Epos

        Epos [’e.pås] (gr.). I. Den episke Poesi i Alm. Poesien giver os enten et Stemningsbillede (Lyrikken) ell. et Handlingsbillede, og Handlingsbilledet kan enten gives os i Aktionens, Handlingens, Rollens Form, den dram. Poesi, ell. i Fortællingens Form, den episke Poesi. I Drama er det paavist, hvorledes denne Grundforskel i Fremstillingen, der er betinget ved Handlingens og Motivets Natur, begrunder en forsk. Teknik, Stil og Virkning. Idet Epikeren fortæller os en Begivenhed, som er sket, er hans Øje rolig vendt mod Fortiden, ikke som Dramatikerens urolig spændt mod Fremtiden. Han kender hele Handlingen, Begyndelse, Midte og Ende, og den Stemningstone, der anslaas fra Beg., kan holdes gennem hele Digtet, og den rent episke Stil særpræger sig ved en rolig, bred, jævnt fremskridende Fortællemaade. Handlingen staar for Digterens indre Øje som afsluttet og skal ikke, som i Dramaet, fremstilles som en skæbneknyttende Nybegyndelse, vendt mod Fremtiden, men som en Begivenhed, indflettet i Kulturudviklingens Sammenhæng, i Handlingens Aarsagskæde, betinget ved Verdenssammenhængen, de fys., sociale og politiske Forhold. I sin højeste Fuldendelse er den episke Digtning en i Fortællingens Form given poetisk Fremstilling af Menneskeheden og Menneskelivet, saaledes om det aabenbarer sig inden for et Folk i en given Periode. — Medens den dram. Handling mere fremtræder som et Produkt af Heltens Daad, hans tilspidsede Villiesbeslutning, fremtræder den episke mere som et Resultat af de samvirkende Forhold, en Begivenhed, hvis Skæbneforløb smedes af Forholdene. Men da enhver Fabel, ɔ: Handlingens Sammenføjning, i episk som i dram. Digtning er sammensat af Karakter paa den ene Side og Handling og Begivenheder paa den anden Side, kan Eftertrykket lægges paa een af Siderne, paa Karakterbrydning og —udvikling ell. paa Handling og Begivenheder, og Litteraturhistorien viser os, at Germaner og Englændere har vist Forkærlighed for den første Form, de romanske Folk for den anden. Men altid finder en vis Idealiseren Sted i Fremstillingen. »Princippet for Digtningens Udformning er dette: at betone Livsforestillingerne til poetisk betydningsfulde Billeder og Situationer. Handlingens ell. Begivenhedens Sammenhæng maa indeholde saa meget som muligt af følelsesfulde Bestanddele. Tid og Rum har kun deres Maal i de Handlinger og Forhold, der fylder dem. Handlingens ell. Begivenhedens Led formindskes saa meget som muligt, men de uundværlige udfoldes bredt« (Dilthey). Et sjælfuldt Billede af Virkeligheden gives i brede, livsvarme Scener, i plastisk anskuelige Billeder, døde Beskrivelser skyes, og direkte Tendens udelukkes; den etiserende Virkning sker indirekte gennem den æstetiske Beskuelse af rigtig og urigtig Handlemaade, og hvor den episke Stil fremtræder i sin reneste Form, er subjektive Refleksioner fra Digterens Side holdte borte. Som Goethe udvikler det: »Medens Mimen (den dram. Digter og Skuespilleren) maa tænkes omgivet af en utaalmodig skuende og hørende Kreds, er Rapsodisten, den episke Foredrager, omgivet af en rolig lyttende Kreds. Han vil, idet han foredrager det forbigangne, vise sig som en viis Mand, der i rolig Besindighed overskuer det skete; hans Foredrag maa tilsigte at berolige Tilhørerne, saa de hører ham længe og gerne«. Hans Grundstemning er den rent objektive Glæde ved Beskuelsen af Livet — en Rejsestemning — og ved at fabulere ɔ: fortælle for at fortælle, et Træk, der er alm. for alle store Epikere.

