Indhold
Skjælv altid, usle, svage Dødelige,
For i de Ting, den vise Himmel bød
At ligge skjult i Nattens sorte Skjød
Til Held for dig, nysgjerrigen at kige!
Læs det Kapitel i din Skjæbnes Bog,
Som Visdom selv at læse dig tillader,
Dit førte Liv. At læse fremad skader
Din Rolighed; og Døden kommer dog.
Halvdød af Puf og Skræk han laa et Par Minuter.
De Sorte fik ham endeligen op
Paa Benene. — „Det var et Pokkers Hop!
„I sagde mig det nok, I kjære Substitutter,
„Apostler, hvad jeg maa jer titulere for —
„Jeg ser, at I tilgavns den sorte Kunst forstaar;
„Og I er sikkert alle tre Magister,
„Propheter, eller, naar jeg ser mig til,
„Hvis Fanden ikke har dermed sit Spil,
„Tre Fjerdedel Evangelister.”
„Ja, rigtig nok, men ikke vores Ord:
„Vi kan en smule mer end netop Fader vor.” —
„Ja, det har jeg havt Prøve paa, som svier!
„Jer Spaadom gav mig her et Pokkers Sting.
„Men gode Herrer! Bier lidt, o bier!
„Da I dog ved desuden alle Ting,
„Saa kan I mig vel ogsaa sagtens sige,
„Naar jeg skal bort herfra til Himmerige?”
„Det er dog ej saa let,” gjentog de tre,
„Det koster Hovedbrud; men vi vil se.” —
Tre Skridt tilbage de sig hummed’,
Og toge hver sin Bog af Lommen frem,
Slog Kreds med lærde Fagter, rømmed’ dem,
Og endeligen hult og langsomt brummed’
Den første Reglerne for Verbum Lamed-He;
Den anden sang det fine Titemi;
Den tredje tordned ud Accentus Domini.
Vor Jeppe syntes alt at føle ganske bange
En Smule Død omkrybe hist og her
I Kroppen — Midlertid Oraklet færdig er:
„Vid, Jeppe, paa den Dag, da Hesten trende Gange
„Paa Vejen sukker, skal du sikkert dø!
„Giv Agt! Din Hest er Kjød! Dit Kjød er Hø!”
Og borte var de tre. — Forstenet Helten stod,
Som rørt af Lyn; det angestfyldte Blod
Løb løbsk fra Puls til Puls i Stenens Aarer.
Omsider brød hans Angest ud i Ord
Hel philosophiske; saa vidt jeg tror,
Endog en Slags Moral for mange Daarer,
Der ønske sig, at se de Ting, dem forestaa.
Han, kortelig, brød ud som saa:
„O Jeppe! Sand din Kones Spaadom var:
„Du altid var, og er, og blir en Nar!
„Jeg Dosmer tænkte, det var godt i Tide,
„For mangen Aarsags Skyld, at faa sin Død at vide;
„Nu ser jeg først for sildig, dumme Claus,
„At tvertimod det er det pære Snaus.
„Slig Videsyge kommer vist fra Fanden,
„Det tør jeg bande paa, fra ingen anden
„End fra den fule Aand, der, som vor Præst har sagt,
„Fik just Mor Eva derved i sin Magt.
„Nu fik han ogsaa mig; — o de fordømte Sorte!
„Ret som Gespenster kom, og stod, og blev de borte —
„Det hans Apostler var; det mærker jeg desværr’
„For sildig nu, da jeg forhexet er.
„Jeg var ej plaget nok, jeg vilde selv mig plage!
„O! gid jeg var igjen i hine gode Dage;
„O! gid jeg var igjen i min Uvidenhed!
„Hvor lykkelig er den, som lidt, som intet ved!
„Før gik jeg ligefrem; jeg tænkte, Døden kommer,
„Den kommer vist engang; men hvorfor just i Sommer?
„Hvorfor i Dag; hvorfor just Klokken halvgaa’n Et?
„Saa tænkte jeg den Gang, og tænkte meget ret.
„Sligt ved ej Provsten selv, sligt bør man ikke vide;
„Den lider lykkelig, som kan med Haabet lide,
„Og den har altid Haab, som ingen Vished har
„Om hvad der forestaar, den Sag er soleklar.
„Hvis slige Ting for os at vide kunde være
„Til Nytte, havde nok, det tror jeg vist, vor Herre
„Sagt Præsten det, at han fra Prækestol igjen
„Os kunde sige smukt: du dør i Dag, min Ven!
„Nej! det er aldrig godt!
Her staar jeg, skjælver bange
„For, som saa let kan ske, Peer Asen trende Gange
„Skal sukke — mindste Lyd, det allermindste Muk,
„I hvor det kommer fra, mig synes som et Suk.
