Den skjønneste af alle Louiser,
At hun elsker mig, at hun elsker mig
Er en af hendes Capricer.
Hvor hans Manerer ere ridderlige!
Kun Skade, at hans ene Øie skeler,
Og at hans Handlinger er lidderlige.
I fire Døgn med Breve bombardeertes;
Den femte Aftenstund parlementeertes;
Og sjette Nat hvad saa? — capituleertes.
Blomst af Forglemmigeien!
Man finder dig; man fæster dig ved Hjertet,
Og om et Øieblik, saa er du tabt paa Veien.
Blomst af Reinekloden!
Du svulmer alt — o snør dig ei formeget!
Husk, at din Frugt skal blive rund og moden.
Blomst af Skarntyden!
Ræk mig dit Bæger! det er fuldt til Randen,
Men jeg vil tømme denne Skaal for Dyden.
Blomst af Skovsyren!
Stol ei for trygt paa din fredede Uskyld,
Tørstig og ludende nærmer sig Tyren.
Han kunde havt, hvad jeg i Aftes fik,
Det Fjog, der fordrede en Lyd, et Ja —
Kan den forstaae et Ord, der ei forstaaer et Blik?
Lad du mig raade selv; jeg veed det nok at mage;
Jeg bryder ikke af, fordi jeg holder inde.
Hvo stort Spring gjøre vil, skal gaae tilbage.
Tag Fyren med Fipskjæg og Kalvekrydsnaalen,
Med Tanden af Guld og med Hælen af Sølv! —
Den, som ei kan faae Flesk, maa nøies med Kaalen.
Hvad klapper du Anselmo for, Ulrikke,
Og piner ham med dine søde Blikke —
Den Steen, du ei kan vælte, lad den ligge.
Hvortil nytte de evige Klager!
See dig om efter alskens Sager —
Ingen faaer nyt Brød, uden han bager.
Kjærestens Ansigt er blegt og Foden den hovner —
Han er alt skaldet — syv Aar var de forlovet —
Mine Venner! drik eders Øl, før det dovner.
Nu, lad ham komme; jeg er uforfærdet;
Jeg viger intet Haarsbred fra din Side;
Hilser han med Kaarden, saa takker jeg med Sværdet.
I Stuen skreg en pjaltet Børneflok;
Paa Fruen hamrede en Knortestok;
Man spinder, som man reder til sin Rok.
Er det sandt — sagde Morten, og satte Huen paa Skraa —
At jeg er gjort til Hanrei, saa er vi ovenpaa!
Bønder er ikke Gæs, fordi de er graae.
Lad du ham sine høie Ord kun spilde;
Med alt sit Spræt han kommer dog forsilde,
De Haner gale mest, som gale ilde.
Ved et Forræderie af Silkekjolen,
Idet hun sprang med Lethed ud af Vognen,
Saae man — det Hemmeligste under Solen.
Hun satte sig med Ærbarhed paa Stolen,
Men under den forraadte Silkekjolen
De nydeligste Lægge under Solen.
Svøb dig i dine Laser, smaa Trifolie,
Din Tid kan komme! husk, at uden Taalmod
En Fattig er som Lampen uden Olie.
Med Gratie sig Dandsens Rækker krydse,
Vel hundred Fødder svæve over Gulvet —
To af dem gad jeg have Lov at kysse.
Er det ei skrækkelig kedsommelig,
At Bertha, der ifjor var saa guddommelig,
Iaar er gift og høifrugtsommelig.
Blomst af Jasminen!
Din lange Haarlok har jeg gjemt i Silke,
Lagt paa mit Hjerte skal den lindre Pinen.
Svøb dig i Pelsen og den bløde Muffe;
Du er saa tryg, skjøndt vi hinanden puffe,
I min Kareet, som i din Moders Skuffe.
Blomst af Lilieconvallen!
Tidt føles Magten af rhetorisk Svada,
Men du beseirer med en barnlig Lallen.
Blomst af Riddersporen!
Din Silkekjoles Slæb opløfter Pagen,
Forfra den løftes af Majoren.
Den sødeste af alle Luiser,
At hun elsker mig, at hun elsker mig,
Er en af hendes Capricer.
Springende Hare!
Jægere seer jeg, hvorhen jeg mig vender,
Angst som dit, er mit Hjerte, for Fare.
Springende Hare!
Naar vi trykker os begge for Skytten i Leiet
Tænker jeg kan vi os sikkrest forsvare.