        II. Den episke Digtekunsts Inddeling. De forsk. mulige Inddelingsgrunde giver

        os et Overblik over Hovedformerne. De handlende Personer kan være Guder, Mennesker ell. Dyr (Gude-, Menneske-, Dyre-E.); Handlingen kan efter Motiv og Natur være alvorlig (ophøjet, tragisk, rørende) ell. komisk (og humoristisk). Verdenssammenhængen kan være real, naturlig, ell. fiktiv, opdigtet (som i Eventyret); og efter Handlingsbilledets Udstrækning taler vi om den store episke Digtning ell. de smaa Former; endelig kan Digtet efter den ydre Form fremtræde i Prosa ell. Vers. Er der Tale om, hvilket Synspunkt der m. H. t. Stof, Motiv og Form er det væsentligste, bliver det, mærkeligt nok, det mest flydende, Spørgsmaalet om, i hvilken Udstrækning Handlings- og Verdensbilledet gives, og inden for dette Synspunkt atter Modsætningen mellem det alvorlige og det komiske. — Særpræget for den store episke Digtning er det, at den giver os hele Livets Kreds i et Segment af Kredsen; i et enkelt sluttet Handlingsbillede fremstiller den hele Menneskelivet, saaledes som det aabenbarer sig inden for et Folk til en given Tid. Den afslører Verdenstilstanden, Kultur og Natur, og gennem en Fylde af Karakterer, der er formede til typiske Udtryk for det Menneskeliv, der giver Tiden dens Præg, fører den os rundt i Menneskelivet og fortæller om dets Former, Livsanskuelse og Idealer. Denne store episke Digtning er hist. særlig fremtraadt i 3 Former: Stamme- eller Folkeeposet, det romantiske E. (hvortil det hist. kan føjes) og Romanen, den moderne Tids Form for E. — Det karakteristiske for den mindre episke Digtning er, at den i Fortællingens Form giver os et enkelt Livsmoment, et Hjørne ell. en Side af Tilværelsen (»set gennem et Temperament«), der ikke afspejler det hele. Fortællingen i videre Forstand er den fælles Rod for alle disse Former. Med Dyr som handlende Personer og den Personifikationens Kraft, der laaner Dyret menneskelig Tale og Adfærd, fremtræder Fortællingen som Fabel, der efter sin Natur nærmest er henvist til det komiske og humoristiske, en Form, der for øvrigt i skabende Kraft har afsat eet stort E. (»Reineke Voss«). Som en fantastisk Fremstilling af en underfuld, opdigtet Verden, der ved Fantasiens drømmedristige Underskydning sættes som naturlig, bliver Fortællingen til Eventyret. Har Fortællingen et kirkeligt-religiøst Stof, kalder vi den en Legende. Fremstiller Fortællingen en enkelt Begivenhed i jævn, ligefrem Tone, har vi den egl. Fortælling, medens vi dog, hvis dens Indhold er en idyllisk Tilværelse og Handling, giver den et eget Navn og kalder den en Idyl. Fremtræder Fortællingen som den kunstfuldt ordnede Fremstilling af en »Nyhed« (Novella), en ny, sælsom Begivenhed, kalder vi den en Novelle, en Kunstform, der, som Litteraturhistorien viser os, indeholder rige Muligheder og kan spænde over mange Felter.

