Indhold
Lidt mer om Heltens Tilstand. Et Par Ord
Om Venskab, og en Pythias blandt Heste;
At denne Verden er den allerbedste.
En Skov-Tildragelse. Vor Helts Maner
At fælde Grene paa. Man ser Orakler.
Spaadomme, sorte Kunster, og Mirakler
Forkynde slemme Ting, og volde fler.
Saaledes endedes med en Rondó
Vor Ægteskabsduet. Sligt tidt desværre hender.
Er Krybben tom, saa bids endog firbente Venner —
End sige Venner, som kun gaa paa to.
Kan Dyr i visse Fald sig ikke godt forlige,
Der i en evig Dumheds Ro
Dog endnu stedse leve, bygge, bo,
Hvad skal da Menneskene sige,
Der engang have spist af Kundskabs Træ,
Og derfor ikke leve mer som Fæ
I Fred, men over alt philosophere —
Det er at sige: disputere?
Hvert Øjeblik var næveblandet Kiv
Imellem fromme Jeppe og hans Viv.
Imidlertid den Kjævlen bragte Manden
Lidt efter lidt
(Som al Philosophi, der gaar for vidt)
en lille smule fra Forstanden.
Hans hele Herlighed bestod
I en elendig lille straatakt Hytte;
Hans Kone, som med philosophisk Blod
Han for den mindste Vogn-Hest vilde bytte;
Hans Børn, hvis Nytte hel var negativ,
Da han ej havde Jord, de pløje kunde,
Men derimod de Stakler havde Munde,
Som kunde spise meget positiv;
Hans Hest, der paa sin Vis med ham sin Skjæbne bandte,
En soleklar Copi af Rosinante;
En Vogn, en Øxe, lidt Taalmodighed —
Det var, som sagt, hans hele Herlighed.
At ingen er til alletider,
Naar man betragter alt fra alle Sider,
Fuldkommen lykkelig paa denne Jord —
Den Sætnings Rigtighed jeg tror
Enhver med begge sine Hænder
Kan tage paa, skjønt han just ej er overklog;
Skjønt Flaccus, Solon, Sirachs Bog,
Og Ægteskabets Skole han ej kjender;
Men, at der ingen er saa rent ulykkelig,
At Lykken ham et Kys jo stundom giver —
Den Sandhed er lidt mer utydelig,
Endskjønt den, hvor det gaar, dog evig Sandhed bliver.
Den velbemeldte Hest beviser her min Sats,
Hvad Jeppes Tilstand angaar. Al den Qvide,
Han maatte hos sin vrantne Kone lide,
Forsødede Peer Asen ham. Horaz
Ej elskte højere de Smukke,
Mecenas, eller sin Falerner-Krukke,
End Jeppe dette kjære Krik,
Som i sin Velstand han paa Egskovs Market fik
For rene tyve Daler. Ikke kjender
Historien to slige Venner;
Alt, hvad Poeter os om Pylades, Orest,
Om Nisus og Euryalus fortæller,
Om Damon, Pythias; og kort, hvad Fablen melder
Om Venner — spaadomsvis forklares bedst
Om vor forfulgte Helt, og om hans Hest.
Paa slig Bestandighed hos Venner
Jeg eet Eksempel i Historien kun kjender,
Hin Sancho nemlig og hans Rucio —
Ifald man ellers kan den Moor, Hamete, tro.
Hvad enten nu Peer Asens sædelige
Sagtmodige Gemyt, som, sandt at sige,
For ret at skildre det i Hast,
Med Birtes dannede den sandeste Kontrast;
Hvad heller det, at ingen delte mere
Med Jeppe hans Gjenvordighed
End dette fromme Dyr, til denne Kjærlighed
Var Aarsag, vil jeg ikke decidere.
Om, muligt og, en Art af Harmoni
Imellem Sjælene, en Sympathi,
Der tales om af somme Pythagorer:
Som, for Exempels Skyld, om Jeppes Faders Sjæl,
Da den for ud, for ind i Føllets Næseborer —
Alt det kan passe sig til Tingen saare vel;
Men hvilket det nu var, jeg her ransager ikke,
Slig Grandsken kan sig kun for Philosopher skikke.
I Nøden føler man først Nytten af en Ven;
Hvis han ej hjælpe kan, saa kan han dog forsøde
Vor Sorg; hans Hjerte kan med vores Hjerte bløde;
Og fælles Lidelse bestandig lindrer den.
To bære mer end én; derfor blev Ægtestanden:
Er Vennen ikke der, saa søger man en anden.
