Indhold
Lidt meer om Heltens Tilstand. Et par Ord
Om Venskab, og en Pythias blandt Heste,
At denne Verden er den allerbedste.
En Skov-Tildragelse; Vor Helts Maneer
At fælde Greene paa. Man seer Orakler.
Spaadomme, sorte Konster og Mirakler
Forkynde slemme Ting, og volde fleer.
Saaledes endedes med en Rondó
Den krigerske Duel — Sligt ofte hender;
Er Krybben tom, saa bids de bedste Heste-Venner —
Saa gik det ogsaa disse to.
Hvert Øieblik var Næveblandet Kiv
Imellem fromme Jeppe og hans Viv.
Hvad Under, om slig Skiebne bragte Manden
En lille smule fra Forstanden.
Hans heele Rigdom nu bestod
I en elendig lille straatakt Hytte;
Hans Kone, som med philosophiskt Blod
Ham for den mindste Vogn-Hest vilde bytte;
Hans Børn, hvis Nytte heel var negativ,
Da han ei havde Jord, som disse pløie kunde,
Men derimod de Stakler havde Munde,
Som kunde spise meget positiv;
Hans Hest, som paa sin Viis med ham sin Skiebne bandte,
En soleklar Copie af Rosinante;
En Vogn, en Øxe, lidt Taalmodighed;
Det var hans heele Herlighed.
At ingen er til alletider,
Naar man betragter alt med alt fra alle Sider,
Fuldkommen lykkelig paa denne Jord —
Den Sætnings Rigtighed jeg troer
Enhver med begge sine Hænder
Kan tage paa, skiønt han just ei er superklog;
Skiønt Flaccus, Solon, Sirachs Bog,
Og Ægteskab han lige lidet kiender;
Men — at der ingen er saa reent ulykkelig,
At Frue Fortuna ham et Kys jo stundom giver —
Den Sandhed er lidt meer utydelig,
Endskiøndt den, hvor det gaaer, dog evig Sandhed bliver.
Den velbemeldte Hest beviser denne Sats
Hvad Jeppes Tilstand angaaer — al den Qvide,
Han maatte hos sin Kone lide,
Forsødede Peer Asen ham — Horaz
Ei elskte høiere, det tør jeg sikkert bande,
Mecenas eller sin Falerner-Kande,
End Jeppe elskte dette kiære Krik,
Som i sin Velstand han paa Eegskovs Market fik
For reene tyve Daler. Ikke kiender
Historien to slige Venner;
Alt, hvad Ovid om Pylad og Orest,
Om Nisus og Euryalus fortæller,
Om Damon, Pythias — kort: alt hvad Fablen melder
Om Venner, spaadomsviis forklares allerbedst,
Saa vidt jeg troer, om Jeppe og hans Hest —
Paa slig Bestandighed hos Venner
Jeg ikkun eet Exempel kiender,
Jeg meener Sancho med sin Rucio —
Kun Spørsmaal om man kan Herr Cid Hamete troe.
Hvad enten nu Peer Asens sædelige
Sagtmodige Gemyt, som, sandt at sige,
For ret at skildre dette i en Hast,
Med Birtes dannede den sandeste Kontrast;
Hvad heller det, at ingen deelte meere
Med Jeppe hans Gienvordighed,
End dette fromme Dyr, til denne Kierlighed
Var Aarsag — deri vil jeg ikke decidere.
Om, mueligt ogsaa det, en skiult slags Harmonie
Imellem Sielene — det Baand, den Sympathie,
Som forekommer tidt hos nye Pythagorer,
Som for Exempels Skyld, om Jeppes Faders Siel,
Da den foer ud, foer ind i Føllets Næseborer —
Alt det kan passe sig til Tingen saare vel;
Men hvilket det nu var jeg her randsager ikke,
Slig Grandsken kan sig kun for — — — skikke.
I Nøden føler man først Nytten af en Ven;
Om han ei hielpe kan, saa kan han dog forsøde
Vor Sorg — hans Hierte kan med vores Hierte bløde,
Og fælleds Lidelse bestandig lindrer den;
To bære meer end een — derfor blev Ægtestanden:
Er Vennen ikke der, saa søger man en anden.