        III. E.’s Udvikling. Den episke Poesis højeste Dannelse, Heltedigtet, det heroiske E. ell. Epopeen, findes vel i Tilløb hos alle Folk, men forsk. i Indhold og Form, efter Folkekarakter og Naturforhold, og det egl. Folkeepos er et Produkt af den ariske Races Folk. Den kin. »Schi-King«, Ægypternes Heltebog om den store Ramses, den hebraiske »Samsonsaga« o. l. er højst ufuldkomne Eksemplarer af Arten. E. har en lyrisk Oprindelse: Ballade-Romance-Romancecyklus — helstøbt E., det er Udviklingsgangen. Hvad der opr. fængsler det menneskelige Sind, er Stammens store Anliggender, krigerske Daad og Skæbne. Og idet »Sangen følger Daaden«, er det ikke Interessen ved den objektive Betragtning, men Sindets Grebethed, Sindsbevægelse, Følelse, der fører til Sang. Saa længe Handlingen ell. Begivenheden er i frisk, stemningsbevæget Minde, er Stemning og Følelse Tyngdepunktet, og den løst skitserede Handling er Midlet til at udløse dem ɔ: vi har Balladen. Men efterhaanden som det umiddelbart sindsbevægende Minde bleges, bliver Interessen mere objektiv og flyttes over paa Handlingen, der nu udføres i et bredere Billede ɔ: Romancen, og til sidst vil den plastiske Udformning af fl. Handlinger under en Hovedhandling blive Maalet for Omdigteren. Romancer af beslægtet Indhold, fra samme Sagnkreds, samler sig nemlig uvilkaarlig i Sangkredse (maaske baarne af Sangerskoler), uvilkaarlig sammenarbejdes saadanne Sange, som det kan ske ved Tildigtning af Overgange og Mellemled, ved Udskillen af ligegyldige ell. modstridende Dele, ved Sangens Forvandling under den mundtlige Tradition, ved selve det folkelige Kvalitetsvalg, som finder Sted under denne, og Folkeeposet er der. Og sker det da, at der efter en lang Udvikling opstaar en mægtig Sangens Heros (som Homer f. Eks.), en stor Rapsodist, en Mester i Sangenes Sammenføjning, bliver han Bærer af det hele. Vi har da denne den højeste Form for E., hvor Folkeeposet og Kunsteposet er sammensmeltede til et uadskilleligt Hele som i de homeriske Sange. Folke- ell. Stammeeposet har saaledes sin Rod og faar sit Indhold fra den nationale Heltesaga. Det er aristokratisk; kun Guder, der umiddelbart griber ind i Begivenhedernes Gang, Helte (ofte Gudesønner) og deres Slægt finder Plads i dets Rammer ell. danner i hvert Fald Forgrunden. En Helt, en konkret, folkelig Skikkelse danner Midtpunktet for det hele Tidsbillede, der er udført bredt og med Indskud af Episoder, der belyser Sidebevægelser. De berømteste Folkeeposer er »Iliaden« og »Odysseen« (se Homer), de ind. noget formløse E. »Mahabharata« og »Ramayana«, Firdusi’s pers. »Schah-Nameh« (Kongebogen, der vel savner Enhed i Kompositionen, idet den strækker sig over 2000 Aar, men er rig paa Skønheder), det finske urgamle og poetisk højst værdifulde E. »Kalewala« og det fr. Chanson de Roland; de germanske E. »Beowulf«, »Nibelungenlied« og »Gudrun« har i deres Sammenflyden af Sange til E. direkte ell. indirekte været under Indflydelse af fremmed Kunstpoesi. I den nordiske »Edda« og den sp. »Cid«, som ogsaa i de serb. Sange om Helten Marko ligger Folkesangene endnu løst uden at være sammensmeltede af en ordnende Kunstnerhaand.

        Den episke Folkesang udspringer fra hele Folket, har Myter og Sagn og Saga til Indhold og forplantes mundtlig fra Slægt til Slægt. Selvfølgelig er den enkelte Sang opr. et Individs Værk, men Individualiteten træder tilbage. Sangen bliver sunget, men ikke underskrevet, og ogsaa Indholdet er uden individuel Farve. Den opr. Folkedigter kan ikke føle sig som Individualitet; Forskellen mellem Menneskene er ikke stor, og han tænker og føler som Folket, hvis Livssyn ogsaa er hans. Derfra Folkesangens store Objektivitet. Og ogsaa Emnets Natur trænger Individualiteten tilbage. Hvad Digteren sang om, var Folkets Almeneje, det almene Sagafond, Begivenheder, der vedrørte hele Folket; stundom digtede han noget nyt til, men som oftest omdigtede han det gamle. Og selve det individuelle Præg, der kunde være der, maatte forsvinde ved Overførelsen. Hans Sang bestod kun paa Folkemunde, og var det ny individuelle ikke noget saadant, der greb alle med ejendommelig Magt, vilde det blive omformet efter det gamle, ell. dø. Det almengyldigt-folkelige maatte sejre.

