Hun saae paa mig, og hendes Blik
Ligned en Indsø blaa —
Voverne kom, og Voverne gik,
I Dybet en Himmel laae;
En Himmel, som lokked med Magt, med Magt,
Som rev Beskueren hen,
En Afgrund med alle Stjernernes Pragt,
Som ei slap sit Bytte igjen;
Som viste en fristende Verden frem,
Ætherisk og kjølig og klar,
Et drømmerisk svævende Englehjem,
Alt under det bølgende Glar;
Som lovede Alt, hvad loves kan,
Hvad Hjertet stunder til,
Hvad Havfruen loved hiin Fiskermand
Ved Bølgernes falske Spil.
Jeg maatte, jeg maatte i Bølgerne døe —
Jeg slugte de smægtende Blik,
Og snart begrov mig den bølgende Sø,
Min Sands og min Samling forgik.
Hun smiilte dertil, med rolige Blik,
Som i Maaneskin smiler et Hav,
Hun ændsede ei, at en Sjæl forgik,
Og at hendes Blik var en Grav.
1834.