I! Sydens Lande med den kvalme Hede!
Som ynke Norden med sin Snee og Iis;
Hvis Sjælen ei indsovet er dernede,
Da hører til! jeg synger Nordens Priis;
Hist raadned snart de stille, lune Vande,
Her sig de frosne, som I selv maa sande,
Til Størkelse lod sagtelig optøe.
I! Nordens Riger med de høie Fjelde!
Som skatte Danmark efter Alenmaal,
Kom, lægger her mod Danmarks eders Vælde,
Men lægger den i Aandens Veieskaal!
Og, hvis da end den Skaal med Danmarks Vælde
Ei synker dybt som Agren under Fjelde,
Skal Tungen dog sig røre til dens Priis.
Ei vil jeg tale om de gamle Dage,
Da Vælden vaklede paa Sværdeod,
I Balg og Kogger som hinandens Mage
Om den I trak paa Valen ivrig Lod,
Men den, hos hvem en Snorro er oprundet,
Fra Saxos Amme haver Prisen vundet,
Fra stumme Svithjod de den begge vandt.
Nei, om de lyse Tider vil jeg melde,
Da Bøgers Bog i Norden aaben laa,
Mon videre I da fra eders Fjelde
End Dannemark paa sine Sletter saae?
Nei, Taarne kan man sig paa Sletten bygge,
Ja skue klarere i Bøgeskygge,
End mellem Granerne paa Fjeldetop.
Dog tænk kun ei, du Gunild Skjaldemoder!
At Skjalden vil fra Danmarks Bøgelund
Dig kogle ned af Fjeld med sine Noder!
Nei Kattegat er intet Øresund,
Kun søsterlig din Skjoldmøhaand du lægge
I Dannemarks, da vil i Een om begge,
Til begge og, som Een, han tale frit.
Om Langobarder, vældige Normanner,
Ei stort jeg synger, dog jeg sige maa,
At de i Tasso under Korsets Banner
Sig selv paa Zion og ved Graven saae,
Men syngende jeg vil det høit udsige:
I Rummet og i Tiden dybt at kige,
Den høie Konst undfangedes i Nord.
Uraniborg! dit Navn vor Pris omværner,
Enddog du selv nedsjunket er i Grus!
Hvor lærde Verden ret at kige Stjerner?
Mon ei i dig, du danske Himmelhus?
Var det ei Danmarks Søn, den Tyge Brade,
Som først kom Stjernen paa sit lave Stade
Langt nærmere end Ørnen paa sin Flugt.
Ved Troldomslampen gjennem Malmens Gange
At speide kløgtig Jordens dunkle Slot,
Det prøver Saxland, og vi ei forlange
Det sære Samfund med den Mørkets Drot;
Men søgte vi vor Hæder under Jorden,
Da har maaske vi fostret ham i Norden,
Der kunde see saa dybt, som Tyge høit.
At gjennemskue fra ophøiet Stade
De Urter, som paa Jordens Kugle gro,
De Dyr, som vrimle paa dens Overflade,
Og dem, som i dens Skjød og Revner bo,
Det mægtede vel ingen Søn af Jorden,
Linnèe dog fødtes i det svenske Norden,
Og Dannemark har Vahls og Myllers Been.
Hvad Solen er blandt Stjernerne paa Himlen
Et Billede af Rums og Tids Regent,
Er Mennesket blandt Dyr og Urtevrimlen,
Og uden ham var Jorden lidt bevendt.
Guds Fingerspor er overalt at finde,
Men kun i Mennesket Hans Aand er inde,
I Mennesket og Folkenes Bedrift.
Den første Mand der saae med skjærpet Øie
Som saae de Kryb, der sig mod Gud ophøie
Udføre underlig Hans vise Raad,
Hvad heed han, Danmark! veed du hvem jeg mener?
Du veed det ei, thi du i dig forener
Med store Evner og et dovent Sind.
Ja Danmark! jeg det ei formaaer at dølge,
Du har fortjent at kaldes dorsk og dum,
Du drives om af hver en fremmed Bølge,
Du søger Viisdom i det vide Rum;
Men hvad dig Gud i Naade har beskaaret,
Foragter eller glemmer du bedaaret,
Tilbeder dem, som have dig til Spot.