Blaa Petersilie
Fyldt i en Kylling og lagt om en Østers
Smager Du bedre end Blad af en Lilie.
Grønne Agurker!
Vantrevne, sure, forhærdede Kegler!
Lykkelig hvor kun er saadanne Skurker!
Summende Bræmse
Den Journalist gad jeg seet, som bedre
Bruger sin Braad og brummer sin Remse.
Matte Fortælling!
Hvor mine Landsmænd puste paa Skeen
Slikke sig Munden rundt om din Vælling.
Knap, som jeg tabte,
Finder dig nogen, saa nytter du mere,
End som den Lykke jeg tabte.
Cactus, som med Purpurbægeret blusser!
Ti Aar jeg saae dig tornefuld og treven,
Nu, ved din Blomstring, jeg med Rette studser.
Blomst af den brune Malve!
En Bræmse hænger ved dit Honninggjemme,
Lad ham ei tage alt; und mig det Halve!
Rosenknop saa fager!
Giv mig et Kys; to giver jeg tilbage;
Saa kan du ikke sige, jeg bedrager.
Allike, som hist paa Taget sidder;
Den hvide Due er din Dame,
Og du den sorte Ridder.
Kykylyky! i alle Gaarde lyder.
Som meget andet, har jeg hørt det ofte,
Men Gud maa vide, Glut, hvad det betyder.
Rør ei min Lok! Jeg er usynlig smykket!
Paa dette Sted — her hvor min Tinding brænder —
Har hun sin Læbes Rosenmærke trykket!
Jeg kunde sige, som er sagt af Flere:
„Jeg elsker dig!” — Men, hvad mit Hjerte føler
For dig, min Ven, o det er meget mere!
Stands lidt ved Blomsterne i dette Hjørne!
De kunde vredes, saae vi ikke paa dem, —
De Smukke, veed du, kan man let fortørne.
Ja, jeg bekjender høit og lydelig:
Næst ham, jeg elsker dig, — næst ham, — fast mere —
Ak Gud! kan du forstaae mig? er jeg tydelig?
Farvel! — bød hun — Farvel! — Der var i Skriget,
I Lyden af de sidste Ord, en Bristning,
Som den, hvorefter stumt sig strækker Liget.
I Hovdets Synken, Armenes Forlængelse,
I Afskedsblikkets langsomme Udslukkelse —
Var der en taaredrukken Liigbegjængelse.
Men i det lange Kys, i Favntags-Heden,
I vore Hænders Tryk, i Troskabs-Eden
Var en Tilegnelse for Evigheden.
Og i de bittre Smerters Overmandelse,
— Selv i Resignationens mørke Taare —
Var der en Himmelfart og en Opstandelse.
En Stedmorsblomst du hefted mig paa Kjolen,
Og Svalerne fløi sorte langs med Jorden —
En Tordensky opvælted sig for Solen.
„Hvor jeg foragter Digteren, som røver!”
Døm ei saa strengt! Husk paa, jeg selv jo raner
Fra Dig den Sødme, som mit Digt behøver.
Min brogetklædte, brune Negerinde,
Afrikas Barn, med Hjertet fuldt af Hjemvee,
Vil hjelpe dig min Kammerdør at finde.
Ja, du har Ret! Vel maa du lee og hysse!
Enfoldigt, klodset Læberne bevæges,
Naar de vil tale, hvor de burde kysse.
Jeg skjænker dig min Pande — har du skrevet —
Den hule Kapsel efter Liliens Blomstring,
Ei et: memento mori, men et: husk, jeg leved!
En Femtenaars! En lang og smidig Unge!
Hvor luftig hendes Gang! hvor knipsk Fodskiftet!
Og i sin Trodsighed hun rækker Tunge!
Det Skjønhedsglimt, den Yndighed, jeg mægted
At liste fra dig, er paa disse Blade,
Som Sommerfuglens Vingestøv, fasthægtet.
Men ak, hvor ofte hang sig, hvad jeg røved
Af Deilighed, ved mine plumpe Fingre
Glandsløst og dødt, som Sommerfuglestøvet.
Jeg traadte dig paa Foden, da vi kjørte,
Jeg hvidsked dig i Øret, da vi dandsed,
Men du — du hverken følte eller hørte.
Det var i Nat som om jeg skulde dræbes —
Mit Veir blev væk — jeg tænkte: Gudskelov!
