Morgensang
(Polyhymnias Yndling J. A. P. Schultz, helliget.)
(Polyhymnias Yndling J. A. P. Schultz, helliget.)
Nu stiger Dagens lyse Gud
I Østen over Jorden,
Og spreder Liv og Vellyst ud
Fra Syden indtil Norden.
Nu flygter Nat, og Skræk, og Skrig,
Og Skygger af de Døde;
Og Engens Blomster aabne sig
Og smile ham imøde;
Med Purpur overstrøer hans Hær
Den nylig mørke Klode,
Og danner Paradiser der,
Hvor Dødens Skygger stode;
De gyldne Skyer sænke sig,
Og krandse Høiens Kanter,
Og hele Himlen speiler sig
I Duggens Diamanter;
Og sødt gienlyder Dal og Skov
Af vingede Tibuller,
Og Havets Bølger til hans Lov
Med dæmpet Brusen ruller.
Den hvilte Bonde nu sin Brud
Og Brudeseng forlader,
Og dandser glad i Marken ud,
At svede paa sin Ager.
Den Bæk, hvis flydende Kristal
Ei Isen længer binder,
Fra Bakken ned i grønne Dal
Imellem Blomster rinder;
Og Skovens Søn, den raske Hiort,
Sig speiler i dens Bølger,
Og seer sig om, og iler bort,
Og elskte Hind ham følger.
De overgivne, spæde Lam
I Dalen glade bræge,
Og Karper i den tøede Dam
Med glade Karper lege.
Af Rislen, Brægen, Brusen, Sang
Alt om mig her gienlyder;
I sammenstemte Jublers Klang
Den hele Jord sig fryder.
Og du, min Røst, skal blande dig
Med hine Melodier!
Min Læbes Lyd skal tabe sig
I Vaarens Harmonier:
Tak! milde Skaber! at dit Bliv
Mig bød af Natten vandre
Til Følelse, til Lys og Liv,
Og Nydelse med andre!
Tak! gode Fader! at du gav
Mig Øie til at fatte
Fortryllet her paa Jord og Hav
Naturens mange Skatte!
Min Tak, min Priis, o Gud! modtag,
Fordi du gav mig Øre,
Til Bækkens Rislen, Lærkens Slag,
Og Havets Drøn at høre!
Lovpriset, takket vær, fordi
Du Tanken lod mig lede,
Til i din Skabnings Harmonie
Din Almagt at tilbede!
Lovpriset, takket evig vær!
Fordi du gav mig Tunge,
Hvis Lyd den Priis kan stamme her,
Som Engle hisset siunge!