Du glemte mangen herlig Daad og Tunge,
Du drev den gamle Tyge fra sin Borg,
Men at du saa har glemt den gjæve Unge,
Det maa din Søn med bitter Hjertesorg
Til Skam for dig paa Sagatavlen skrive:
Det er en Synd, som Gud ei kan tilgive
Før du bodfærdig knæler paa hans Grav.
O! Tyge Rothe! det er dig det Samme,
At du forglemtes i den dorske Old,
Du vilde ei dig ved din Frelser skamme,
Nu dækker dig Hans brede Herreskjold
Mod Sorgens, som mod Tvivlens onde Pile,
Du er indgangen til den store Hvile,
Som Herren naadig har beredt sit Folk.
At ingen Skjald opløftet har sin Stemme
Til Mindekvad om dig i Fædrenord,
Det veed du ei, det kunde dig ei græmme,
Der hvor du sjunger udi Englechor,
Ja selv hernede kan din Færd os lære,
At søge Guds og ei vor egen Ære,
Saa godt vi Stakle det paa Jord formaa.
At medens du med helligt Digterøie
Saae Aanden svæve over Tidens Hav,
Og Frelseren hos Kraften i det Høie
Opreise Dødningen af skumle Grav,
At netop da dit Fædreland sit Øie
Tilknugede for Lyset fra det Høie,
Det saae du sorgfuld, men det har du glemt.
Ei er det saa med mig, du kjære Døde!
Jeg sukker end paa Fjeldets trange Sti,
Ved Brødres Blindhed maa mit Hjerte bløde,
Jeg kjæmpe maa, mens Timen gaaer forbi,
Jeg mæle maa, med Sorrig og med Harme,
Thi af, jeg seer, at trods dit Syn, din Varme,
Dog kold og blind vort kjære Norden blev.
Ja, Danmark! jeg med dig maa gaa i Rette,
Dog ei som Dommer, som en kjærlig Søn,
Der gjerne hjalp dig Brøden at udslette,
Som ihukommer dig i stille Bøn:
Hvor kunde du saa daarlig dog forglemme
Den milde og dog stærke Varselsstemme
Fra Himlens Gud igjennem Rothes Mund.
Hver Mand, hvert Folk maa eengang her i Livet,
Som Hercules i Tvivl paa Korsvei staa.
Lyksalig hver, hvem da en Ven blev givet,
Som af Erfaring vidne kan og spaa!
Men vee den Mand, og vee det Folk tillige,
Som ændser ei, hvad Vennen monne sige!
Forhærdet og forloren er kun Eet.
Der Gud ved Luther i de favre Dage
Oplod sin Grube med det ægte Guld,
Da fjendsk oplod i Vest den gamle Drage
Og Perus Gruber med det gule Muld;
Ak, Vestens Folk sig lode villig skuffe,
Ombytted glade med en Gyldenstuffe,
De sidste Gran af deres ægte Guld.
I Bjerget, hvor den ædle Malm er inde,
Udspringer underlig saa klart et Væld,
Og hvo som drikker, han forstaaer at finde
De rige Aarer i det dybe Fjeld,
Det Livsens Vand kan Tørsten evig slukke,
Men ikkun Troe formaaer at oplukke,
Ei veed jeg selv om Øie eller Fjæld.
I Bjerget, hvor det gule Muld er inde,
Udspringer skummende et dunkelt Væld,
Og hvo som drikker kan ei længer finde
De rige Aarer udi Herrens Fjeld;
Det Dødens Vand kun hidser, kan ei slukke,
Og Øiet maa tilsidst sig der oplukke,
Hvor Tørsten brænder som en evig Ild.
I Vesten gik omkring det Tryllebæger
Og vakte Tørsten efter Mandeblod,
For Gyldenmuld man kjøbte arme Neger,
Man planted Røret med den søde Rod,
Man lukked Øret for de hule Sukke,
Den maatte hidse, den ei kunde slukke
Den Honninggift, thi det var Negerblod.
Ei længer kan man Tryllebægret tømme,
For Sener slappes, Øiet lukkes i,
Man skifte maa imellem Rus og Drømme;
Thi blev man ædru, Lysten gik forbi;
Man kjøber Brødet og de bløde Hynder,
Den Fattige blir rig ved Riges Synder,
Han vorder rig paa Guld og Syndelyst.
