De muntre Arachnider
I Morgenluften spinde.
Ved Kilden sig forfrisker
En Hyrde og hans Qvinde.
Han har, til Værn mod Solen,
Sin Isses sorte Totter
Og sine nøgne Fødder
Indsvøbt i stive Maatter.
Hun synker træt paa Stenen,
Med Barnet ved sin Side,
Hvis Hænder i den tomme
Brødposes Folder slide.
Han løfter atter Aaget,
Som truer med at knække;
Hun skyder Trillebøren,
Som Hunden hjelper trække.
Om sine brune Skuldre
Har hun et fattigt Stykke
Og paa den unge Pande
Kun Svedens Perlesmykke.
Solheed gaaer Veien opad;
Men deres Kraft er hærdet,
Og i de mørke Øine
Staaer Glæden uforfærdet.