Fædreneland!
Paa Gravens Rand,
Saa bleg og blaa,
Du ligge maa,
Nu spænder Hel
Sin Buestræng,
Og reder vel
Din Ormeseng,
Saa falsk og fiin,
Din gamle Træl,
Og tvætter vel
Dit Jordelin,
I røde Flod
Af Mandeblod:
Han venter vist,
I Galgenfrist,
Din Ædelsteen
Med Sølv og Mos,
Din Agerreen,
Til Arvegods.
O! hør den Skjald,
Hvis tunge Kald,
Det blev at spaa,
Hvad grant han saae:
Dit Knald og Fald;
Hvis første Syn,
Ved Himlens Lyn,
I Ungdoms Vaar,
Bar dig paa Baar,
Hans Moder død
I Kjortel rød!
O! hør den Skjald,
Hvis gode Kald
Det blev at spaa,
Hvad grant han saae:
Fra dybe Fald
Dig reist af Gud
Saa høi og prud;
Hvis sidste Syn,
Ved Himlens Lyn,
I Manddoms Aar,
Var Dig paa Fjæld,
Forløst fra Hel,
Og klædt i Maar,
Ja pyntet ud
Som Herrens Brud!
O hør den Skjald!
Og følg hans Sang!
Til høien Hald
Er Veien trang,
Men lyse Fjeld
Dog naaes vel
Ved Herrens Stav.
Den Vei er bred
Som løber ned
I dybe Grav,
Men mørkt er der,
O Moder kjær!
O! vogt Dig vel!
Der reder Hel
Din Ormeseng!
O følg din Skjald
Til høien Hald!
O lyst er der
I Morgenskjær,
Og Blomstereng
For Ormeseng.
O hør min Bøn!
Lad ei din Søn
Med Hjertevee
Dig jordet see!
Saa paa Din Grav
Sin Sagastav
Han bryde maa,
Som Vidne staa
Paa Dommedag
Med disse Ord:
Gud sagde: lev!
Men fræk dit Mord
Du selv bedrev.
O, hør mit Ord,
Og mærk det vel!
For Døden groer
En Urt paa Fjeld!
Er Talen sær,
O Moder kjær!
Da kom ihu,
Hvad Verden seer;
Ei frelses Du,
Hvis ei der skeer
Et Underværk!
O hør engang
Min Paaskesang!
O hør og mærk!
Og følg Din Skjald
Til høien Hald!
I Verden mon være de Sygdomme to,
Som Verden kan aldrig helbrede,
Og den som de pine, ei Rist eller Ro
Dog har, mens han færdes hernede;
Ja mindre forsand
I Dødningeland;
Thi Synden og Døden de hede.
Den første er Moder, den anden er Søn,
De ere saa gamle af Alder,
Dog synes den Kvinde saa ung og saa skjøn,
Hun kurrer og lokker og kalder,
Hun reder saa blødt,
Og smiler saa sødt,
Hver Kjæmpe maa fly eller falde.
Heel listig den Kvinde forvender sit Navn,
Hun kalder sig Gammen og Glæde,
Sin Slave hun kryster saa kjærlig i Favn,
Paa Roser hun lader ham træde;
Men Kys er, som Smiil,
Saa giftig en Piil,
Det er paa Guds Roser han træder.
Da blegne de Kinder, da rynkes de Bryn,
Den Synder han gjøres saa bange,
Thi for Ham sig leirer et grueligt Syn,
En Beenrad han seer at fremgange;
See, det er min Søn!
Saa hvisker i Løn
Den Kvinde, og hans skal du vorde.
Han haver ei Bue, Han haver ei Sværd,
Han haver kun Fingrene kolde.
Men komme de Fingre til Hjerterne nær,
Da synke de Kjæmper saa bolde;
De isne saa brat,
Og sorteste Nat
Indhyller det bristende Øie.
Den Synder han byder det rødeste Guld
For Lægedom i sin Elende,
Han gruer, Han stirrer saa angest paa Muld,
Thi Muldet sig kalder hans Frænde;
For Døden dog groer
Ei Urter paa Jord,
Det monne de Læger bekjende.
O Synder! Du maa da for Beenraden fly,
Men ikkun omsonst er din Møie,
Han følger dig fast, naar Du reiser af By,
Du seer Ham med lukkede Øie;
Dog hør, om Du vil,
Hvad underligt Spil
Du kan med den Helkonge drive!
Jeg siger forsand, at dog Urter mon groe,
Med synderlig Størke og Evne,
De mægte at læge de Sygdomme to
Men Faa kun til dem vil henstævne,
Thi de voxe ei
Paa alfare Vei,
Og ei i de blommede Enge.
