De muntre Arachnider
I Morgenluften spinde:
Ved Kilden sig forfrisker
En Hyrde og hans Qvinde.
Han har, til Værn mod Solen,
Sin Isses sorte Totter
Og sine nøgne Fødder
Indsvøbt i stive Maatter.
Hun synker træt paa Stenen,
Med Barnet ved sin Side,
Hvis Hænder i den tomme
Brødposes Folder slide.
Han løfter atter Aaget,
Som truer med at knække;
Hun skyder Trillebøren,
Som Hunden hjelper trække.
Om sine brune Skuldre
Har hun et fattigt Stykke
Og paa den unge Pande
Kun Svedens Perlesmykke.
Solheed gaaer Veien opad.
Men deres Kraft er hærdet,
Og i de mørke Øine
Staaer Glæden uforfærdet.