Saa gik det Jeppe her — af hver en Moders Siel
Forladt, foragtet af hans Kone selv,
Af Stuen jaget ud ved hendes Tunges Rasen
Han klagede sin Nød med Taarer for Peer Asen,
Og mens han klapped’ ham, og gav ham lidet Foer,
Og stundom og et Kys, brød ud i disse Ord:
„O! du, min eeneste, min sidste, bedste Ven!
Peer Asen! hvordan lever du, min Broder?
Du seer saa mager ud! din Stakkel svinder hen
Af Sult, og Sorg for mig! nu er jeg kun en Stodder!
Og ikke nok med det; men Qvinden — vidste du
Hvordan hun holder Huus med mig ulykkelige!
Hun uophørlig skielder, smelder nu
Mig arme Mand; ei hør jeg hende sige
Det allermindste trøstelige Ord —
Kun Dosmer, Slyngel, Hanrei, og deslige —
Jeg gaaer, Peer Asen, reent i sorten Jord.
Du græder, kiere Beest! — o! gid du var min Qvinde,
Og Birte Hest som du! — o! gid det kunde skee!
Som Dug for Solen seer jeg dig forsvinde,
Og kan ei redde dig, jeg ulyksalige!”
Saa klaged’ han sin Nød i Stalden meget ofte,
Og tørred’ Øinene med haarde Vadmels Kofte
Paa sig og Hesten, som han troede græd —
Og rigtig nok Peer Asen stod og talte
Medlidende ved samme Leilighed
Ei mindste Ord, som om hans Taarer Stemmen qvalte.
Det hendte sig vor Jeppe var en Dag
I Skoven med sin Vogn og Asen,
Og brugte Øxen i Buskasen;
Men hvordan det nu gik med denne Sag,
Saa kom han op tilsidst i Toppen af en Bøg,
Og skrævs sig satte paa en Green af samme
For at afhugge den tæt inde ved sin Stamme.
Nu var just Greenen tyk og drøi,
Saa han, for des beqvemmere at raade
Sin Arm og Øxe, satte sig
Just som jeg aldrig satte mig
I lige Fald, paa meest forkeerte Maade —
Og for at være sikker paa sit Rammen,
Saa huggede han just imellem sig og Stammen.
Til at faae Greenen af han altsaa rigtig sad
Beqvemt og mageligt — men Følgen, at
Han vilde dumpe ned, naar denne drat,
Derom han drømmed’ ingenlunde;
Men hugged’ rask og ubekymret til
Paa Greenen Hug i Hug af Hiertens Grunde.
Sligt var ei meget klogt, det jeg ei nægte vil,
Og jeg hans viise Plan aldeeles ei berømmer;
Dog, kiere Læser, førend du fordømmer
Min Jeppe reent, saa tænk dig lidet om,
Og spørg dig selv, om du har aldrig hugget over
Den Green du sidder paa? — Men dette lader som
Moral, hvorved maaskee du allerede sover —
Saa tænk om Helten Jeppe hvad du vil!
Nok, at han sidder der og hugger trøstig til.
Imidlertid i samme Øieblik
Tre sorte Mesterlectianer,
Og, om jeg husker ret, netop Slaglosianer
Spadserede forbi, og Øie paa ham fik.
Vor Mand blev ved at hugge paa sin Bøg.
Uagtet Hiertet altid gierne hopper
I Pallas’s Sønner ved Spektakler og Spilopper,
Saa syntes disse tre dog det var ingen Spøg,
Om Manden dratted’ ned og slog sig reent i Stykker;
De raabte derfor alle: Gale Mand!
Og Ekko selv dem hialp og gientog: Gale Mand!
„Skynd, skynd dig hurtig ned, før Greenen rykker
Dig ned med sig — den knager alt — et Hug!
Saa dumper den og du vil ligge der en smuk!”
„Hvad,” raabte Helten ned fra Træet, „Sludder Sladder —
I vil nok narre mig, saavidt jeg seer;
Pas I jer Bog, og lad mig være den jeg er!
I nok er’ af de Sorte, som det lader —
Men vil I lyde mig, det meget bedre var
I gik paa Skoelen, end at holde Folk for Nar” —
Og han hug til igien. „Ja, ja! pas paa! pas paa!
At vi har spaaet dig sandt, du snart at see vil faa” —
Hyp! hyp! — nu kommer den — hyp! hyp! — og krak! krak! krak!
Der laae vor Jeppe — Greenen knak.