Saa gik det Helten her. Af hver en Moders Sjæl
Forladt, behandlet af hans Kone som en Træl,
Af Stuen jaget ud ved hendes Tunges Rasen,
Han klagede sin Nød med Taarer for Peer Asen;
Og, mens han klapped’ ham, og gav ham mavre For,
Vel stundom og et Kys, brød ud i disse Ord:
„O! du, min eneste, min sidste, bedste Ven!
„Peer Asen! hvordan lever du, min Broder?
„Du ser saa maver ud! din Stakkel svinder hen
„Af Sult, og Sorg for mig! Nu er jeg kun en Stodder!
„Og ikke nok med det; men Qvinden — vidste du,
„Hvordan hun holder Hus med mig ulykkelige!
„Hun uophørlig skjelder, smelder nu
„Mig arme Mand; ej hør jeg hende sige
„Det allermindste trøstelige Ord;
„Kun Dosmer, Hanrej, Slyngel, og deslige —
„Jeg gaar, Peer Asen, rent i sorten Jord.
„Du græder, kjære Best! — o! gid du var min Qvinde,
„Og Birte Hest som du! — o! gid det kunde ske!
„Som Dug for Solen ser jeg dig forsvinde,
„Og kan ej redde dig! o! ve os begge! ve!”
Saa klaged’ han sin Nød i Stalden meget ofte,
Og tørred’ Øjnene med haarde Vadmels Kofte
Paa sig og Hesten, som han troede: græd.
Og rigtig nok Peer Asen stod, og talte,
Medlidende, ved saadan Lejlighed
Ej mindste Ord, som om hans Taarer Stemmen qvalte.
Det hendte sig, vor Jeppe var en Dag
I Skoven med sin Vogn og med sit Asen,
Og hugged Brændsel i Buskasen.
Men hvordan det nu gik med denne Sag,
Saa kom han op til sidst i en anselig Bøg,
Og satte skrævs sig paa en Gren af samme,
For at afhugge den tæt inde ved sin Stamme.
Nu var just Grenen tyk og drøj,
Saa han, for des beqvemmere at raade
Sin Arm og Øxe, satte sig
Just som en anden aldrig satte sig,
I lige Fald, paa mest forkerte Maade.
Han bar sig derved underligen ad;
Kort: for at være sikker paa sit Rammen,
Han hugged just imellem sig og Stammen.
Til at faa Grenen af han altsaa rigtig sad
Beqvemt og mageligt; men Følgen, at
Han vilde dumpe ned, naar denne drat,
Derom han drømmed ingenlunde,
Men hugged rask og ubekymret til
Paa Grenen Hug i Hug af Hjertens Grunde. —
Sligt var jo gal Mands Værk; det jeg ej nægte vil;
Jeg langt fra ej hans ny Maner berømmer;
Men, kjære Læser, førend du fordømmer
Min Jeppe rent, saa tænk dig lidet om,
Og spørg dig selv, om du har aldrig hugget over
Den Gren, du sidder paa? — Dog dette lader som
Moral, og ak! Moral man gjerne lover,
Og sover. —
Saa tænk om Helten Jeppe hvad du vil!
Nok, at han sidder der — og hugger trøstig til.
Imidlertid i samme Øjeblik
Tre sorte Mesterlectianer
(Forslagne Klipperter, Slaglosianer)
Spadserede forbi, og Øje paa ham fik;
Men rolig han blev ved at hugge paa sin Bøg.
Uagtet Hjertet altid gjerne hopper
I Musers Sønner ved Spektakler og Spilopper,
Saa syntes disse tre det dog for slem en Spøg,
Om Manden dratted’ ned og slog sig rent i Stykker;
De raabte derfor alle: „Gale Mand!”
Og Ekko selv dem hjalp og gjentog: „Gale Mand!”
„Skynd, skynd dig hurtig ned, før Grenen rykker
„Dig ned med sig — den knager alt — et Hug!”
„Saa dumper den, og du vil ligge der en smuk!”
„Hvad,” raabte Helten ned fra Træet, „Sludder, Sladder!
„I vil nok narre mig, saavidt jeg ser;
„Pas I jer Bog, og lad mig være den, jeg er!
„I er nok af de Sorte, som det lader!
„Men vil I lyde mig, det bedre var
„I gik paa Skolen, end at holde Folk for Nar.”
Og han hug til igjen. — „Ja, ja! pas paa!
„At vi har spaat dig sandt, du snart at se vil faa!”
Hyp! hyp! — nu kommer den — hyp! hyp! — og krak!
Der laa vor Jeppe — Grenen knak.