Solen vel i sorte Klæder
Følger os til Korset hen,
Men til Flokken, Ham begræder,
Siger dog vor Sjæle-Ven:
Græde Ingen over Mig!
Græde heller hver for sig!
Speiler eder, visne Stammer,
I hvad her den Grønne rammer!
See vi hen til Herrens Fiender,
De kan aldrig græde nok,
Thi naar Vredens Dag oprinder,
Raabe skal den hele Flok:
Hvo kan byde Almagt Trods!
Falder, Bjerge, skjuler os!
Men hvor hardt de Øiet lukke,
See de skal, i Hvem de stukke!
Planter kun for dem Cypresser,
Alle I, som elske Gud!
Skiøndt al Verdens Sjæle-Messer
Ei af Helved fri’r dem ud;
Men begræder ei den Helt,
Der, som Aanden havde meldt,
Trods hvert Edder-Sting i Hæle,
Skulde for os Slangen kvæle!
Hvo som vil sin Frelser følge,
Viske da kun Taaren af,
Hvorfor skal vi Glæden dølge
Ved hans Kors og ved hans Grav?
Da kun vorde Smil til Graad,
Naar vort Ord er uden Daad!
Kun naar Verden har vort Hjerte,
Christi Kors os volde Smerte!
Korsets Træ er Naadens Throne,
Thi det Blod, som der udrandt,
For al Verdens Synd en Sone,
Død og Helved overvandt,
Der, for Liget som var mit,
Herren gav mig Legem sit,
Saa skal jeg ved Korset græde,
Græde kun jeg kan af Glæde!