Solen mig ei bragte Glæde;
Maanen stedse saae mig græde;
For mit Syn var alting sort.
Ved dit første Smil, Palmine!
Flygted’ Mørke, Skræk og Pine
Fra min Siel for evig bort.
Før jeg saae Naturen øde;
Morgenrødens Straaler døde
I mit Øies mørke Skye;
Nu jeg seer, og Godhed priser,
Almagts smilende Beviser,
Seer dem glad hver Morgen nye.
Før jeg hørte kun paa Jorden
Støvets Skrig, og Himlens Torden;
Bækken rislede mig Skræk;
Nu, mens Skrig og Torden tier,
Lyde Glædens Melodier
Sødt i Skov og Dal og Bæk.
Før mit sorgopfyldte Hierte
Følte lutter Nag og Smerte,
Da det ikke slog for dig;
Nu, det ganske dig tilhører,
Ingen Plage meer det rører;
Alting nu henrykker mig.
Før med bange Blik mit Øie
Giennem Taarer saae den Høie,
Saae ham lyne, saae ham vred;
Støvet glad jeg nu forlader,
Naar jeg svæver nær min Fader,
Drukken af hans Salighed;
Og ved Foden af hans Throne,
Priser ham i Glædens Tone;
Ved min Side knæler du.
Vred og stræng jeg seer ham ikke;
Ak! thi giennem dine Blikke
Seer jeg denne Fader nu.
Haand i Haand vi ville vandre
Livets Bane med hverandre;
Og ved Dødens Engels Bud
Skulle, for igien at leve,
Vore Siele sammensveve
I de sidste Suk til Gud.