Jeg havde faaet Brev fra dig, Nanette.
Jeg var, begriber du, i Himmerige.
I næste Uge — du Guddommelige! —
O min Henrykkelse, den kan du gjætte!
Den samme Dag — en smidig, svai Brunette,
En Edens Slange, fristede med slige
Forføreriske, altfor tydelige —
Hvordan skal jeg forklare dig det Rette?
Var det den sagte Vuggen af Karethen?
Laae det i Maanen? eller i Cometen? —
Var det Contourerne af Silkekjolen?
En Sympathi — thi hun var polsk — med Polen?
Alt gik i eet — du — hun — min Troskab — Himmel!
Hvor kan man være svag og hjertesvimmel.