„Hvor her er smukt ved Vandet.
Hvor speiler klart sig Jollen,
Den grønne Kant af Landet,
Og jeg, og Parasollen.
Og Frøerne — de qvække!
Op af den blanke Flade
De Hovederne strække
Saa stille, sjæleglade.
Og deres Mund staaer aaben,
Og deres Øine spille,
Som om de Himlen drikke
Og Solen synke ville.”
Men seer du Storken vade
Og løfte op af Dyndet
Parviis de Sjæleglade?
Gud veed hvad de har syndet.
De sluges af den Grumme
Man skulde tro, forskrækket
Ved denne Catastrophe
Ophørte Foraarsqvækket.
Men nei — deslige Scener
Skjøndt blodige og tunge
Er just Naturens Orden —
Hør hvor de andre sjunge!