Jeg havde faaet Brev fra dig, Nanette!
Jeg var, begriber du, i Himmerige:
I næste Uge, du Guddommelige! —
O min Henrykkelse, den kan du gjætte.
Den samme Dag en smidig, svai Brunette,
En Edens Slange, fristede med slige
Forføreriske, altfor tydelige —
Hvordan skal jeg forklare dig det Rette?
Var det den sagte Vuggen af Karethen?
Laae det i Maanen? eller i Cometen? —
Var det Contourerne af Silkekjolen?
En Sympathi (thi hun var polsk) med Polen?
Alt gik i eet — du — hun — min Troskab! Himmel!
Hvor man kan være svag og hjertesvimmel!
1832.