighed!
Du dog veed, at dette Hjerte
Bløde kan ved Brødres Smerte,
Du dog veed, at det kan slaa
Kjærlig selv mod kolde Barme,
Du dog veed, at det kan slaa
Kjærlig høit i dine Arme;
Du med mig det troer og veed
At der er en bedre Fred:
Herrens Fred, som kan bevare
Hjertet blidt i Nød og Fare,
Den Guds Fred som overgaaer
Alt hvad Sjælen her forstaaer,
Som kan størke Støvets Tunge
Til i Nød og Død at sjunge,
Pige! hvo vil da forsage?
Bort med Frygt og bort med Klage!
Under festligt Tungeslag
Skal vort Hjerte over Vrimlen
Løfte sig til Gud i Himlen
Signe høit vor Fødselsdag
Lov og Tak og evig Ære!
Det skal Sangens Omkvæd være,
Al vor Lyst og al vor Gammen
I Guds Priis skal smelte sammen
Da skal Kogleren omsonst
Spøgelser ved Tryllekonst
Mane op i Fremtids Mørke
Thi naar Hjertet toner Gud!
Vælder Lys af Kilden ud,
Splitter Mulmet med sin Størke,
Skyerne de maa bortfare
Øinene, da maa sig klare,
Vidne under glatte Pande,
At hvor Spøgelser de saae
Vinkende Guds Engle staae.
Ja, Elise! skal vi vandre
Gjennem Torne med hverandre
Vi blandt dem dog vist skal finde
Mangen favr og fiin Kjærminde,
Ja paa dem naar Vaaren kommer
Store, hvide Rosenblommer
Roser til en Rosenkrands;
Skal det storme, skal det bruse,
Vildt omkring os mangengang,
Stundom skal det sagte suse,
Røre Strengene til Klang;
Ja i mangen Aftenrøde
Skal det aande paa min Streng
Den skal tone om de Døde,
Medens du paa favre Eng,
Lader Haanden Blomster binde
Som en Krands til deres Minde;
Mens i Blomsterkalken ned
Vore milde Taarer rinde,
Mens vi love høit den Fred,
Som er kun i Gud at finde.
Da for Tyges Dannekvinde,
Da til Karen Bjørns Minde
Blomsterne sig og skal bøie,
Strængen tone mod det Høie,
Hvor hun med sin Tyge boer,
Hvor, naar Timeglasset vendes,
Vi vor Sang i Englechor
Evig blande skal med hendes.
Ja, naar Timeglasset vendes,
For ei meer at løbe ud
Vort Farvel det er som hendes,
Thi vi reise hjem til Gud.
Da en Skjald skal og engang
Standse ved Elises Minde
Røre Harpen høit til Klang
For den christne Dannekvinde,
Sjunge rørt med Graad paa Kind,
Som jeg sang ved Karens Minde,
Røre dybt de fromme Sind,
Røre Taaren til at rinde.