Saga
Saga (isl. saga, Flertal sögur). Ordet betyder egl. kun Fortælling (af samme Stamme som sige, isl. segja), Sagn, Frasagn, og kunde bruges om alle Fortællinger, ligegyldigt af hvad Art og Udstrækning de var. Fortællinger om Fortidsbegivenheder og ældre Personer var allerede i den ældste hist. Tid i Norden meget alm. Og meget tidlig opstod der Enkeltmænd, der af egen Interesse og Drift samlede en Mængde hist. Kundskaber, som de ved givne Lejligheder foredrog for en større eller mindre Kreds. Saadanne Mænd (og Kvinder) kaldtes »frode«. Tjodolf den hvinverske (i 9. Aarh.) hentyder til disse og til hist. Fortællinger. I Reglen forstaar man ved S. de paa Island skrevne hist. Fortællinger fra den litterære Tid. Om denne Litteraturs Udvikling paa Island, se i øvrigt Island, S. 577 ff. En S. handler i Reglen om en enkelt Mand, en Hovedperson, hvis Fader ell. Forfædre kortelig omtales, idet der gøres Rede for Slægtens Oprindelse, og, naar der er Tale om Islændere i Sagatiden (10.—11. Aarh.), ogsaa om dens Udvandring fra Norge og Bosættelse paa Island. S. fortæller saa om Hovedpersonen til hans Død mere ell. mindre nøjagtigt; da de mindeværdigste Begivenheder var Kampe, Rejser og Tog og forsk. Bygde-Stridigheder, er det disse, der danner Hovedindholdet af S.; Helten drives frem enten af Hævnfølelse og Hævnpligt ell. Rejselyst og Lyst til at indlægge sig Hæder og vinde Gods; hvorefter Begivenhedernes Gang i en uafbrudt Kæde følger. I S. er der i Reglen en fuldstændig, pragmatisk Sammenhæng og en konsekvent Udvikling af en Skæbnetraad gennem det hele, til Trods for at de individuelle Afvigelser inden for de enkelte S. er meget store. Nogle er romantiske Elskovshistorier dels af en usædvanlig Ynde og Tragik som Gunnlaugssaga, Kormákssaga o. fl., andre er gribende Fredløshedshistorier som Gislasaga og Grettissaga, andre handler om enkelte kraftige Personligheder, der tillige var Skjalde, som Egilssaga, Vigaglúmssaga o. s. v. Af en særegen Art og Bet. er Njálssaga; den er saa omfattende (i sin nuv. Form), at den bliver en Bygdesaga; det samme gælder S. som Eyrbyggjasaga og Laxdælasaga. De allerfleste Kongesagaer er kun de enkelte Kongers Biografier af samme Art og Indretning som Islændersagaerne. Det samme gælder Bispesagaerne. De isl. Slægtsagaer er fortrinsvis knyttede til Vest- og Nordlandet; kun nogle faa — men fortræffelige S. — hidrører fra en enkelt Egn paa Østlandet; fra Sydlandet kun et Par Stykker. Der er Formodning for, at Sagaskrivningen paa en ell. anden Maade er knyttet til de Egne, hvor der var Klostre eller Undervisningscentrer, men de er dog næppe forfattede i Klostrene selv. Forfatterne er uden Tvivl i de allerfleste Tilfælde Gejstlige, men disse stod fuldstændig paa national Grund og var i al deres Tænkemaade folkelige. Derfor har S. fuldstændig bevaret deres folkelige Karakter; den folkelige Tradition og med den den alm. naturlige, svulstløse Fortællemaade er helt igennem fremtrædende. Forfatterne maa antages at have samlet Stoffet, der uden Tvivl allerede forelaa i større ell. mindre fast formede Grupper, til et Hele; de har ikke betragtet sig som egl. Forfattere, men kun som Samlere; derfor er de allerfleste S. uden Forfatternavn. Kun sjælden har de paa ældre Tider overført deres Samtids Tilstande og Kulturenkeltheder. I det hele viser de sig velunderrettede, og S. er sikkert langt mere Historie end Roman. De ældste og bedste S. er fra 12. Aarh. og omkr. 1200. I den flg. Tid er de hyppig blevne afskrevne; herunder er de tit og ofte blevne mere ell. mindre bearbejdede, idet de ikke alene i Stil, men ogsaa m. H. t. Indhold blev forandrede, interpolerede og udvidede, enkelte Gange ogsaa forkortede. I enkelte Tilfælde gik den opr. S. til Grunde; der blev da senere (omkr. 1300) dannet en ny, men som i Troværdighed og øvrige Egenskaber stod langt tilbage for den gamle. Ogsaa blev helt ny S. skrevne til den sidstanførte Tid; saaledes har man faaet en yngre Gruppe af S., der maa betegnes som efterklassisk, og som staar midt mellem de hist. S. og de opdigtede Eventyrsagaer fra 14. Aarh. Ogsaa Overs. af fremmede hist. Værker, af gejstlige Legender o. l. kaldtes S. Se i øvrigt Island anf. St. (Litt.: P. E. Müller, »Sagabibliotek«, I—III [Kbhvn 1817—28]; Th. Möbius, »Ueber die ältere isl. Saga« [Leipzig 1852]; B. Döring, »Bemerkungen über Typus u. Stil der isl. S.« [Leipzig 1877]; K. Maurer, »Ueber die Ausdrücke o. s. v.« [München 1867]; A. Gjessing, »Kongesagaens Fremvækst«, I—II [Oslo 1873, 1876]; R. Heinzel, »Beschreibung der isl. S.« [Wien 1881]; A. U. Bååth, »Studier öfver Kompositionen i några isl. ättsagor« [Lund 1885]; R. Meissner, »Strengleikar« [1902]; endvidere de litteraturhistoriske Samlingsværker og de der anførte Skr).