O! jeg Lyksalige! Lycilis elsker mig!
Hvo er, som Lycas, usigelig lykkelig?
Lycilis elsker kun mig!
Lycilis dejlige Læber kun aabne sig,
For at fortælle mig sødt, at hun elsker mig!
Lycilis kysser kun mig!
Himmelske Muser og Gratier, lærer mig,
Lærer min henrykte Siel at fortolke sig!
Lycas forvildes i Fryd.
Lycilis synger; ophøiet, som Jupiter,
Høit over alle lovsyngende Verdener
Hører jeg Sangenes Lyd!
Lycas er mægtig og riig som Saturnion,
Viis som Tritonia, skiøn som Endymion,
Stærk og berømt som Achill;
Lycilis smiler — Idalia skiuler sig —
Viisdom og Rigdom og Skiønhed og Styrke mig
Møder i Lycilis Smil.
Nedslyng fra Thronen din Lynild, o Jupiter!
Sønderknus Himle paa synkende Verdener!
Ømt trykt til Lycilis Barm,
Intet kan skrække mig; roelig jeg slumrer der;
Sødt under tusinde buldrende Tordener,
Døer jeg i Lycilis Arm.