Det var en Tryllegrotte
Dit eensomstille Kammer;
I Midnatstimen tændte
Du Themaskinens Flammer.
Omkring Din Nakke bugted
Sig Haaret, brunt som Snogen;
Din Kind var bleg; Du læste
Et fremmed Sprog af Bogen.
Hvad var Din gamle Tante,
Som nikked ud paa Natten,
I Lænestolens Puder,
Andet end Marekatten?
Da lod Du Bogen synke —
Med selsornt Blik Du stirred
Et Navn Du sagte mumled,
Utydeligt, forvirret.
Damp steg af Tryllekjedlen —
Et Bjef — en Banken hørtes
Og i den mørke Baggrund
Dørteppets Folder rørtes.
Paa Væggens Blomsttapeter
Der faldt en Skygge — Aanden,
Du havde kaldet, var der —
Var virkelig forhaanden.
Jeg holdt mig til Contracten;
Dit Brev, det lille, søde,
Hvis røde Skrifttræk bød mig
I Aftentimen møde.
Du strakte Armen mod mig,
Du Dine Krandse tegned;
Bliv der, og ikke længer!
Meer rødmed Du, end blegned.
Jeg trængte over Grændsen —
Der var ei Formler flere.
Det var en Tryllegrotte —
Jeg kan ei huske mere.