Indhold
En Herremand og Kudsk fremvise sig;
Nu Heltens Qval for Alvor først begynder:
I Helvede hans Sjæl befinder sig,
Og Kroppen prygles paa den arme Synder.
Omsider gjør han et saa vældigt Spring,
At Nachtigall det knap vil eftergjøre;
Og mange fler besynderlige Ting,
Som Læseren ret strax vil faa at høre.
Paa Vejen udstrakt følesløs han laa.
Peer Asen længe stod og paa ham saa;
Men endeligen, da han fandt med Smerte
Sin Husbond ganske død, saa tænkte han:
Hvad nytter, at jeg staar her ved den døde Mand?
Og gik sin Vej med højtbedrøvet Hjerte.
Dog gik han ikke hjem, han kjendte Birtemor —
For Resten ved jeg ej, om Syd, om Nord
Han Flugten tog, om Østen eller Vesten?
Jeg ved kun det, at bort løb Hesten.
I en Karet umiddelbar derpaa
Selvherskeren paa Godset der fremkjører;
Og da han ud af Vindvet saa
Vor Jeppe ligge der, som intet hører,
Han raaber til sin Kudsk: „hold! Og gaa hen at se,
„Hvad det er for et Svin der ligger!” —
„O! det er en fordrukken Tigger,
„Som vaagner nok, naar vi kjør’ nærmere.” —
„Jeg siger: Hold!” var Herremandens Svar,
„Hvem ved, om han er død?” Og ned fløj Kudsken.
En anden havde først forsøgt med Rusken;
Men den Tyran saa mild ej var.
At bruge Pidsken var hans Liv-Metode,
Kun Smæk i Smæk, og intet med det gode:
„Vaagn op, dit Best!” — et Smæk — „hvor tør du ligge
„I Vejen for din Herremand, din Stud?”
- Et Smæk — „Jo jeg skal lære dig at drikke,
„Og ligge her at snorke Rusen ud!”
Saa, under Smæk i Smæk paa arme Jeppe,
Hvis Sjæl var alt et dygtigt Stykke Vej
Fra Jorden, bliver Kudsken ved at skreppe:
„Vaagn op, vaagn op!” men Jeppe hører ej.
Med Slag i Slag han uophørlig banker
Den armes næsten møre Krop —
Men Jeppe ligger der i andre Tanker,
Og giver ikke Tegn til mindste Hop.
Nu vender Kudsken til den tykke Ende,
Mens Herremanden blæser i sit Horn
En Jagt-Marsch; men urokket som tilforn
Vor Helt er død, og vil sig neppe vende.
Omsider under uafbrudte Slag,
Og Stød i Hornet, han med Suk udbryder:
„Jeg mærker nok, at det er Dommens Dag;
„Jeg maa herop! Basunen lyder.”
Skjønt mør af Skrup, hans Krop er ikke sen,
Men rejser sig og staar paa begge Ben:
„O! Døden den er haard; men Dommen den er værre!
„Saa bliver jeg da fordømt, jeg arme Mand?
„O! sig mig, hvem af Eder er vor Herre?
„Og hvem den fule And?” —
„Jeg er din Herre,” svarte Herremanden;
„Men denne Gang jeg vil tilgive dig,
„Gaa hjem!” og derpaa atter han og Fanden
Med Latter bort begave sig.
Forundret stod min Helt igjen tilbage,
Forundringen brød ud i disse Ord:
„O! aldrig havde jeg i mine Dage
„Tænkt mer at komme her paa denne Jord;
„Men, hvor det gaar, jeg vil dog heller være
„Her end i Helvede! Det, som jeg saa,
„Fornam, og hørte, kan mig noksom lære,
„Det ganske djævelsk være maa.
„Mig synes end at høre Satan brøle,
„Dengang jeg vaagned op i Dødens Grav;
„Mig synes end livagtigen at føle
„De jammerlige Hug, han der mig gav.
„Jeg ser endnu hans røde Øjne gløde:
„Jeg kommer det, desværre! vel ihu;
„Thi nær han havde pryglet mig til døde,
„Min Krop deraf er ganske mør endnu.
„Jeg knap kan gaa; dog midt i denne Nød
„Er jeg dog glad, at jeg slap fra den Slemme,
„Især om, som jeg haaber, Qvinden hjemme
„Imidlertid er død.”
En Smule var vor Helt fra Viddet før
(Thi den Forstand, ham Puffet havde givet,
Forlod ham i Peer Asens Suk med Livet);
Men denne Hendelse fortumled rent hans fem.
Imidlertid han havde slæbt sig hjem.
Og stod og banked’ paa sin gamle Dør.
