O hjertenskiære Jesus Christ,
Som skuffed Slangens Argelist,
Du som et fromt, uskyldigt Lam,
Leed Hjerte-Angst og Verdens Skam,
Og endelig ved Korsets Død
Forløste mig fra evig Nød!
Lad, sødeste Immanuel,
Din Død ei spildes paa min Sjæl!
Lad dine rene Lemmers Baand
Mig frie af mine Fienders Haand!
Din Døds-Kamp og din Angest-Sveed
Mig give Seir til Salighed!
Lad mig betænke al min Tid
Din Død, og takke Dig med Flid,
Saa sødt det kan husvale mig
At du mig frelste naadelig,
Og kaldte mig med Sjæle-Fred
Til Himmeriges Herlighed!
Og naar den Time kommer da,
At jeg skal nøgen gaae herfra,
Da lad min Sjæl, som dyrekiøbt,
Sig føle i din Kaabe svøbt,
Saa Dødens Kulde, Mørkets Gru,
Jeg kommer aldrig meer ihu!
Jeg er din Eiendom og Arv.
Du kiender bedst min Trang og Tarv,
Min Afmagt og mit Vankelmod,
Og har du kiøbt mig med dit Blod,
Saa vil Du ei bortkaste mig,
Al min Fortrøstning staaer til Dig!
Til Dig vil jeg betroe min Sjæl,
O Frelser, giem du hende vel!
Tag hende altid godt i Agt
For Slangens List og Helveds Magt
Giør hendes Afskeds-Time sød,
Som Barnets i sin Moders Skiød!
O da fra denne Jammer-Dal,
Hjembaaret til din Fryde-Sal,
Hvor ei er Tvang og Kiedsomhed,
Men Fred og Fryd og Herlighed,
Hun for din Fod og i din Favn
Velsigner evig Jesu Navn!