„At dø dog altid er af alle Ting det sidste,
„Man gjøre bør. Tilforn, før jeg det forud vidste,
„Jeg tænkte sommetid, det var en herlig Sag,
„Naar Qvinden drilled’ mig, om Døden kom i Dag;
„Men den Gang vidste jeg kun, hvad det var at leve,
„Ej hvad det var at dø. Man begge Dele maa
„Forsøge, før man ret kan Liv og Død forstaa.
„At dø vel bittert er, at leve saa som saa;
„Men mellem Liv og Død, som jeg nu gjør, at sveve,
„Det er det værste, thi det er at lide
„Paa engang begge Deles Qval og Qvide!
I denne Monolog blev Helten ved,
Og midlertid var kommet op at age.
(En lille Parenthes ved denne Lejlighed
Jeg ikke holde kan tilbage:
Det synes nemlig, at en saa enfoldig Mand,
Som hidindtil vor Helt os er beskrevet,
Hvis sidste Handling imod sund Forstand
Endogsaa turde synes overdrevet,
Umulig var i Stand at føre sligt et Sprog?
Jeg studsed selv derved i Førstningen; og dog
Er Tingen rigtig. Ventelig har Puffet,
Da han af Træet styrted ned
Saa lykkelig hans Hjerne truffet,
At den forvredne kom igjen i Led.
Man mer end et Eksempel ved
Paa lærde Mænd, som visse Stød i Panden
Har skilt aldeles ved Forstanden;
Og Tosser derimod, som ved et Puf
Er bleven Professorer i en Ruf. —
Man med Forklaringen til Takke tage,
Da i en Hast jeg ingen bedre ved).
Men ulyksaligste blandt alle Jeppes Dage!
Peer Asen gav et Suk. Den kolde Sved
Den vaade Døds Herold, sprang ud af alle Kanter
Paa Helten, hele hans Peripheri
Blev overstænkt med zittrende Demanter.
Dog, tænkte han, velan! Snart blir du fri
For Foged, Herremand, og Qvinde;
Frisk Mod! Kom kun, o Død; din Mand du her skal finde;
Kom med din Le, du lange Rad! kom! hug
„Ja!” brølte Døden i Peer Asens andet Suk —
Det var det næste Bud — Nu rokked alt i Sædet
Vor Helt, hans hele Krop, af Angestduggen vædet,
Blev Is; han Krampe, Sting og Hovedpine fik,
Klababbelser, Opstigelser, Kolik,
Koldfeber, Qvalme, Snue, Podagra,
Gigt, Ørepine, Hoste — kort at sige,
Hver Sygdom, som er til, og ej er til tillige
I vor Nosologia danica.
Knap stønnede hans Suk: „O! Død, hvor er du haard!”
(Thi det er tungt at dø, hvordan det gaar!)
„O Død! Ifald du tør, saa spar mig dennesinde!
„Lad tredie Peer Asens Suk forsvinde!
„Tag heller, tag, o Død! Med Glæde, tag min Qvinde!”
- „Nej!” tordnede hans blege Majestæt
I tredie Peer Asens Suk. Med et
I det forfærdeligste Bulder
Den hele Verden bort for Heltens Øje ruller;
Han tumled om: „Farvel, Peer Asen! Ak! jeg dør!
„Lev lykkelig, min Hest! Mer lykkelig end før!”
Det var hans sidste Ord,
I det han ned
Af Sadlen gled,
Og neppe laa han paa Guds grønne Jord,
Før Sjælen ham af Kroppen for —
Hvorhen skal Læseren herefter faa at vide.
Men først en Parenthes, af det mig egne Slags,
For om den sande Storhed nutildags
Min Mening at fortælle ham i Tide:
At dø er ingen Kunst. Claus Dumriel
(I Graven hviler alt for længst hans Sjæl),
Som ingen Ting i denne Verden vidste,
Som aad og drak og sov, og paa det sidste
Ej kunde det tilgavns engang,
Han tog sig for, da Tiden blev ham lang,
At redde sin Forstands og Kundskabs Ære:
Og vise Folk saa klart, som to og tre er fem,
De havde skammelig bedraget dem,
Ifald de troede, han ej kunde mere;
Og Manden dør saa pludselig, saa ganske,
At, trods hans allerværste Fjenders Spot,
Hver tilstod, at han døde meget godt.
Kort, uden metaphysisk just at grandske,
Og uden Hjelp af logisk Est quod est,
Man kan bevise, at den største Hest,
Endskjønt for Resten den forstaar ej mindste Smule,
Kan dog paa egen Haand, i Blinde, finde Vej
Til hans kjødløse Højheds Hule.
Men at staa op igjen, det er den store Ting,
Hvorpaa man har kun faa Exempler;
Og de, man har, bær næsten alle Stempler
Af Overtroens Salomonske Ring.
Det er en større Kunst end æde, sove, drikke,
Og blive fler, og blive Støv og Nul:
Og denne Kunst kan Clauser ikke,
Om og de kunde gjøre Guld af Kul.
Hvor stor min Helt ser ud fra denne Side,
Faar Læseren i næste Sang at vide.