Paa skaldede Hede, der stander et Træ,
Der falder en Dug fra dets Grene,
Da spirer og voxer en urt i dets Læ,
Blandt Golgathas Dødningebene,
Den er ikke sød,
Thi Duggen var rød,
Den bider, den brænder paa Tunge.
Dog, lad den kun brænde og bide heel hvast!
Den haver dog Safter som due,
Den Beenrad han stirrer da paa dig saa fast,
Og vist maa Du gyse og grue
For Moder og Søn,
I Kvinden saa skjøn
Hin ledeste Hex Du mon skue.
Vist er det ei Urten som knuger Dig saa,
Men Giften fra forrige Dage:
Med Synd er den kommet, med Sorg maa den gaae,
O, lad Dig dog ikke bedrage!
Det hvisker saa tit:
Den Urt du har bidt
O kast den, saa stilles Din Pine!
Vær døv, om Du ellers Dig selv haver kjær,
De Stemmer fra Afgrunden komme,
Ved Golgatha ligger en Urtegaard nær,
Der voxer saa faver en Blomme,
O følg mig derind
Med haabefuldt Sind!
Den Urt kan for Døden helbrede.
See vist paa den Grav! den er hugget i Steen,
Mon Urter kan voxe derinde?
Det klinger heel sært hos de Døde paa Steen
En Urt imod Døden at finde;
Dog, tvivl ei, men tro!
I Grav den maa gro,
Om Grav skal en Blomsterseng vorde.
I Graven sig hviled en Herre saa bold,
Han døde paa Golgathas Hede,
Af Ham haver Synden annammet sin Sold,
Han plantede Urten dernede,
Thi der han opstod,
Den under Hans Fod
Opsprang som den favreste Blomme.
Den dufter som Rose og Lilie sød,
Dens Blade de skinne og prange,
De lyse, og husvild den dagskye Død,
Er vorden i Fædrenevange;
O løft den i Haand
Med troende Aand!
Da er den en Evigheds Palme.
O, knæl da i Støvet for Helten saa prud,
Hvis Urter kan rense og kvæge!
Han døde som Mand og opstod som en Gud,
Og han er de Fattiges Læge;
Hvad heder vel Han
Den Herre og Mand?
O! Jesus Han heder med Ære.
Fædreneland!
Paa Gravens Rand
Saa bleg og blaa
Du ligge maa,
O tænk kun ei
At Du kan flye,
Ad nogen Vei
Til noget Ly,
Fra visse Død,
Fra Gravens Vold;
Thi viid at Død
Er Syndens Sold!
Men døe du kan
Som Verdens Ven
Og døe Du kan
Med Frelseren.
O! est Du klog,
Du kaarer dog,
Trods Korsets Skam
At døe med Ham;
Thi da forvist
Du og med Christ
Opstaaer af Død
Fra Klippeskjød;
Og farer op
Fra Bjergets Top,
Saa lystelig,
Alt i Hans Navn,
Alt i Hans Favn
Til Himmerig.
Men randt dit Blod
Paa Verdens Viis,
Hvor var da Bod
For dit Forliis.
Fædreneland!
Paa Gravens Rand,
Jeg bleg og blaa
Min Fader saae,
Og Urten fra
Guds Golgatha
Han brød og beed,
Med Christ han leed,
Og slumred hen
Med Frelseren,
Og lever vist
Evindelig
Med Jesu Christ
I Himmerig.
I Guds Forstand
Det være maa
Et Billed paa
Mit Fædreland!
Fædreland! ja hvor Du monne Dig brede
Langs i den brusende Sø,
Der, o ja der er Din Golgathas Hede,
Der skal Du døe.
Men lad det reise i Herren Dit Mod,
At mellem Sønner Du haver endnu
Dem som i Herren med sønlige Hu
Vil Dig til Frelse udgyde sit Blod!
Sjelden en Tone jeg hørte saa gjerne,
Thi jeg fik Syn paa den venlige Stjerne,
Som ledte Helligtrekongerne frem,
Frem over Ørken fra Hedningehjem;
Did hvor Marie med nyfødte Søn
Sad udi Løn.
Ja, jeg har seet Dig, Du venlige Stjerne,
Dig som jeg stirrede efter saa gjerne,
Som for min Fader gik straalende frem
Der Han opreiste fra Hedningehjem,
Der Han opreiste for glad at tilbede
Kongen, hvis Komme han vented hernede.
Stjerne! ja Dig har jeg skuet forsand
Blinkende over mit Fædreneland.
Fædreland! hist, hvor sig Fjeldene løfte
Høit over Hav,
Der i de brede, nyhuggede Kløfte
Der er Din Grav.
Der, naar Du dødes paa Golgathas Hede,
Gud Dig med Christo skal Hvile berede;
Der til vor Fryd og til Vogternes Skam
Levende Du skal opstande med Ham,
Og i Hans Glands for Disciplenes Skare
Dig aabenbare.