Hun saae paa mig, og hendes Blik
Ligned en Indsø blaa —
Voverne kom, og Voverne gik,
I Dybet en Himmel laae.
En Himmel, som lokked med Magt, med Magt,
Som rev Beskueren hen,
En Afgrund med alle Stjernernes Pragt,
Som ei slap sit Bytte igjen.
Som viste en fristende Verden frem,
Ætherisk og kjølig og klar,
Et drømmerisk svævende Englehjem,
Alt under det bølgende Glar;
Som lovede Alt, hvad loves kan,
Hvad Hjertet stunder til,
Hvad Haffruen loved hiin Fiskermand
Ved Bølgernes falske Spil.
Jeg maatte, jeg maatte i Bølgerne døe —
Jeg slugte de smægtende Blik,
Og snart begrov mig den bølgende Søe,
Min Sands og min Samling forgik.
Hun smiilte dertil, med rolige Blik,
Som i Maaneskin smiler et Hav,
Hun ændsede ei, at en Sjæl forgik,
Og at hendes Blik var en Grav.