Aften rød giør Morgen sød,
Derfor, Christne, bort med Sorgen!
Var Lang-Fredags Aften rød,
Himmelsød var Paaske-Morgen;
Saa fra Slægt til Slægt det gaaer,
I Guds Huus, mens Verden staaer,
Til, bag sidste Aften-Røde,
Stiger Immer-Dag hin søde!
Under hver en Himmel-Egn
Saa, i Billed-Skrift paa Bue,
Christus-Tidens Himmel-Tegn,
Straale-Korset, kan vi skue,
Siden Christus af sin Grav
Steg som Gylden-Soel af Hav,
Tændte, til som den at virke,
Lyse-Kronen i sin Kirke!
Skjult er Jesu Konge-Stol,
Skiøndt Han throner i det Høie,
Skjult den gyldne Kirke-Soel
Skrider og fra Verdens Øie,
Som han sagde: ikke meer
Lyset i mig Verden seer;
Dog for Sine ei sig dølger
Lyset, som med Livet følger!
Livets Ord i Jesu Navn
Tænder Lys i Mulm og Mørke,
Som en Dugg i Straale-Favn
Skaber Mark det midt i Ørke;
Vidt i Vest og høit i Nord,
Gik med Solen Tro ens Ord,
Danned, alt som det blev favnet,
Straale-Krands om Frelser-Navnet!
Kun med Kors, med Ild og Sværd,
Bringes kan det til at rødme,
Breder ud da fjern og nær
Rosen-Duft med Himmel-Sødme,
Stiger af det røde Hav,
Som Vorherre af sin Grav,
Og fra Middags-Stedet sender
Straaler ud til Jordens Ender!
Kom da kun, Langfredag rød,
Store Allehelgen-Prøve!
Paaske-Dagen i dit Skiød
Slumrer som en bjergfødt Løve,
Reiser sig med Harm i Hu,
Skygge-Dal til Skam og Gru,
Evig toner Fugle-Sangen:
Fryd dig, Natten er forgangen!