        Anderledes med Kunsteposet. Digtet fremtræder her aabenbart som en enkelt Digters Værk. Det bliver underskrevet og nedskrevet ell. trykt, udarbejdet med bevidst Kunst og rigere Formelementer, og ofte efterlignes fremmede Mønstre. Individualiteten træder frem, og den episke Objektivitet holdes mindre. Folkeaanden er en anden, og med Tidens Udvikling bliver der friere Spillerum for Individet og Subjektiviteten. Troen paa Myter og Sagn træder tilbage, Guddommen tænkes ikke mere som umiddelbart gribende ind i Begivenhedernes Gang, Digteren er en reflekteret, ikke en stor naiv Aand, og Foredraget taber ogsaa noget af den episke Ro og Ligevægt, der var et Særpræg for Folkeeposet og en Følge af dets Tilblivelse. Dette Særpræg for Folkeeposet træder allerede frem i Oldtiden. Vergil’s Æneide, en Efterligning af Odysseen, vandt stor Anerkendelse ved Emnets fædrelandske Tone, en fortrinlig Diktion og Træk af stor poetisk Skønhed, men Digtet savner det folkelige Grundlag. Vergil har selv opfundet sin Saga, og om en naiv Tro paa Guderne er her ikke mere Tale. Og endnu mindre er dette Tilfældet med Ovid’s fantastiske »Metamorfoser«, i hvilke alle tænkelige episke Arter er repræsenterede.

        Endnu stærkere træder Individualiteten og Fantasiens Vilkaarlighed frem i det romantiske E. Det behandler forskellige Sagnkredse, hvis historiske Kerne ofte er overordentlig ringe, ell. historiske Begivenheder, men i en romantisk Aand, i hvilken individuel Tapperhed og Tørst efter Eventyr, asketisk Gudsfrygt og Efterklang af Lensvæsenets Troskabsideal er blandet med fantastisk Mystik og Courtoisie, »Minnetjeneste« og Galanteri og broderet med Middelalderens Fantasiudstyr af hemmelighedsfulde Skove, fortryllede Prinsesser, Fabeldyr o. l., og hvis poetiske Frugt er et yppigt, yndefuldt pirrende Forestillingsspil, i hvilket Fantasiens fri og vilkaarlige Leg, men kun sjældent Gemyt og Tro, spiller Hovedrollen. Herhen hører Ariost’s »Rasende Roland« (Orlando furioso), Tasso’s »Befriede Jerusalem« (Gerusalemme liberata), der behandler Korstogene og Kampene om Kristi Grav, og Camoens’ »Lusiade« (Os Lusiados), »Verdenshavets E.«, der behandler Ostindiens Opdagelse ved Vasco de Gama. Endvidere Riddereposet ved Chrétien de Troyes, Hartmann von Aue, Gottfried von Straszburg (»Tristan og Isolde«) og Wilhelm von Eschenbach (»Parzival«).

