Gak under Jesu Kors at staae,
O kiære Sjæl, og med Attraa
Vogt paa hans Læber og giv Magt
De Ord, Han har til Afsked sagt!
Han først for sine Fiender bad:
Tilgiv dem, Fader, og forlad,
Thi hvad de giør, det veed de ei,
Gaae blinde paa den brede Vei.
Dernæst han til sin Moder saae,
Hvor sorrigfuld hun monne staae,
Som stødt igiennem Sjæl og Liv
Med Morder-Sværd og Offer-Kniv!
En anden Søn han hende gav
Til Lindring, Trøst og Støtte-Stav:
Johannes, tag dig hendes Sag,
Som Moders, an fra denne Dag!
Om jeg, min Jesus, og skal staae
Forladt, forhadt, med Korset paa,
Som Moder din i Enke-Stand,
Send et Guds Barn, som ta’r mig an!
Den Røver, som i Dødens Strid
Til Jesu Naade slog sin Lid,
Og æred Ham paa Konge-Viis,
Han fast tilsagde Paradis!
O Frelser, i min sidste Stund,
Lad mig og høre af din Mund:
Du være skal i Dag med Mig
I Paradis, i Himmerig!
Det fjerde Ord var gyseligt,
Og aldrig hørde Himlen Sligt:
Min Gud, min Gud! hvi havde Du
I al den Kval forladt mig nu?
For vor Skyld kun Du blev forladt
En liden Stund, i Nød og Nat,
Dermed Du vandt os Fryd i Kval
Og Lys i Dødens Skygge-Dal!
Da sagde Han: det er fuldbragt!
Et bedre Ord blev aldrig sagt:
Opfyldt er Lov og Propheti,
Forbandelsen er nu forbi!
Det sidste Suk, min Jesus gav,
Det stiller Storm paa Verdens Hav,
Han sagde: Fader, i din Haand
Befaler jeg min Sjæl og Aand!
Det Afskeds-Ord sig trænge ind
Med Liv og Aand i Sjæl og Sind,
Saa ogsaa mit det sidste Ord
Det blive maa paa denne Jord!