Nu skal der ikke sukkes meer og flæbes!
Om ingen mig begræd, mig vistnok smerted —
Men lov mig, læg mig ingen Steen paa Graven —
Der har saalænge ligget en paa Hjertet.
O, længe skal din Lærdom jeg erindre:
At Kjærligheden gjør hver Smerte større,
Og at den gjør hver lille Glæde mindre.
Jeg knælte for dig som en ung Platoniker —
Du bad mig sidde ned, jeg gjorde som du bad —
O, Amor er den rædsomste Ironiker!
Snørlivet sad, saa Ingen kunde klage,
Skjønpletten var endnu paa hendes Hage,
Og Næsen rynked hun som fordums Dage.
Det er en nederdrægtig slet Affaire!
Hun loved mig, paa Pletten her at være
Før Fem, og nu er Klokken Ti, min Kjære!
Den lysblaa Badevogn var trukket ud paa Sandet —
Man hørte Fnisen af de unge Skjønne —
Det var som Lilier blomstred under Vandet.
En dobbelt Regnbue lyste over Egnen,
Men dine Arme lyste meget mere,
Der holdt en Alperose ud i Regnen.
Jeg standsede i Midten af mit Buk —
Saa sort en Lidse paa en Barm, saa hvid!
Jeg tabte Fatningen — Du var for smuk!
Hæld Vand af tusind blomster i mit Hoved! —
Vift mig med Aftenkjølighedens Vifte!
Nu digter jeg igjen, — Gud være lovet! —
Som dette Vandfald gjennem Lundens Myrter,
I sine Elskovsdages dunkle Minder
Erindringen høithulkende sig styrter.
Naar Kysset neppe mere Kysset føler
Fordi for hidsigt Læbe Læbe brænder,
Tryk dem i Barmens hvide Snee — det kjøler.
En foretrækker Stemmens Blidhed
En Blikkets Dyb, En Læbens Sødme
Jeg bekjender mig til Hudens Marmor-Hvidhed.
Til Legetøi for mine lystne Hænder
Gav hun i Vognens Mørke mig sit Armbaand
Af Guld og Perler — daarligt Bytte, Venner!
Jeg elsker Kløfterne i Mund og Hage,
Og Kindens Smilehul og Nakkens Grube,
Og fandtes ingen fleer, skal jeg ei klage.
En blegrød Albuspids veed jeg at hædre,
Naar den er rund og glat, som sjælden findes —
Men Knæets Marmorskal anstaaer mig bedre.
Naar Munden neppe mere Kysset føler,
Fordi for hidsigt dine Læber brænde —
Sænk dem i Barmens Alpesnee — det kjøler!
Tændernes skjønne Stilling til hverandre
Er Tegn paa søde, sandselige Lyster —
Naturens Orden kan man ei forandre!
Interessant nok for en Skjønheds-Kjender
Er Nakkehaarets Snoening ved sit Udspring,
Men find, naar Knuden løses, hvor det ender.
Alt hvad Fornuftigt siges kan om runde
Snehvide Skuldre, har jeg sagt; til Gjengjæld
En af dem nu mig Hvilested forunde.
En Strøm af Ord, blandt stille Blomsterbuske,
Fra vore Læber perled, hastig, ivrig!
Hvorom det var — kan du, kan jeg det huske?
Som Nattergalen fløiter ved sin Bolig
Ei for at røbe Lidenskab og Attraa
Men for at lade ligegyldig, rolig
Vi vilde begge listelig med Sproget
Ved Hjelp af Tungens flydende Betoning
Gjensidig for hinanden skjule noget.
Hvorledes Haanden er saa nem og skikket
Til flygtig Gliden og til sagte Trykken,
Veed den Uskyldigste paa Øieblikket.
Paa hver en Skygge speidende hun stirred,
Og lytted efter hver en Lyd i Natten —
Bestandig smukkere og meer forvirret.
Den Tid vil ogsaa komme, jeg mig trøster,
Da hun vil Intet andet see og høre
End Fakkel-Glandsen, som Gud Amor ryster.
Det var saa nydeligt, da, trykt mod Barmen,
Du hvidsked til mig: Ikke meer saaledes!
Men tag mig kjønt og ærbart under Armen!
Jeg lokker ei med Slangens Bugt og Blikke;
Kun med Forstandens Rangle, Tankens Glathed,
Besnærer jeg mit Rov — det nægtes ikke.