        Allerede det romantiske E. viser os, at den individuelle og subjektive Digter ikke skaber det store folkelige E., der spejler hele Tiden. Hvis Digteren vil forsøge dette over for en Tid, der savner Folkebarndommens Enfold, Ensartethed i Sæder og naive Tro, og tværtimod særpræges ved en uendelig Mangfoldighed og Forskel i enhver Henseende, maa han gribe til en anden Form, der bedre kan fange det individuelle og karakteristiske. Han opgiver Rytmen og vælger en Prosa, der, bøjelig og smidig, bedre kan karakterisere; og Romanen, den store Roman, der virkelig giver et Verdens- og Livsbillede i et Segment af Kredsen, er det moderne E. (se Roman). Den rytmisk formede episke Digtning falder ogsaa sparsomt i den nyere Tid, og, usikker paa sig selv, søgende Tilknytning til det givne. Den kan søge at omforme det Folkeepos, der foreligger i ufuldendt Form, som Oehlenschläger’s Romancecyklus »Nordens Guder« og Wilhelm Jordan’s »Niebelungenlied«. Men Vanskeligheden for en moderne Aand er at naa saaledes ind i Folkesagaen og dens Aand, at denne virkelig ogsaa kommer til at forme det Indhold, den har skabt, og Forsøgene viser, at en moderne Forf. vanskelig bliver den Rapsodist, der formaar at sammensmelte dette Indhold til et Hele. — Man kan da forsøge at gribe et Nutidsstof, der har noget af Folkeungdommens Enfold og Naivitet over sig, og skabe det idylliske E.: I. H. Voss’ »Luise«, Goethe’s »Hermann und Dorothea«, Runeberg’s »Elgskyttarne«, »Hanne« og »Julqvällen«. Navnlig har Goethe ved at give sin Idyl en stor hist. Baggrund opnaaet at hæve et fordringsløst Billede af Landlivet til E.’s monumentale Højde; men det er et isoleret Fænomen, og Idyllen hører efter sin Karakter til den mindre episke Digtning. — Ejendommelig for Folkeeposet var den naive religiøse Baggrund, der lod Guderne direkte deltage i Begivenhedernes Gang. Kunde der da ikke skabes et religiøst E.? Men kristelig Spiritualisme er langt borte fra den anskuelig-æstetiske Følelse, og religiøs Andagt egner sig for Lyrikken, men ikke for episk Fremstilling. Den gr. Gudeverden var en Verden af Skikkelser og tillige en Handlingens Verden; paa denne Grund kan en Gudesaga og et Gudeepos opstaa. Men Aandens og Forløsningens Religion har ikke disse Muligheder. Dante’s mægtige symbolske ell. allegoriske Digtning Divina commedia blev ikke et episk, men et lyriskdidaktisk Digt: under sin Vandring gennem Helvede, Skærsilden og Himmerige giver han i 100 Sange sit stolte og harmfulde Sind Luft som en Seer og en Dommer; her er ingen Handling, men Syner, Beskrivelser og Dom og samtidig hele Middelalderens Verdensanskuelse og Tro. Og Milton’s »Tabte Paradis« er et temmelig tørt teologisk-didaktisk Digt, og hvor der er egl. Handling (i Satans Trods), der er den saa stærk og spændende, at den bryder den episke Form: Digtet skulde være formet som »Prometheus«, »Faust«, »Manfred«. Klopstock’s »Messias« har vel Partier af Kristi Historie, der synes episke, og han efterligner da Homer, hvis Rytme han genopliver; men ellers har vi snarere en lyrisk-hymnisk Salmesang i Heksametre, og saa lidet episk, at Schiller har Ret, naar han siger, at Klopstock drager Legemet ud af alt for at forvandle det til Aand. — Men Historie har vi da? Er her ikke et Omraade for episk Digtning? Dette Stof er da ogsaa blevet benyttet (i dansk Litteratur f. Eks. Ingemann: »Valdemar den Store og hans Mænd«). Men her opstaar den Vanskelighed, at vi ogsaa har Historie som Videnskab, en Konkurrent, der træder hemmende i Vejen for den digteriske fri Omformning, og vi faar nærmest en hist. Roman i Rytmens Form, der atter møder en anden Konkurrent i den historiske Prosaroman, der ligger bedre for Tiden. — Bedre gaar det aabenbart, naar Fantasien faar Lov til at røre sig frit ɔ: i Tilknytning til det romantiske E. Efter Ariost’s Mønster lader Wieland (i »Oberon« f. Eks.) sin Fantasi frit og ironisk lege med sine Ellefolks Eventyr- og Trylleverden, Esaias Tegnèr opliver romantisk den nord. Sagaverden med Træk af moderne Følelsesliv (»Frithiofs Saga«), og mange andre følger lgn. Retninger. — Eller Forfatteren skaber et frit behandlet Verdens- og Livsbetragtningens E. og forfølger en »Helt«’s Skæbne gennem Livet saaledes, at der bliver Plads for hans Fantasi, Ironi, Humor, Skepsis ell. etiske Dom. Og denne Form har skabt saa store Digtninge som Byron’s Childe Harold og Don Juan, Lenau’s Savonarola og Paludan-Müller’s »Adam Homo«.

        Ved Siden af det alvorlige E. gaar det komiske E. Det kan fremtræde som et frit Væld af den komiske Aands Fylde som K. H. Kortum’s »Jobsiade« ell. af den humoristiske Aand som Byron’s Don Juan, der ogsaa kan nævnes her; men i Alm. fremtræder den komiske Epopé som en Parodi paa den alvorlige, saaledes som allerede i Oldtiden Batrachomyomachien, Frøernes og Musenes Krig, og i Danmark Holberg’s »Peder Paars«. Hverdagslivets smaa og smaalige Forhold og Oplevelser behandles med komisk Lune, men i det store E.’s ophøjede Tone, og Formens Kontrast med Indholdet bidrager yderligere til den komiske Virkning. (Om Dyreeposet se Dyresagn).