Indhold
Da følgende Fortælling er saa lang,
Har man afdelet den i smaa Kapitler,
Hvoraf ethvert af Spøg betitles Sang,
Alene for at gjøre Nar af Titler;
For Læseren sin Møje lidt at lette
Med Gjennemlæsningen blev disse til;
Af samme Grund man ogsaa sætte vil
Et Indhold foran hvert, som foran dette.
Jeg som tilforn, med Piben i min Mund,
Om Vinteraftner, i den mørke Stue,
Med Purken paa mit Knæ, saa mangelund
Sad i en huslig Kreds for Kakkelovnens Lue,
Og lyttende Mama, Papa og Purk
Fortalte gamle Spøgelse-Mirakler
Om Trolden Find, og om de tolv Spektakler
I Borrevejle-Skov, og Ridder Rød, den Skurk —
Jeg om en stakkels Bonde her fortæller
Et pudsigt Eventyr, saa snurrigt som jeg kan,
I Vers, hvori min jordiske Forstand
Belejrer ingen af de himmelske Kasteller,
Ved paa gigantisk Vis, i tydske Constructioner,
At dynge Ossa-Ord paa Udtryks-Pelioner.
Forstaaelig for mig selv og for enhver,
Jeg stræber, mig og Næsten at fordrive
Et kjedsomt Øjeblik, om ikke fler,
Ved i ti, tolv Kapitler at beskrive
Min Jeppe (det er Heltens hele Navn),
Hans Hest, hans Viv, hans Hund, og Tog til Kjøbenhavn.
Apollo! Pegasus! Camene! Sanggudinde!
Pimplea! Muse! Pieride! kom —
Nej! kommer mig ej nær! — jeg ene dennesinde
Kan, uden eders Hjelp, hvad jeg fortæller om,
Begynde, gjennemgaa, fuldende.
Jeg ej bønfalder denne Gang
Den mindste Gud, Gudinde, Nymphe, Pige;
Selv ikke Tørst og Hunger disse tvende,
Som ellers tidt, trods andre Muser, tvang
Poeter til, vor Verden at berige
Med Fidibusser, og deslige.
I fordum Tid, da Dannemark var dansk;
Da Dyden agtet blev, endogsaa hos en Staader,
Og Laster skjultes ej bag Slør af høje Naader;
Man leved’ ej paa Tydsk, og ej sov hen paa Fransk;
Da man i Kirke gik for Prækenen at høre,
Og ikke for Erobringer at gjøre;
Just ingen Irus rent, og ingen Krøsus var;
Da man ved Alchymi saa let ej kunde skabe
En Doctor af en Kat, og Raadmand af en Abe;
Da Hesten kaldtes Hest, og Junker Fix en Nar;
Da Liberi var ej den bedste Vej til Brød,
Og Mangel paa Patron just ej den visse Død —
I denne Fabel-Tid, som Holberg har beskrevet
Saa smukt i Paarses Bog — maaske lidt overdrevet —
Lang Tid før Calmar-Krig — om tusind Aar, om tre?
En lille Fejl deri man gunstig overse!
I Peking og hos mig, Kronologi om Tingen
Staar fast paa samme Fod, og næsten paa slet ingen —
Jeg knap med Vished ved, hvor længe før min Død
Jeg selv blev fød,
End sige mer — jeg gaar mit Skud til Nød
I Tiden frem, men saare slet tilbage —
Kort: i den gode Tid, i Gubbens Ungkarls Dage,
Der var engang en Mand, og Jeppe Manden hed,
Som dog, uagtet de saa gyldne Tider,
Han leved’ i, sig ønskte sommetider
Did, hvor man ønsker sig, naar man ej bedre ved.
Han Bonde var; og skjønt han spared’ ingen Møje
Med i sit Ansigts Sved sin liden Jord at pløje,
Saa maatte han dog al den Nød og Trængsel døje,
Som Bonden sukker ved den Dag i Dag,
Og som er ej saa ganske skjøn en Sag.