Saa Bægret gik mod Norden over Havet,
Imellem det og Herrens Kalk en Stund
Dog vakled der, med Alvor meer begavet,
Det bretske Sind, forstyrred selv sit Blund;
Det mærked da den gamle, trædske Slange,
At vilde vist han Nordens Sjæle fange,
Han maatte byde end en anden Kalk.
Sin Skikkelse han trædskelig forvandled,
Og som en Lysets Engel han fremgik,
Med Britten han, som før med Eva handled,
Han loved saa at skjærpe Sjælens Blik,
At klart det skulde som Guds eget blive,
Han loved Kløgt og Vellyst her i Live,
Og Gammen dog hos Gud i Evighed.
Der stod da Fristeren med tvende Bægre
Saa brusende af Kundskab og af Lyst,
Ak, ikkun Faa sig ganske kunde vægre,
De havde Fristeren i eget Bryst;
De Drukne dandsed og de sang tillige,
De sang om Lys, de sang om Viin og Pige,
Og Jorden gungred under Sang og Dands.
De sanddru Sagn om Livets klare Kilde,
Om Aandens Guld i Skriftens Aaregang,
Forsorne Skjald til Løgn omskifte vilde,
Ham Løgnens Aand begeistrede til Sang,
Og Guld og Sang de klang i Saxlands Øre,
Fra Nordens Fjæld man maatte Gjenlyd høre,
Og Sandheds Ord blev nævnet Løgnens Skjold.
Til Løgn man Alt som leved vilde nøde,
Ja Stenene paa Sagas Kirkegaard
Dem tvang man til at lyve om de Døde,
Og mest om Ham, som døde for sin Hjord,
Ved Midnatstid som ved en Morgenrøde
Med Hexekonst adspurgte man de Døde,
Og Kogleren, han svarede sig selv.
Forgjæves Stenene paa sjunkne Grave
Standhaftig vidnede om Herrens Aand,
Forgjæves lød det gjennem Josephs Have
Fra Stenen der: mig velted Englehaand,
Naar Runerne man kunde ei udslette,
Med vrange da man overskar de rette,
Og praled storlig af den Hexekonst.
Det saae din Rothe, Dannemark! bedrøvet,
De vrange Runer ledte Mange vild,
Ja selv Forvildelsen han havde prøvet,
Men gjennemskuet det forvorpne Spil,
Han viste dig hvordan de vrange Stave
Du skulde kjende, og kun frit udskrabe,
Hvordan de rette skulde staves ret.
Han droges ei med Tødler eller Prikke,
Han vidste vel, at man paa Pergament
Og Bautastene ændsede dem ikke,
Men at de hørte kun til Tidens Prænt;
Lad løbe Aar, lad skifte Herrestamme!
Den rette Herre blev jo dog den Samme,
For Ham Aartusindet er som en Dag.
Ja, Sagas Runer kjæk han lagde sammen,
Eet Punktum kun han lod i Midten staa,
Thi der stod Han, som er det sande Amen,
Hvis Liigsteen selv et Punktum synes maa,
Thi Død med den omstyrtedes tillige,
Der Han opstod, da endtes Satans Rige,
Ikkun med Ham kom Nyt til Jorderig.
Han saae, og lydt forkyndte Han med Gammen
Hvad Han med Andagt skuede i Løn:
At Sagas Runer selv sig føie sammen
Alt til en Sang om den Eenbaarne Søn,
Om Ordet, som i Kjød blev aabenbaret,
Om Sønnen, som i Tiden blev forklaret
Af Ham, i Hvem Han var fra Evighed.
Ja, Dannemark! saa klart ei rundt paa Jorden
Er Christendom i Tiderne udlagt,
Saa klart det skuedes ikkun i Norden,
At Krønike med Bibel er i Pagt,
Det Syn var gjemt alt til en christen Gothe,
Det Syn var gjemt til Gothen Tyge Rothe,
Det Syn var gjemt, o Fædreland, til dig!