Utroskab er antik; da Helena sig jamred,
Og ei godvillig vilde følge Paris
Trak Venus hende selv til Sovekamret.
De mørke Lindetræers Duft var deilig!
Hun bukked sig tilbage for at aande —
O denne svage Stilling — hvor beleilig!
Det er min egen Skyld, og ingen Andens —
Bebreided du dig selv — at jeg har feilet!
Nei — hvidsked jeg — nei, det er Ægtestandens!
I Oldtiden, som græske Sagn vil sige,
Tog Jupiter det Skjønneste fra Jorden,
Og loe i Skjæget af de Dødelige.
Alt skifter om! Jeg har Jupiter kyset —
Imens jeg favner Dig han staaer paa Himlen,
Kold, skjælvende — og holder Lyset!
Hvergang den store Stjerne nu bekikker
Mig eensomvandrende i Sommernatten —
Jeg løfter Næsen høit, og spodsk jeg nikker.
Undskyldning bringes herved alle Taftes
Og andre fine Dame-Klædningstykker,
Der lod sig krølle noget igaaraftes!
En Hat selv, der var rynket og carreret,
Og ei saa ganske kort endda paa Skyggen,
Har ei imindstemaade mig generet.
Hvor sandt et Ord, som jeg har hørt af Flere!
At, hvo som faaer den lille, hvide Finger,
Kan være sikker paa, at han faaer mere.
For ret at see en blaalig Plet, som brændte
I Halsens Liliehud — med rynket Næse
Skinsygens Furie sin Fakkel tændte.
At Natten er saa mørk, det er en Lykke!
Det passer sig saa godt! Det var om Natten
At Amor gjorde sit Besøg hos Psyche.
Riv dig kun løs og græd og vær kun bange!
Det er saa kjønt, at see dig Haanden vride,
Din Kamp med Lænkerne, du søde Fange!
Retsom en Halvgud, der Ambrosia nipper,
Beruset, vaklende om Skaalen fatter —
Saaledes ogsaa jeg, naar Kysset slipper.
„Godnat! Sovvel!” — O nei, endnu dog ikke!
Goddag! Godmorgen! Siden vi tog Afsked
Er der jo gaaet nogle Øieblikke.
Ved Kysset heftet i din Nakkegrube
Du gjøs og kasted dig tilbage — Hurtig
Jeg planted Kyssets Rose paa din Strube.
Jeg kunde have gjort det mere broget,
Løst Haarets tusind skjønne Cataracter —
Men jeg er karrig — jeg vil gjemme noget.
Til Kys indbyder Armen, hvid og kjælen!
En deilig Tumleplads den runde Skulder!
Men Kys paa Barmen gaae ret ind i Sjælen.
„Hvis Nogen saae os her — os to — alene!”
Hvad var det saa? Hvad andet vel at skue,
End Slyngningen af et par Blomstergrene?
Min Ven, et Raad! Du vil en Lindring føle,
Naar altfor hedt du Læbens Kys har drukket —
Ved Dig i Sneen rundtomkring at kjøle.
Omkring din Deilighed i Kreds jeg summer,
Som Bremsen om det store Liliebæger,
Og først i Nektarkalken jeg forstummer.
Forlad mig! Gaa! Min Ro, mit Liv, min Ære,
Alt staaer paa Spil! For Guds Skyld lad mig være! —
Man troer det ei! Jeg adlød — Paa min Ære!
Du kan ei undres over, at jeg var varlig,
Forsigtig næsten, speider i dit Aasyn —
Du veed, jo skjønnere, desmere farlig.
Jeg fandt i Dig en øm, vellystig Kone
Forledendag — og jeg er ei Herakles —
Hvad gjør dig da med eet til Amazone?
Blomst af Forglemmigeien!
Man plukker dig paa Gjærdet og i Grøvten, —
Et Øieblik, saa er du tabt paa Veien.
Blomst af Petersilien!
Lagt om en Østers og fyldt i en Kylling
Du passer meer end Rosen selv og Lilien.
Blomst af Salpiglossen!
Du lod, som om du snublede i Græsset,
Han hjalp dig op og gik — See dog til Tossen!
Blomst af Salvien!
Om ogsaa Mange kalde dig en Snerpe,
Dit lille Honninggjemme kjender Bien.
Blomst af Balsaminen!
