Jeg har af alle Himlens gode Gaver
De beste, Sundhed, Sørgløshed og Roe,
Og tusind Glæder, hvilke den kun haver,
Der langt fra Stadens Sværm i Mag kan boe.
Og for ret glad at nyde disse Goder
Med elskte Sødskende jeg deler dem,
Beskyttet af min Fader og min Moder,
I Glædens og Uskyldighedens Hjem.
O! jeg er lykkelig! og tusind ere
Ei halv saa froe, som jeg, og takke dog —
Min Tak skal sees i Lyst, til meer og meere
At være lydig, flittig, from, og klog.
Min Barndom skal i denne Tak forsvinde,
Og mere lydig, flittig, klog, og from
Min elskte Moder mig hver Dag skal finde,
Og Gud skal høre hvad jeg beder om:
Lad mig, o Gud! imens jeg er hos hende,
Saa følge denne Moders Ja og Nei,
At naar det elskte Ledebaand har Ende
Jeg selv kan vandre tryg paa Livets Vei!
Og naar engang den endes med en bedre,
Naar hendes Liv jeg her omlevet har,
Da dette skiønne Sagn mit Minde hædre
Hun var som hendes elskte Moder var.