Ja derfor lød din Rothes høie Tale,
Den skulde varsle og den skulde frie,
Men døv man var i Hytter og i Sale,
Og buldrede, til Røsten var forbi,
End leve Børnene af Herrens Tyge,
Og alt vi visne af den onde Syge,
Som han forkyndte, ak, og meente fjern.
Saa grant Han saae i Tiden Christus virke,
Saa klart Han skued Troens Herlighed,
Saa grant og vist han under faldne Kirke
Saae Staten synke udi Støvet ned,
At ei han troede sit eget Øie,
Naar det Ham viste Tidens onde Møie,
For Tro og Kirke at nedrive fræk.
O tykke Blindhed i oplyste Dage!
Hvor fik du dog paa Jord en saadan Magt?
Veed du det ei, at du til hin er Mage,
Som dyrked Solen med sin givne Pragt,
Som over Lyset saae ei Lysets Kilde,
Saa blind er hver, som stolt sig tør indbilde,
At hans Fornuft kan lyse for sig selv.
Ak! naar vor Aand ved Drik af Viisdoms Kilde
Er vorden klog, og riig af Skriftens Guld,
Da kan os Fristeren saa let indbilde,
At vi har Væld og Grube i vort Muld,
Da knurrer Lysten imod Lovens Torden,
For stolt Fornuften er til Tjener vorden,
Til Herrens Tjener, men til Syndens ei.
Naar den i Krøniken sig monne speile,
Som Overtroens og som Løgnens Træl,
Da raaber Stolthed: det kan aldrig feile,
At Troen jo var Overtroens Væld,
Hvad Ondt, som er i lange Tid bedrevet,
Det vorder flux paa Troens Regning skrevet,
Paa Troens Regning, som fordømte Synd.
Hensovne! saa din Tunge kjæk du rørte,
Men ak, dit Ord, endog før du, hensov!
Og ikkun da dig Danmark villig hørte,
Naar Talen var om Daners Mark og Plov,
Naar verdslig den sig løfted som en Torden
Om Odelsret og Slaveri i Norden;
Den sande Frihed kaldtes Trælleaag.
Dog ei forgjæves, Gud lod Talen lyde,
Vist mangen Sjæl den størkede i Løn,
Og, med Guds Hjelp, har Talen at betyde,
At Gud vil høre vore Hjerters Bøn,
At løftes skal i Norden Kirkens Bue,
At under den man skal som Pille skue
Den store Liigsteen med sin Runeskrift.
Ei ledes da skal langt om Tyges Minde,
Det har i Kirken baade Syn og Klang;
Hans Bautasteen i Pillen er at finde,
I Psalmetonen er hans Mindesang.
O give Gud, mit Runekors det lille
Sig snart maa skjule i den reiste Pille,
Mit Kvad sig tabe i det Psalmechor!
O Fædreland! saavidt jeg seer paa Jorden,
Hvor Stormen farer over vilde Strand,
Ei seer jeg Landet, der, saavist som Norden,
Kan løses end af store Kirkeband;
Men mærk derpaa: det er den sidste Time,
Vil dine Klokker ei om Julen kime,
De snart maa ringe for dit kolde Liig.
Endnu engang den Guders Gud i Naade
Dig standset har paa Dødens brede Vei,
Saa løser Ordet mig din Trængsels Gaade,
Og Sandheds Ord det svigter, lyver ei;
O, stamp dog ei mod Braadden som en Daare,
O, knur dog ei, men knæl med Angers Taare
For Ham, som tugter hvem Han haver kjær!
Og nu, far vel! Guds høie Fred bevare
Din Konning bold, din gamle Kongeslægt!
Ja trindt dig leire sig Hans Engleskare,
Og tryg du hvile i Hans Varetægt!
Det skeer, naar kun du giver Ham Hans Ære,
Da vil igjen din faste Borg Han være,
Og du skal vorde Hans Jerusalem.
Da skal din Skov, o Dannemark! opfyldes
Af Psalmeklang, som Herrens Kirketoft,
Da skal dit Fjeld, o Norrige, forgyldes
Til Kirkepille under Høieloft,
Lad fnyse Hedninge og Drotter true!
Naar Gud er med os, vi for Kjød ei grue,
Og ingen Karl skal rokke Fredriks Steen.