Indhold
Auroras Ankomst gjør en Hoben Vind,
Som man anstændig nok ej kunde sige
I Linier, som trækkes ud og ind,
Og derfor gjorde dem lidt mere lige.
Men siden gaa de deres skjæve Gang
Og bringe Læseren til Heltens Hytte,
Hvor Birte gjør hans Kjæver Tiden lang
Med en Belejring uden mindste Nytte.
Af østlige Sovegemak fra dunede Leje nu sprang,
I flagrende Purpur kun hyllet, Gudinden Aurore;
De vaagnende Blomster sig neje, men Fuglenes yndige Sang,
Ledsaget af Ekkoer, hilser den Skjønne med tusinde Chore.
Omstraalet af Glans hun fremiler, og Stjernerne fly —
Undseligen skjule de sig for den halv kun beslørte Gudinde;
Mens Phoebus, i hidsig Galop forfølgende, stræber at finde
Hvad Cephalus fandt — men omsonst; thi nu hun forsvandt i en Sky.
Alene staar Dagens Monark; den i Flammer opluende Krop
Forkynder hans skuffede Plan, og at Solen i Sjælland stod op.
Paa Jorden igjen jeg med Læserens Gunst vil nedstige,
Og springe forbi den lovsyngende Skov,
Ej lytte til Lærkernes Dirren og Plovmandens Hov!
Men ile til Hytten, hvor Jeppe saa sødelig sov,
At ingen Klokker i Verden før eller siden
Mer rolig har snorket sin Bas; skjønt til Klokkeres Ros
Jeg tilstaar — og Rosen er virkelig ikke saa liden —
At Klokker paa Snorke-Oboen er stor Virtuos.
Mor Birte, som Hader af al Slags Musik,
Fandt ej i vor Jeppes udholdende Toner
Det ringeste smukt. Lig andre huslige Koner,
Med Solen af Seng og i Seng hun bestandigen gik;
Vor Helt havde hidtil havt samme velsignede Skik.
Men alt er foranderligt. En, som er død,
Har andre Manerer, end den som nylig er fød —
Det indser enhver; men det indsaa Birte dog ikke,
Kun dette begreb hun til Punkt og til Prikke:
At sove som Klokker sig ej for en Bonde kan skikke.
Hun derfor, efter først en Times Tid
At have rusket Helten hid og did,
Og skreget: „Op!” til hun blev ganske hæs,
Samt smaaskermydslet med hans Næse, Kinder,
Og hvad man ellers paa et Ansigt finder:
Beslutter, Klokken tre Qvarter til Ni,
At løbe Storm imod hans hele Fjæs.
Til Uheld for vor Jeppes Kjæver,
Spadserte just en Drøm hans Sjæl forbi,
Som stak, man slutter let hvori,
Netop paa samme Tid, som hendes Næver
Løb Storm imod hans Ansigt, Smæk i Smæk —
Men den fordømte Drøm, som, gid jeg havde her . . .
Tilhvisker ham: „O Jeppe! Hold dig kjæk!
„Hold fast ved dit Princip! Lad dig ej narre mer!
„Taal nogle Puf; hvis ej, da skjælv for mange fler
„Af Birte siden!” — O! Standhaftighed!
O! mer end menneskelig Tapperhed!
Min Helt udholder Stormen; Jeppe strækker
Ej mindste Ben — isteden for Gevær;
Paa ingen Maade Birte ham opvækker:
Haardnakket ligger han og tier qvær.
Pral ikke mer, Julin, med al din Stoicisme!
Skjul dig, Leonidas, undselig, du gjør vel!
Og Fredrikshald, din Sol, Patriotisme!
Selv Kjøbenhavn! — og Cato — Bagatel!
Du, min Matros, som holder Svenske Skibe
Med dine Tænder der! Og du, Cosak,
Som Been- og Arme-løs hist trækker af din Pibe,
Blandt Lyn, og Brag, og Lig, et sindigt Drag Tobak!
Du, Regner, Regulus, Stærkodder! Jordens Helte,
Fra Lejre stilled’ op i Rad til Cambalu,
Hvis Mod ej Himles knuste Hvelving fældte —
Jeg ser jer ej: jeg ser kun Jeppe nu.
Beskjemmet Birte maa til sidst ophæve
Belejringen med stor Forlis.
Fem tapre Helte bløde paa hver Næve
Med sønderknuste Hjelme; kappevis
De fly tilbage til det matte Bryst,
Lig Svensken i den Fredrikhaldske Dyst,
Fra den uovervindelige Kjæve.
Dens Sjæl er tung som Bly, hvis Stil ej flyver
Ved sligt et Syn, saa hurtigt som en Pil,
Op over Himlen et Par Tydske Mil.
For en Fortælling her i simpel jordisk Stil
Om denne Storm jeg ikke gav en Styver.
Min hele Sjæl blir Damp ved saadan Lejlighed,
Min Stil blir i en Snup en Luft-Fregat —
Lig en Montgolfier jeg sejler blandt Plejader,
Og tager Jorden for min faldne Hat.
Naar Dampen er forbi, jeg atter synker ned. —
Deslige Digtersving paa rette Sted
Jeg haaber, Læseren mig ikke blot forlader,
Men skjønsom takker for; thi stille staa,
Paa fire krybe, slentre, spanke, gaa,
Ro, sejle, kjøre, svømme, kravle, klyve,
Ja hoppe, dandse, løbe selv — det kan
Hver anden jordisk Nar; deslige gaar vel an
For simple Mennesker og Fæ — men flyve
Der hører noget mere til,
Det kan ej hver en Gaasefjer, som vil —
Det er et jordisk ej, det er et himmelsk Spil,
Der blev, med andre skjønne Rariteter,
Kun Fugle forbeholdt, og Guder, og Poeter.