O Børn, I Støiende, som gjør mig Huset,
Med al sin Sneverhed, saa bredt og stort!
Hvor ofte har mig eders Leg beruset
Og til et Barn igjen lyksaliggjort!
O jeg betragter med veemodig Glæde
Ham med sin Pidsk, sin Tromme og sin Støi,
Og hende, denne Blomstrende og Spæde,
Glad ved sin Vugge og sit Dukketøi.
Maae ikke vore bedste Venner taale
Vor Egoismes kjedelige Støi?
Og see vi ikke Voxnes Blik at straale,
Som denne Lilles, ved et Legetøi?
Naar var jeg klogere, naar var jeg bedre,
End I med Eders fagre Uskyldsstand?
Og kom jeg videre, end mine Fædre,
I dette Skyggernes og Tvivlens Land?
Leg eders Leg! I kan, som jeg, behøve
En Tumleplads for eders Luner smaa;
Det samme Børneværk vi alle øve,
Vi støie, larme, sukke og forgaae.