Indhold
Aurores Ankomst giør en Hoben Vind,
Som man anstændig nok ei kunde sige
I Linier, som trækkes ud og ind,
Og derfor giorde dem lidt meere lige.
Men siden gaae de deres skiæve Gang,
Og bringe Læseren til Heltens Hytte,
Hvor Birte giør hans Kiæver Tiden lang
Med en Beleiring uden mindste Nytte.
Af østlige Sovegemak fra duunbløde Leie opsprang
Bedækket med tyndeste Natslør den skiønne Aurore.
De vognende Blomster sig neie, og Fuglenes yndige Sang
Ledsaget af Ekkoer hilser Gudinden i tusinde Chore.
Omstraalet af Morgenens Glands fremløber hun — Stiernerne flye;
Undseeligen skiule de sig for den rødmende nøgne Gudinde;
Mens Phoebus i hidsig Galop forfølgende stræber at finde
Hvad Cephalus fandt — men omsonst; thi nu hun forsvandt i en Skye.
Alleene staaer Dagens Monark, hans blodrøde luende Krop
Forkynder hans feilslagne Plan, og at — kort sagt: at Solen stod op.
Og springe i mueligste Hast forbi den lovsyngende Skov,
Ei høre paa Skibenes Torden, ei standse ved Plovmandens Hov!
Men ile til Hytten, hvor Jeppe saa sødelig sov,
At ingen Klokker i Verden før eller siden
Meer taktfast har snorket sin Bas; skiønt til Klokkeres Roes
Jeg tilstaaer — og Roesen er virkelig ikke saa liden —
At Klokker paa Snorke-Hoboen er stor Virtuos.
Moer Birte, som Hader af al slags Musik,
Fandt ei i vor Jeppes udholdende Toner
Det ringeste smukt. Lig andre huuslige Koner,
Med Solen af Seng og i Seng hun bestandigen gik;
Vor Helt havde hidindtil havt den samme roesværdige Skik.
Men alt er foranderligt. Een, som er død,
Har andre Maneerer end den som nylig er fød;
Sligt indseer man let; men det indsaae Birte dog ikke,
Kun dette begreb hun til Punkt og til Prikke:
At sove som Klokker sig ei for en Bonde kan skikke.
Hun derfor, efter først en Times Tid
At have rusket Helten hid og did,
Og skreget: Op! til hun blev ganske hæs,
Samt smaaskermydslet med hans Næse, Kinder,
Og hvad man ellers paa et Ansigt finder:
Beslutter, Klokken tre Qvarteer til ni,
At løbe Storm imod hans heele Fiæs.
Til al Ulykke for vor Jeppes Kiæver
Spadseerte just en Drøm hans Siel forbi,
Som stak, desværr’! man slutter let hvori,
Netop paa samme Tid, som begge Birtes Næver
Løb Storm imod hans Ansigt Smæk i Smæk —
Men den infame Drøm, som gid jeg havde her ......
Tilhvisker ham: „O Jeppe! hold dig kiæk!
Hold fast ved dit Princip! lad dig ei narre meer!
Taal nogle Puf — hvis ei, da skiælv for mange fleer
Af Birte siden!” O! Standhaftighed!
Slet lønner du din Mand i slig Omstændighed!
Min Helt udholder Stormen; Jeppe strækker
Ei mindste Been i Stedet for Gevær;
Paa ingen Maade Birte ham opvækker:
Standhaftig ligger han og tier qvær.
Pral ikke meer, Athen! med al din Stoicisme!
Du, Leonidas! skiul dig, du giør vel!
Og Fredrikshald, din Soel, Patriotisme!
Calais! hvad blev du? Bagatel!
Du, min Matros! som holder Svenske Skibe
Med dine Tænder der! og du, Cosak,
Som Been- og Armeløs hist trækker af din Pibe
Blandt Lyn og Brag og Liig et sindigt Drag Tobak!
Du, Regulus! du, Regner! Jordens Helte
Fra Leire stilled’ op i Rad til Cambalu,
Hvis Mod ei Himles knuuste Hvelving fældte!
Jeg seer jer ei : jeg seer kun Jeppe nu.
Beskiemmet Birte maa tilsidst ophæve
Beleiringen med stor Forliis;
Fem tappre Helte bløde paa hver Næve
Med sønderknuuste Hielme; kappeviis
De flye tilbage til Moer Birtes Bryst,
Lig Svenskerne i Fredrikshaldske Dyst,
Fra den uovervindelige Kiæve.
Dens Siel er tung, som Blye, hvis Stiil ei flyver
Ved at fortælle sligt saa hurtig som en Piil
Op over Himlen et par tydske Miil.
For en Fortælling her i simpel jordisk Stiil
Om denne Storm jeg ikke gav en Styver.
Min heele Siel blir Røg ved saadan Leilighed,
Min Stiil blir i en Snup en Luft-Fregat;
Og konfunderer Jorden med min Hat,
Naar Røgen er forbi jeg ydmyg synker ned.
Sligt Spring imellem paa sit rette Sted
Jeg haaber Læseren mig her og der forlader.