„Luk op derinde,” raabte han: „Forbandet!
„Er alle maaske døde der?
„ I kan jo høre, hvem jeg er!
„Mig hør dog Hytten til, om intet andet —
„Luk op! Jeg ellers rent omkommer her
„I denne Kuld og Regn; et Par Minuter neppe
„Jeg kan udholde længer her at staa —
„Luk op! Nu ved jeg dog, I høre maa!
„Jeg er ej Tyv, ej Røver, jeg er Jeppe.
„Jeg kommer ej som Fjende, men som Ven;
„Vel er jeg død, men gaar dog ej igjen.
„Jeg er ej noget Spøgelse, desværre!
„Jeg aldrig spøget har, det ved vor Herre!”
Ej Kudskens Pidsk, ej Herremandens Horn
Forskrækkede vor Jeppe saa tilforn,
Som dette Svar af Birtes Mund:
„Bliv staaende til evig Tid, din Hund!”
Ved denne Lyd hans møre Krop blev stiv,
Han som en Støtte stod foruden Liv,
Den fæle Tanke: End din Qvinde lever!
Mørk som en Tordensky om Sjælen svever:
„O! ve mig uhelbredelige Nar,
„Som ikke heller blev i Graven, hvor jeg var!
„Som ikke drukned mig i en af Helveds Floder!
„Hvad nytter det, at fly fra Satan til hans Moder?
„Hvi stod jeg op igjen? Hvi lod jeg Fanden
„Ej heller slaa mig rent ihjel?
„Gid Døden vilde nok engang min Sjæl
„Forsøge, ret at slaa for Panden,
„Saa skulde jeg ej være saadan Nar
„At rejse mig igjen, men blive hvor jeg var!
„Jeg skulde ej staa op, før jeg skinbarlig saa,
„At Stjernerne faldt ned, og Solen oven paa,
„Og alle fire Elementer tændte
„Vor Jord, saa den i begge Ender brændte!
„Thi hvorfor har min usle Krop
„Vel nødig, frem for andres, at staa op,
„Før Tiden kommer? Hvi skal jeg tilbage
„Alene? Sligt kan Fanden ene mage.
„O! gid Peer Asen var her kun igjen,
„Og vilde bare tvende Gange sukke!
„Saa skulde jeg, som sagt nok se paa den,
„Der kunde Gravens Dør igjen for mig oplukke,
„Før jeg paa alting saa, det var den sidste Dag;
„Thi saa, forstaar sig selv, det var en anden Sag.”
Saa talte Helten, og af alle Kræfter
Gjengjeldte Døren rigelig de Rap,
Han fik af Kudsken, at den arme knap
Sig kom igjen i Aar og Dag derefter;
Thi, sandt at sige, var det halvt hans Hu,
At slaa den rent itu.
Kjed af til sidst at høre denne Trommen,
Fru Birte velted’ endelig sin Krop
Af Sengen, og for Jeppe luked’ op,
Som neppe før i Stuen ind var kommen,
Før han med ganske Sjæl og Krop
Sov hen som en, der sove vil til Dommen.
Gud glæde den Mands Sjæl, ihvem det ogsaa var,
Som Søvnen allerførst opfundet har!
For min Part, han og jeg er meget gode Venner.
Ved hans Medicament, til Maade brugt,
Jeg trodser alle Jordens Avicenner,
Og skaaner baade Pung, og Smag, og Lugt.
Og hvo du er, som sove kan, min Ven!
Skjøn paa din Lykke, og erkjendtlig pris
Den store Mand, hvis Godhed gav dig den,
Da han dig skabte Søvnens Paradis!
Ja! Søvn! de Vises Sten, modtag min svage Lov!
Din Valmuduft min Sjæl i salig Fryd hendysser!
Naar i din bløde Arm jeg min Zemire kysser,
Jeg bytter knap med Zeus, som styrer Skjæbnens Plov.
Velgørende din Balsam mig helbreder;
Den læger Sjælens Saar, og mild udbreder
Ny Kræfter i den Krop, som nys var Febrens Rov.
Bliv hos mig, til din gamle Broder kommer,
Og vinker mig til i en evig Sommer
At grønnes i Udødeligheds Skov!
Maaske jeg Søvnen her saa kraftigt lover,
At du, min Læser, allerede sover?
Jeg stopper altsaa. Jeppe sov.
„Hvor er Peer Asen? hvor er Vognen, Snøter?”
Men Jeppe hører ej et Ord:
„Hvad? svar mig! hvor er Brændet? hvor?
„Hvor har du været henne, Kjøter?” —
Saa blev hun ved i fulde tre Qvarter,
Og endelig sov hen, da hun ej kunde mer.