Digternes Prydelse — de danske Hjerters sødeste Næring og sundeste Nydelse — Christian Winther, min Ven — Fred og Hilsen igjen! — Læs disse Linier uden Fortrydelse.
Ingen kan vide — paa disse Tide, — hvad jeg maa lide, — hvad jeg maa døie — med Øre og Øie, — baade af Lave og Høie, — baade af det Fine og det Drøie, — baade i Pels og Nattrøie, — baade udvendig og indvendig, — allevegne, — af Andre og Egne — fordi jeg gav efter — for Din Tunges veltalende Kræfter, — for Dit Blik, som tryller og hefter; — og lod mig friste — til det, som jeg vidste — vilde komme mig dyrt at staae paa det Sidste. — Ved Ham, der skabte Elephantens Snabel, — de Troendes Sabel, — og Persiens skjønneste Fabel, — men ogsaa det ufuldendte Babel! — Sneglen uden Huus, — den uanseelige Muus, — og min sletteste Parabel — som Dine Digte ere berømmelige, — deres Kilder utømmelige — deres Vers rene og sømmelige, — deres Tanker friske og fyldige, — men derfor ikke mindre søde, uskyldige, — ere mine, det føler jeg, istedenfor runde, klumpede, — istedetfor glatte, skrumpede, — istedenfor korte, stumpede, — istedenfor velordnede, sammenslumpede, — istedenfor langhalede, kortrumpede, — istedenfor taalelige, utaalelige, — og derfor mine Qvaler umaalelige. — Jeg mærker ogsaa daglig noget, — man rykker ud med Sproget, — løfter lidt paa Laaget — og gjør mig Sagen meer og mere broget, — meer og mere kroget. — En siger, tilsyneladende rolig, — Skuldren klappende, — og Knappen snappende — fortrolig — skjøndt i sit Indre — ikkedesmindre — Haan-Latterens Hule og Spottens Bolig: — Naa, som jeg hører, er dine Digte i Trykken, — naar kan Publikum vente sig Lykken? — Det løber mig iiskoldt ned ad Ryggen — En anden raaber: hvad! mon Fanden dig plager! — du har dog ei sendt dine Sager, — din mislykkede Dei til en Bager, — i Forventning af Kager? — Du begriber, hvordan slig Tale mig smager og behager. — En tredie spotter: — Havde jeg tænkt, du havde saadanne Rotter, — saadan en Musefamilie — i din gamle, gule Chenille, — saa skulde jeg ladet dig blive hjemme, — om ogsaa tusinde Børn sad i Klemme; — du havde nok med dine egne at fremme. — Den Spot er ikke nem at glemme. — Lad mig derfor, min Ven, høre din trøstende Stemme — sæt en Fløite for din Mund — og blæs, om ogsaa kun — for en Stund, — mine Skrupler i Blund. — Mit Indre skriger, — som efter Blod en Tiger, — som en Ungkarl efter Koner og Piger, — efter et Ord fra Dig, sødmet af Smiger — Ved Ham, der fylder Vandbærens Kande — hver Nat, i de hede regnløse Lande, — og kaster til Nordpolen — over lis og Snee en Purpurstraale af Solen! — et Ord fra Dig er Erstatning — for denne Tvivlens og Skrækkens Forfatning — et ord fra dig vil mig læge — vederqvæge — og pege — paa Muligheden — af Haab for Udueligheden — vil — naar du skriver mig til — udslette mig Rynken af Panden, — fylde mig Trøstens Bæger til Randen, — dreie Forstanden, — gjøre mig reent til en anden — hjelpe som Fanden — kortsagt, opfylde min Tomhed og Plathed — min Huulhed og Mathed — med Sødhed — og Blødhed — med Hvidhed — og Blidhed, — ganske — som en Liliehaand opfylder en Handske — Troen Fornuften — Rosenduften — Luften, — en guldlokket Nakke Hatten, — og Maanestraalerne Natten.
Min Kone, den Stakkel — min Eensomheds Fakkel — min Sjæls Tabernakel — og dog mit daglige Kors og Spectakel, — hvem en Hex Bestemmelsen satte, — i hele sit Liv at gie Patte — og sig kun med Børn og Gryder befatte — beder dig hilset, som i det Fjerne — man hilser en Stjerne, — eller som, ommørket af Dalen — man sender en Hilsen til Nattergalen
Hils ogsaa Brødrene, aandige, ranke, — fulde af Vittighed, Skjønhed og Tanke, — Christian og Carl, naar dem omfavner din Hytte, — og eder Alle Allah beskytte!