„Hvor her er smukt ved Vandet,
Hvor speiler klart sig Jollen,
Den grønne Kant af Landet,
Og jeg, og Parasollen!
Og Frøerne — de qvække;
Op af den blanke Flade
De Hovederne strække
Saa stille, sjæleglade.
Og deres Mund staaer aaben,
Og deres Øine spille,
Som om de Himlen drikke
Og Solen synke vilde.”
Men seer du Storken vade
Og løfte op af Dyndet
Parviis de Sjæleglade?
Gud veed, hvad de har syndet.
De sluges af den Grumme.
Man skulde troe, forskrækket
Ved denne Catastrophe
Ophørte Foraarsqvækket.
Men nei, deslige Scener,
Skjøndt blodige og tunge,
Er just Naturens Orden.
Hør, hvor de andre sjunge!