Skjænk i mit Glas! hun sagde — dette Gjenskin
Paa Dugen, er min Nydelse af Vinen.
Blomst af Lupinen!
Hvert uforsigtigt Brev, du sendte, har jeg
Paa Øieblikket kastet i Kaminen.
Blomst af Jalappen!
Bevares, Frøken! Jeg skal altid passe
At først gaae over Stenten, først op ad Trappen.
Blomst af Anemonen!
At pudse Lysene, det sømmer Manden,
At puste Lyset ud, er kjønt af Konen.
Blomst af Provencerosen!
Du faldt fra Brystet af en stjernet Herre,
Prøv til Forandring Munden af Matrosen.
Blomst af Storkesnablen!
Kan du forlange nogen bedre Frier?
Tænk! første Characteer og Æressablen!
Blomst af Gentianen!
Du lukker Døren op, jeg lukker Døren i,
Din Mand er ude just — der har du Planen.
Neglike, du bristende!
Hvad vil du i det gamle Frøkenkloster,
Saalænge du endnu er ung og fristende?
Blomst af Levkoien!
Tre Ellepiger saae jeg luftigt dandse —
En af dem fulgte jeg i Elverhøien.
Blomst af den brune Malve!
En Bræmse hænger ved dit store Bæger,
Lad ham ei tage Alt; und mig det Halve!
Cactus, som med Purpurbægret blusser!
Ti Aar jeg saae dig tornefuld og kluntet,
Nu, ved din Blomstring, jeg med Rette studser.
Tøffelblomst du søde!
Jeg havde ventet mig en streng Behandling,
Men dine Slag er smigrende og bløde.
Dunkle Skabiose!
Igjennem Sørgedragtens Sorthed skimter
Jeg Purpur af friskbedugget Rose!
Valmue! mørk i den marmorne Vase!
Nu har jeg seet dig! din brogede Turban!
Nu vil jeg hjem at drømme og rase!
Blomst af Potentillen!
Du er saa pæn, saa kruset og saa krøllet,
Ja selv din gamle Mand er pæn og pillen.
Blomst af den røde Diptamme!
Frygt ei, at Schawlet brænder med det samme,
Fordi i Skumringen du kommer lidt i Flamme.
Hvidblomstrende, lille Dryade!
Alpehøit boer du! mange Trapper i Veiret;
Men jeg følger dig dog i den ensomme Gade.
Blomst af Hibisken!
Lyserød smiilte du til mig ved Bordet —
Men immer stum op gabende som Fisken
Blomst af Sværdlilien!
Stolt er du, og kaster haanlig med Nakken,
Men jeg blæser ad dig og hele Familien!
Blomst af Aben!
Tag du dit Strikketøi, jeg tager Bogen —
Thi ellers døe vi beggeto af Gaben.
Han læser Spisesedlen med betænksom Mine:
Hummer og Krebs, Pigvarer, Negenaugen —
Hei! giv mig et Par friske Kys, Petrine!
Det er en nederdrægtig slet Affaire —
Hun loved mig, at være her paa Pletten
Før Fem, og nu er Klokken ti, min Kjære!
Hun satte sig med Ærbarhed paa Stolen,
Men under den forraadte Silkekjolen
De nydeligste Lægge under Solen.
Med Gratie sig Dandsens Rækker krydse,
Vel hundred Fødder svæve over Gulvet —
To af dem gad jeg have Lov at kysse —
Er det ei skrækkelig kjedsommelig,
At Bertha, der ifior var saa guddommelig,
Iaar er gift og høifrugtsommelig?
Den sødeste af alle smaa Louiser,
At hun kan elske mig, det maa jeg sige,
Er en af hendes sødeste Capricer.
Han har en Skilling ei til Lusesalve,
Men vil dog kjøbe Persien og China,
Med Tilbud, at betale strax det Halve.
Ni Børn fik Rosa, høist uliig hinanden.
Hver Unge var sin Fader op ad Dage,
Men der var ikke en, som ligned Manden.
Nutids Novell og vandede Fortælling,
Hvor mine Landsmænd, Karl saavel som Kjælling,
Sig slikke Munden rundt omkring din Velling.
Min Kjærlighed er evig! raabte Clara,
Idet hun vandede sin Urtepotte —
Vandkanden hvidsked: jeg er Niagara!
Hvad i mit Hjerte dybest inde ligger?
Hvad Sjælen i sin mindste Afkrog gjemmer?
