Korsets hvide Seiers-Fane,
Som kan Helved byde Trods!
Syndens Læge, Dødens Bane,
Midler mellem Gud og os!
Gud og Mand, for Støv at hæve
Did, hvor Lysets Aander svæve!
Himlen kiædet saa til Jord,
Hvilken Tanke, guddomsstor!
Var den Tro ei mod Fornuften,
Og al sand Oplysnings Grav,
Var ei grebet Alt af Luften,
Hvad I sige, Himlen gav;
Alle vilde vi med eder
Troe paa ham, som I tilbeder,
Men at troe, hvad Tant Man veed,
Det er klar Umuelighed.
Mageløst er Christus-Livet,
Stort og skiønt og underfuldt,
Som af Gud til Mønster givet,
Opad vinker det saa huldt;
Men skal Livets Krone vindes,
Maa Forløberen og hindes,
Skal vi naae til Ærens Top,
Selv vi stige maae derop!
Hvad har I med ham at skifte,
Som blev hængt paa Korsets Træ?
Gaaer til Alters, gaaer til Skrifte,
Korser jer og bøier Knæ!
Aldrig, tør vi dog vel mene,
I kan virkelig forene
Jer med Ham i Sind og Skind,
Og hvad nytter Hjernespind!
I de spæde Barne-Dage
Dunkelt vi maae stole paa,
Sødt at tænke sig tilbage,
Hvor ved Moders Bryst Man laae,
Men sig voxen der at lægge,
Sømmer dog sig kun for Giække,
Som, i vor oplyste Tid,
Barne-Tro med fast Tillid!
Det er Verdens-Kløgtens Stemme,
Naar den finest klinger nu,
Og det Verden skal fornemme,
Ei den fylder os med Gru,
Slige Pile nuomtide
Ned som Straa ad Skjoldet glide,
For vi veed, paa Hvem vi troer,
Aand og Liv er Jesu Ord!
Til mig sagde Han i Daaben:
Dødning! ved min Haand stat op!
Og ved Konge-Bordet aaben:
Din er Jeg med Sjæl og Krop,
Saa, naar jeg skal Sandhed skrifte,
Alt jeg har med Ham at skifte,
Og hvad selv mig hører til,
Han maa tage, naar Han vil!
Ja, jeg veed, han har det taget,
Sank ved Byrden dybt i Knæ,
Skyed dog ei Nederlaget,
Bar det fromt paa Korsets Træ,
Bar det ned til Løgnens Fader,
Som at lyve ei aflader,
Siger trodsig: naar jeg vil,
Jeg mig selv kun hører til!
Og jeg veed, for mig opstanden
Er den Bolde reen og klar,
Thi ved Tro paa Guddoms-Manden,
Fred og Liv og Lys jeg har:
Født med Ham ved Jule-Tide,
Groer jeg op, for Ham at lide,
Ei med Angest, Suk og Graad,
Men med Smil ad Dødens Braad!
Christne! saa det nu skal være,
Op vi stande i vor Daab,
I os, til Gud-Faders Ære,
Voxer Herlighedens Haab,
I sin Favn ved Naade-Bordet
Os forener Guddoms-Ordet,
Da er Verden os korsfæst,
Dens Farvel os huger bedst!
Derfor Ingen Korset gribe,
Før med Herren han opstod!
Være maa Man først ilive,
Før Man føler Kraft og Mod!
Kiøbe skal vi ogsaa Tiden,
Voxe først og kæmpe siden,
Herren selv, med Støvets Kaar,
Voxde ti og tyve Aar!
Giør vi det, da kan vi skrifte,
Selv, som Stephanus, paa Knæ,
Hvad vi har med Ham at skifte,
Som blev hængt paa Korsets Træ,
Men os vinker nu med Blide,
Til Sig ved Guds høire Side,
Skrifte det med Ord som Lyn;
Thi for Sagnet da gaaer Syn!