Indhold
Skielv altid, usle, svage Dødelige,
For i de Ting den viise Himmel bød
At ligge skiult i Nattens sorte Skiød
Til Held for dig, nysgierrigen at kige!
Læs det Kapitel i din Skiebnes Bog,
Som Viisdom dig at læse selv tillader
Dit førte Liv. At læse frem ad skader
Din Roelighed; og Døden kommer dog.
Halvdød af Puf og Skræk han laae et par Minuter —
De Sorte fik ham endeligen op
Paa Beenene — „Det var et Pokkers Hop!
I sagde mig det nok, I kiere Substitutter,
Apostler, hvad jeg maa jer titulere for —
Jeg seer, at I tilgavns den sorte Kunst forstaaer —
Og I vist nok er’ alle tre Magister,
Propheter, eller i det ringeste,
Saavidt jeg kan forstaae, Evangelister,
Sligt ellers aldrig havde kundet skee.”
„Ja, rigtig nok, (men ikke vores Ord):
Vi kan en smule meer end netop Fader vor” —
„Ja! det har jeg havt Prøve paa, disværre,
Jer Spaadom gav mig nogle slemme Sting.
Men tag ei ilde op, I gode Herrer!
Da I dog veed desuden alle Ting,
Saa kan I mig vel ogsaa sagtens sige,
Naar jeg skal bort herfra til Himmerige” — —
— „Ja det er ei saa let,” gientog’ de tre,
„Det koster Hovedbrud; dog vil vi see” —
Og derpaa tog de hver sin Bog af Lommen frem,
Slog magisk Kreds om Jeppe, rømmed’ dem,
Og endeligen brummede
Een Reglerne for Verbum Lamed-He —
En anden sang det fine Titemi —
Den tredie tordned ud Accentus Domini —
Vor Jeppe syntes alt at føle ganske bange
En smule Død omkrybe hist og her
I Kroppen — Midlertid Oraklet færdigt er:
„Viid, Jeppe, paa den Dag, da Hesten trende Gange
Paa Veien sukker, skal du sikkert døe!
Nu har vi sagt dig det; Giv Agt paa det! Adieu!”
Og borte var de tre. Forbauset Helten stod
Som rørt af Lyn — det angestfyldte Blod
Løb løbsk fra Puls til Puls i alle Jeppes Aarer —
Omsider brød hans Angest ud i Ord
Endog en Slags Moral for mange slige Daarer,
Der ønske sig, at see de Ting dem forestaae,
Vor Philosoph, kort sagt, brød ud som saa:
„O Jeppe! altsaa sand din Kones Spaadom var,
Du altid var, og er, og blir en Nar!
Jeg Dosmer tænkte, det var got i Tide
For mangen Aarsags Skyld at faae sin Død at vide,
Nu seer jeg først for sildig, dumme Claus,
At tvertimod det er det pære Snaus —
Slig Videsyge kommer vist fra Fanden,
Det tør jeg bande paa, fra netop ingen anden
End fra den fule Aand, der, som vor Præst har sagt,
Fik just Moer Eva derved i sin Magt;
Nu fik han ogsaa mig; — o de fordømte Sorte!
Ret som Gespenster kom, og stod’, og blev de borte —
Det hans Apostler var — det mærker jeg disværr’
For sildig nu da jeg forhexet er —
Jeg var ei plaget nok, jeg vilde selv mig plage!
O! gid jeg var igien i hine gode Dage!
O! gid jeg var igien i min Uvidenhed!
Hvor lykkelig er den, som lidt, som intet veed!
Før gik jeg ligefrem — jeg tænkte, Døden kommer,
Den kommer vist engang; men hvorfor just i Sommer?
Hvorfor i Dag? hvorfor just Klokken halvgaa’n Et?
Saa tænkte jeg den Gang, og tænkte meget ret —
Sligt veed ei Provsten selv — sligt bør man ikke vide;
Den lider lykkelig, som kan med Haabet lide,
Og den har altid Haab, som ingen Vished har
Om hvad der forestaaer, den Sag er soleklar.
Hvis slige Ting for os at vide kunde være
Til Nytte, havde nok, det troer jeg vist, vor Herre
Sagt Præsten det, at han fra Prækestoel igien
Os kunde sige det, du døer i Dag, min Ven!