Min Engel, vær dog ingen Posekigger!
Vi sad i Krogen, som sædvanlig, fjasende;
De gamle spilte deres Whist; med eet
Udraabte hun: jeg troer, at du er rasende!
Stryg du din Frues Kjoler og Tistille,
Stiv hendes Kraver, Skjørter og deslige —
Lad hendes stakkels Mand i Fred, Pernille!
Om Panden Baand, om Arm og Hænder Laase,
Om Halsen firegange snoet en Lænke —
Men Munden — som er fri — hvor den kan vaase!
Din Haarvæxts Knude bringer mig i Harme —
Alting vil jeg see løst og fra hverandre,
Som dine runde, melkehvide Arme.
Guds Viisdom see! Det øser ned med Spande,
Men alt som Himlen meer og meer sig skjuler,
Du løfter op, som til Erstatning, Hanne!
Hvad Under, mine Tanker er forfløine,
Og at min Pen gjør visse, gale Streger —
Forførerske, med dine skjælmske Øine —
„Lad ikke Sommerschawlet glide, Ven,
Fra Skuldren ned, jeg kunde bide den!”
Hvordan? Kan du da ikke lide den?
Lægen.
Hans Blik er naglede til Loftets Planker,
Hans Haand til Ninas Arm, hvor Pulsen banker,
Men under Teppet finder du hans Tanker.
Nu er beseiret Alt, som har os kyset,
Omfavn mig, Glut; jeg eier Bord og Stole,
Du har en Seng, og Penge staaer i Lyset.
Saamegen Fynd og Skarphed i Forstanden —
En saadan Masse Lov og Ret i Panden,
Men i en Seng saa dum som Fanden.
I alle Klubber gjør han Støi og Mudder,
Om Frihed fører han et evigt Sludder,
Og bærer altid Schawlet for en Ludder.
I Luften fire Sommerfugle tumle
Et ømt Tagfat — men du, du staaer ved Muren
Nedslaaet, bitter, som den mørke Humle.
Om Livet kunde jeg med Haanden spænde,
Og meget kort var Dinas lette Kjole,
Men hendes Dyd, desværre, uden Ende.
Polakken drikker — det gjør ei vi Danske —
Champagne af sin Dandserindes Støvle —
Men lad mig drikke Duften af din Handske.
Hvor yndigt dine Lokker ogsaa svæve,
Hvor ziirligt dine Skjørter end sig hæve,
Er du dog ikke andet, end en Tæve.
I Vreden reiste sig hans Hovedhaar som Taarne,
Hans Næse steg, hans Vom, hans Røst sig hæved —
Kun een Ting hang, som altid, paa den Høivelbaarne.
Den gamle Degn var vederstyggelig,
Og Prækenen kun lidt opbyggelig,
Men ved din Side var jeg lykkelig.
Til Stevnet har din Hest dig bragt, skumhvid paa Bringen,
Du venter — slaaer i Haanden — lytter — hoster —
Omsonst! — En Kat gaaer over Gaden — ellers Ingen!
Vinternatten. Han.
Den rosenrøde Viin i Kanden,
Paa Ruden Iis, paa Arnen Gløder,
Og dig i Stuen — Ingen Anden!
Sommernatten. Hun.
Et Slør om Halsen og om Panden,
Lidt Maaneskin i Haugens Gange,
Og dig, som møder, Ingen Anden!
Med Stjerner er din Pengepung broderet,
Med Zobel er din Silkepels garneret,
Kun Skade, at din Bagdeel er vatteret.
Med Sablen klirrende mod Sporen,
Snurbarten sort, Kasketten sat forsoren,
En Kæmpe ligner han, men en forloren.
Næsvise Burrer i dit Skjørt sig kurre,
Maa jeg ei hjelpe dig at slippe fra dem?
Saa gaae du selv! du er den værste Burre! —
Jeg kan ei lide ham; han har en Vorte,
Næsen er en Miil fra Munden Borte,
Og desuden har han været forlovet med Dorthe.
Han gjorde stor Opsigt i Byerne,
Thi hvor han gik, gik han paa Tæerne,
Hans Flipper naaede til Skyerne,
Og hvor han faldt, faldt han paa Knæerne.
Hvert Kys, jeg fik, var fulgt af hede Taarer —
Du vred din Haand, jeg jamrede Farvel!
Men Himlen lo, og Skoven hvidsked: Daarer!
