Jeg hørte det med Gysen:
Du var en Hex — fortjente
For dine Hexekonster,
At du paa Baalet brændte.
Musikkens søde Tummel,
Din Stemmes Klang og Fylde —
En Røst som tusind Aanders —
Hvem kunde du det skylde —
Dit Blik, saa sort, som Natten
Som Dagen hedt — hvem anden
Dit Ansigt, næsten afgjort
Guddommeligt — end Fanden?
Det var beviist, desværre:
Hvordan Du i dit Kammer
Har Aanderne besvoret
Eensom, ved Lampens Flammer.
Fra Nakken faldt vellystig
Fletningen ned, som Snogen;
Din Kind var hvid; foran dig
Opslaaet hviilte Bogen.
Du støttede din Pande
Mørkt grublende til Armen
Du vendte langsomt Bladet
Og løste op for Barmen
Hvad var din gamle Tante,
Som nikked, ud paa Natten
I Lænestolens Puder,
Andet, end Marekatten?
Hun rakte sig og strakte,
Hun gabed høit — forvoven
Kjærtegned du Uhyret —
Begav sig til Alkoven.
Du snoete om din Finger
Krøllernes Ring — I Speilet
Faldt dine Blik — o Intet
I Trylleriet feiled!
Nu kommer dog det Værste!
Du læste høit af Bogen —
Du stirred hen i Luften,
Som om du vented nogen.
En Ugle skreg i Haven,
Et Glam af Hunden hørtes —
Og i den mørke Baggrund
Dørteppets Folder rørtes.
Paa Væggens Blomsttapeter
En Skygge saaes — af Aanden,
Du havde kaldet, Skyggen
Var virkelig forhaanden.
Du tegned dine Kredse,
Du dine Arme strakte;
Du læste dine Formler
Som Geisten skulde agte.
Men Aanden var balstyrig —
Den trodsed Formularen —
Man kunde see paa Skyggen,
Bestandig voxte Faren.
Den greb dig, Ulyksalige,
Om Livet i sin Vildhed —
Dog intet Angstraab hørtes
I Nattens dybe Stilhed.
Men det blev mørkt — Bælgmørke
Og Midnatsklokken dirred —
Forgjæves fra sin Rude
Gjenboens Datter stirred.
Først Klokken fire saae hun,
Da Taagerne sig hæved,
En Skikkelse, en rædsom,
Som fra din Tærskel svæved.