Misvæxt slog ind; han selv, hans Børn, hans Heste
Blev syge; Skatterne blev ej betalt;
Den Smule, som han havde før til Bedste,
For Laanekorn til Herremanden faldt;
Og endelig — saa gaar det — arme Manden
Blev i sin Sved og Graad fra Gaarden slængt.
Sligt Knæk har tidt forvoldt, at en og anden
Sig selv til sidst i tomme Lo har hængt.
Og, mellem os, om jeg skal Sandhed sige,
Saa ser man vel vor kjære Pebling-Sø
Besøges tidt af mangen Karl og Pige,
Der ej har nær saa god en Aarsag til at dø.
Langt fra jeg noget Selvmord Bifald giver,
Endog det bedste var, og er, og bliver
En hedensk Heltedaad, mer Skam end Ære værd;
Men i sin hele Glands min Helt fremskinned her.
Han stoisk bar, foruden Hjelp af Strikke,
Sin Herremands og Skjæbnes Grusomhed
Med en forunderlig Bestandighed,
Hvis Lige Helten selv fra Uz fremviser ikke.
For helt at fylde Mandens Modgangs Skaal,
Ham Skjæbnen havde, som benævnte Helt, en Qvinde
Beskaaret, ret en ægte Djævelinde,
Der paa den arme Mand bestandig gjorde Kaal
I Velmagts Tid, men nu ham trak for Skjæver
I Modgang, ikke blot med Ord, men Næver.
Den smule Haar, jeg har paa Hov’det, rejser sig
Ved at fortælle, hvor meduselig
Mor Birte mod den arme Jeppe for,
Da Fogden borte var, hvis sidste Torden-Ord
I Stuen lød endnu: „Herud I Kjeltringtøj!”
De bange Børn omkring den arme Fader fløj,
Og spurgte grædende: hvorfor mon Far dog græder?
„O! gid jeg kunde græde jer
„Lidt Brød, lidt Brænde, Husly, Klæder!
„Trøst dem, Morlille, giv dem hvad her er!” —
Som sultne Bindehund fremspringer mod en Stodder,
Mor Birte nu sprang frem, og tog til Ords,
Forfærdelig, som Avind i Per Paars,
Ej ulig Fandens kjødelige Moder:
„Nu har du det saa godt, dit dovne Drog!”
(I det et vældigt Ørfign Mandens Øre
Saa døved’, at han knap det halve fik at høre)
„Hvad sagde jeg? du altid var saa klog!
„Nu har du det saa godt, din Dosmer, — gjorde jeg
„Din Ret, saa fløj dig nu en Træsko i hvert Øje,
„For mig du har holdt Hus! — nu kan du gaa din Vej —
„Det skal en stakkels Kone døje —
„En saadan Slyngels Dovenskab og Svir!
„Og tænker du, jeg længer hos dig blir —
„Nej! du skal surt og dyrt betale!
„Nu sidder du en kjøn! Din Hanrej! og saa sandt
„Jeg hedder Birte!” — Længer i sin Tale
Hun dog ej kom; thi Hoved indtil Hale,
Saa drøj han var, nu Konen Manden fandt.
Hvad enten Vægten af de mange Puf,
Der fulgte paa hinanden i en Ruf
Af hendes Haand i Heltens Næsebore —
Hvad heller Ordet Hanrej for vor Helt
Af egen Kones Mund klang alt for fælt;
Nok sagt, for første Gang hans Næver fore
Saa rask mod hendes Haand- og Mundgevær,
At hun ej svared’ et til tusind mer.
Paa Gulvet tumled om den hidsige Matrone,
For første Gang nedstødt fra konelige Throne.
Men ak! der skrevet staar i Skjæbens Bog:
Uhevnet ingen Mand sin Kone slog,
Især naar hun slog først! Man siden vil erfare,
Hvor dyrt vor Helt den Sejer kom at staa.
Hver Ægtemand sig derfor tage vare,
Hvis ham hans Kone slaar, igjen at slaa!
Jeg haaber, den Moral mig vorde vil paaskjønnet
Af hele dyrebare smukke Kjønnet.