Du vilde Vandets friske Straale smage,
Og holdt dit Hoved under Kildespringet —
Jeg glemmer aldrig det i mine Dage!
Det styrted i dit Ansigt, kysset baade
Dig Mund og Pande, Hals og Barm og Hage,
Selv dine Slangelokker blev saa vaade!
Du smiilte kun og rystede de lange
Bestænkte Haar omkring de røde Kinder
Og mine Kys — for dem er du saa bange!
De er dog idetmindste ei saa kolde!
Hvori din Angest egenligen ligger,
Skal mig nu ikke meer Bekymring volde.
Jeg traadte dig paa Foden, da vi kjørte,
Jeg hvidsked dig i Øret, da vi dandsed —
Men du — du hverken følte eller hørte.
En dobbelt Regnbue lyste over Egnen —
Men dine hvide Arme lyste mere,
Der holdt en Alperosenblomst i Regnen.
Vær hilset, Kildevæld, du som alene
Skumpladskende, høithulkende dig styrter
I denne mørke Skaal, blandt kolde Stene!
Rør ei min Lok! Jeg er usynlig smykket!
Paa dette Sted — her hvor min Tinding brænder,
Har hun for første Gang sin Læbe trykket!
O dvæl ved Blomsterne i dette Hjørne!
De kunde vredes, saae vi ikke paa dem —
De Smukke, veed du, kan man let fortørne!
„Hvor jeg foragter Digteren, som røver!”
Døm ei saa strengt! Husk paa, jeg selv jo raner
Fra Dig den Sødme, som mit Digt behøver.
Ja du har Ret! Vel maa du lee og hysse!
Enfoldigt lyder Læbens Smigertale
Herefter vil jeg tie blot og kysse.
Flodguden kyssede dig mangegange
Du loe, og bød ham atter Rosenkinden —
For mine Kys er du bestandig bange!
Om ogsaa de, som hans, sig ikke holde
Just indenfor de snevre, dumme Grændser
De er dog ikke nær saa kolde!
Hver Skjønhedsglimt, hver Yndighed, jeg mægted
At liste fra dig, er paa disse Blade
Som Sommerfuglens Vingestøv fasthægtet.
Men ak, hvor ofte hang sig, hvad jeg røved
Af Deilighed, ved mine plumpe Fingre
Glandsløst og dødt, som Sommerfuglestøvet.
Et Hvilested det yndigste i Egnen,
Skabt for en Danae, er dette Grønsvær —
See, hvor sig buer Gyldenregnen.
Som Leda læner du dig til Platanen,
Med Dammens lunkne Vand ved dine Fødder,
Og lokket af Din Skjønhed kommer Svanen —
Følg mig til hine graalige Cypresser!
I Skyggen vil vi, for en afdød Amor,
Mens Klokken ringer, læse Sjælemesser.
Din fine Læbe sagde ikke noget,
Og Blikket skjulte sig bag Silkelaaget —
Men begge Kinder talte Rosensproget.
Det hører til Naturen her i Egnen
At Kjærtegn følges af en Taarebyge
Som Solens hede Stik af Sommerregnen.
En Femtenaars! Hvor lang og smidigsvungen,
Hvor luftig hendes Gang! hvor dristig Blikket!
Sødt i sin Trodsighed hun rækker Tungen.
At gjætte Alt, hvad her i Kurven, Julie,
Er fyldt — som Frugter af Din Blomstergave —
Det hører til de Ting, som er umulige.
Du maa modtage det, om ei Du vil det;
Om ogsaa hele Kurven endevendes,
Du maa beholde det, Du nødes til det.
Min Rosentid er omme; hvad forpligter
Mig nu til meer end rosenrøde Torne?
Hvem fordrer evig Ungdom af en Digter?
Jeg stammer ned fra Oldtids Guldenbørste,
Og en Metalring hænger mig i Næsen,
I hvert et Selskab er min Rang den første.
Jeg rev mig ud med Magt af hendes ømme
Omfavnelse — Godnat! Vi sees i Morgen! —
Nei, før! — Hvor da? — Ved du ei det? I Drømme!
Har du ei seet min Mand? hans stive Ryg?
Hans krumme Been? hans Næse? hans Paryk? —
O Gud! jeg elsker ham, han er — han er saa styg!
„Men hvordan skal det egentligen være?”
Veed du ei det, dit Fjog? Begynd da bare!
Saa maa det enten briste eller bære.