Nei! det er aldrig got! ... Her staaer jeg, skielver bange
For, som saa let kan skee, Peer Asen trende Gange
Skal sukke — mindste Lyd, det allermindste Muk,
I hvor det kommer fra, mig synes som et Suk.
At døe dog altid er af alle Ting det sidste
Man giøre bør. Tilforn, før jeg det forud vidste,
Jeg tænkte sommetid, det var en herlig Sag,
Naar Qvinden drilled’ mig, om Døden kom i Dag;
Men den Gang vidste jeg kun hvad det var at leve,
Ei hvad det var at døe. Man begge Deele maae
Forsøge, før man ret kan Liv og Død forstaae.
At døe heel bittert er, at leve saa som saa;
Men mellem Liv og Død, som jeg nu giør, at sveve,
Det er det værste; thi det er at lide
Paa eengang begge Deeles Qval og Qvide” — —
I denne Monolog blev Helten ved
Og midlertid var kommet op at age —
O! ulyksaligste blandt alle Jeppes Dage! —
Peer Asen gav et Suk. Med eet den kolde Sveed,
Den vaade Døds Herold sprang ud af alle Kanter
Paa Helten, heele hans Peripherie
Blev overstænkt med zittrende Demanter.
Dog, tænkte han, velan! snart blir du frie
For Foged, Herremand, og Qvinde;
Frisk Mod! Kom kun, o Død! en Helt du her skal finde;
Kom med din Lee, du blege Mand! kom! hug ....
Ja, brølte Døden i Peer Asens andet Suk —
Nu kom det næste Bud — Nu rokker alt i Sædet
Vor Helt, hans heele Krop af kolde Sveed-Dug vædet
Blev Iis; han Krampe, Sting og Hovedpine fik,
Klababbelser, Opstigelser, Kolik,
Koldfeber, Qvalme, Snue, Podagra,
Gikt, Ørepine, Hoste — kort at sige,
Hver Sygdom, som er til, og ei er til tillige
I Herr Sauvages Nosologia.
Knap stønnede hans Suk: „O! Død, hvor er du haard!”
(Det er dog tungt at døe, hvordan det gaaer!)
„O Død Ifald du maa, saa spar mig dennesinde:
Lad tredie Peer Asens Suk forsvinde!
Tag heller, tag, o Død! med Glæde, tag min Qvinde!”
— Nei! tordnede hans blege Majestæt
I tredie Peer Asens Suk — med eet
I det forfærdeligste Bulder
Den heele Verden bort for Heltens Øie ruller —
Han tumled’ om: „Farvel, Peer Asen! Ak! jeg døer!
Lev lykkelig, min Hest! meer lykkelig end før!”
Det var hans sidste Ord,
Hvorpaa han lagde sig ned paa Guds grønne Jord,
Og Sielen sømmelig af Kroppen foer —
Hvorhen skal Læseren herefter faae at vide.
Men først jeg giør et lillebitte Sving
For om et par betydelige Ting
Min reene Meening at fortælle ham i Tide:
At døe er ingen Kunst. Claus Ovalis selv,
(I Graven hviler alt forlængst hans Siel)
Som ingen Ting i denne Verden vidste,
Som aad og drak og sov, og paa det sidste
Ei kunde det tilgavns engang,
Han tog sig for, da Tiden blev ham lang,
At redde sin Forstands og Kundskabs Ære,
Og viise Folk, saa klart som to og tre er fem,
De havde skammelig bedraget dem,
Ifald de troede han ei kunde meere;
Og Manden døer saa zonika, saa ganske,
At, trods hans allerværste Fienders Spot,
Hver tilstod at han døde meget got.
Kort, uden dybt i denne Sag at grandske,
Og uden Hielp af kunstig Est quod est,
Man kan beviise, at den største Hest,
Endskiønt for Resten den forstaaer ei mindste Smule,
Kan dog paa egen Haand i Blinde finde Vei
Til hans kiødløse Høiheds Hule.
Men at staae op igien, det er den store Ting,
Hvorpaa man har kun faa Exempler,
Og dem man har bær næsten alle Stempler
Af Madam Overtroes forunderlige Ring.
Det er en større Kunst end æde, sove, drikke,
Og blive fleer, og blive Støv af Nul;
Og denne Kunst kan Klauser ikke,
Om de endogsaa kunde giøre Guld.
Hvor stor min Helt seer ud fra denne Side
Skal Læseren nu faae at vide.