Ballade

        Ballade (og Romance). Ved B. og Romance forstaar vi den lyriske Digtning, der væsentlig hviler paa et Handlingsbillede, en Begivenhed ell. et ydre Skæbneforløb, men saaledes, at det er den Følelse ell. Stemning, som Handlingen ell. Begivenheden har vakt, der er Sangens egl. Motiv og Indhold, og Handlingen o. s. v. det poetisk anvendte Middel til at udløse Stemningen. Begge Begreber betegner altsaa en episk farvet Lyrik, men Ordenes Hist. har uvilkaarlig fremkaldt en Nuanceforskel mellem dem. B. (ital. ballata af ballare, danse) var i Italien opr., siden 12. Aarh., Navnet paa et lille, rent lyrisk Digt, i Reglen af erotisk Indhold og opr. sunget og ledsaget af Dans. Ogsaa Petrarca og Dante digtede saadanne B. Beslægtede med dem var de fr. ballades, smaa lyriske Digte, der i Reglen bestod af tre Strofer med Omkvæd. Over Frankrig kom Navnet til England og Skotland og blev her benyttet som Betegnelse for de talrige episk-lyriske Folkesange, der mest behandlede Stoffer fra Helteverdenen som oftest i en mørk og tragisk, fantastisk og eventyrlig Tone (samlede af Percy som Reliquis of ancient English poetry [1765], og Udgave af A. Schröer [Heilbrunn 1889]). Efter dette Forbillede udformede den tyske B. sig i Slutn. af 18. Aarh. (Bürger, Goethe og Schiller, senere Uhland og Heine), og den danske særlig ved Oehlenschläger og en Mængde andre nord. Digtere. Behandlingen svarer væsentlig til den ovenfor givne Definition. Ser vi paa saadanne Digte som Goethe’s »Der Fischer« og »Erlkönig« ell. paa en skotsk Folkevise som »Williams Aand« (i »engelske og skotske Folkeviser«, fordanskede af Svend Grundtvig [Kbhvn 1846]) ell. paa en dansk som »Aage og Else«, opdager vi straks, at Hovedinteressen hviler paa Fremstillingen af Stemningen, og at Handlingen og Begivenhederne kun er Middel til at gengive denne, og saaledes i det hele med Folkevisen (s. d.). Havde man nu kun haft eet Navn for denne episk farvede Lyrik, hvis lyriske Indhold var givet i Fortællingens Form, var megen Strid i Æstetikken undgaaet. Men uheldigvis havde man eet Navn til: Romancen. Den var opr. Betegnelsen for den sp. lyrisk-episke Digtning i Folketonen, der med naiv Simpelhed behandlede sin Genstand saa objektivt som muligt, men dog med sydlandsk Lidenskabelighed og fremtraadte i en Flerhed af Former. Medens Franskmændene brugte Navnet som Betegnelse for en rent lyrisk Art af Kærlighedsdigtning, benyttede Englænderne det som Udtryk for større Ridderdigte og Romaner, medens de episk-lyrisk Digte kaldtes B. Navnet Romance er altsaa tvetydigt, og Tyskerne og vi er mest tilbøjelige til at bruge Romance og B. i Flæng. Men da der nu dog var to Ord, fik tyske Æstetikere den ikke altid heldige Idé, at der til to Ord ogsaa maatte svare to Begreber, og søgte at hævde en Begrebsforskel mellem dem. En skarp Afgrænsning er imidlertid uigennemførlig, idet Grænsen er flydende; men vil man gøre Forskel, kan man ved B. forstaa den mere subjektive Part af den episk farvede Lyrik, altsaa den (episk-) lyriske Sang, i hvilken Stemningstonen og den syngelige Form er fremherskende, og Begivenheden løst og springende skitseret og stærkt stemningsbevæget, som alm. i Folkevisen, ved Romance derimod den mere objektive Part, den episk-lyriske Blandingsart, i hvilken Interessen for Kolorit og Skildring har ført til en bredere Udførelse af Handlingsbilledet, og som altsaa nærmer sig til en mere episk Tone.

        Ved denne Overgang fra B. til Romancens mere objektive Behandling staar vi ved den episke Digtnings Udspring; den Sang, der betegnes ved Navnene B. og Romance, er ældre end Navnene. Ogsaa Eposet har en lyrisk Oprindelse; thi, idet Sangen følger Daaden, er det ikke Interessen ved den objektive Betragtning, men Sindets subjektive Grebethed, Sindsbevægelsen, Følelsen, Stemningen, der lægger Sangens Tone paa Læben. Opr., medens Handlingen ell. Begivenheden er i frisk, stemningsbevæget Minde, vil Tyngdepunktet i Sangen være Stemningen, og den løst skitserede Handling vil være Midlet til at bære den ɔ: B. Men har nu Tiden udslettet hin opr. stærke Sindsbevægelse, vil Interessen flytte sig over paa Handlingen, der nu udføres i et bredere Billede (Romancen), og til sidst vil den plastiske Udformning af fl. Handlinger blive Maalet for Omdigteren, og den episke Digtning, der fremstiller en Handling i Fortællingens Form, træder frem. Gl. Sange af beslægtet Indhold samles i Sangkredse, nyt bliver sunget til, nu ogsaa i mere episk Retning, og sker det saa, at der efter en lang Udvikling opstaar en mægtig Sangens Heros som f. Eks. Homer, en stor Rapsodist, en Mester i at sammenføje Sangene til et Hele, hvoraf jo ogsaa meget kan være saaledes digtet og omdigtet af ham, at det opstaar som noget nyt, bliver han Bærer af det hele. Det er sikkert nok B. og Romance, der har været Forløbere for de homeriske Digte, Nibelungenlied og Cid.

        Ønsker man en Inddeling af den episk farvede Lyrik, kan man f. Eks. rent æstetisk som Inddelingsgrund vælge, hvad Stemningen hviler paa, om den hviler paa et virkeligt Handlingsbillede (som f. Eks. Oehlenschläger’s »Hakon Jarl« o. fl., Aarestrup’s »Fjeldspringet«, Bagger’s »Den engelske Kaptajn«), paa stemningsfulde, rystende Begivenheder af temmelig ydre Art (som Oehlenschläger’s »Jurabjerget« o. fl. af Ingemann) ell. mere tragisk betonet paa et Skæbneforløb (som Ewald’s »Liden Gunver«, Hertz’ »Troubadouren«, Chr. Winther’s »Vaabendragerens Ed«, Hauch’s »Prinsessen af Engelland«). Hvad den ydre Form angaar, vil man finde, at den i Alm. er betegnet ved et jævnt Ordvalg, simpel Sætningsbygning og en Rytme, der passer for den paa een Gang lyriske og handlingsfremstillende Stil: det jambiske Dimeter, Nibelungenverset, Hildebrandsstrofen, Kæmpeviseverset, og kun afviger derfra, naar Stemningen er særlig lyrisk ell. tankemættet. Stemningen hviler jo paa Handlingen, og Retorik og egl. Billedlighed er overflødig. Vi finder her Digte, som. f. Eks. Welhaven’s »Koll med Bilen«, i hvilke Billedlighed slet ikke anvendes, og hvor Virkningen altsaa ene beror paa de givne Forestillinger (Handlingsbilleder o. s. v.) og Rytme + Rim. Selvfølgelig er der Forskel efter Digterens Naturel. Oehlenschläger indleder ofte Romancen med et Naturbillede for at anslaa Stemningen og spænde til Forventning (»De Nætter ruge saa lange, saa sorte«), og Tegnér broderer Romancecyclen »Frithiofs Saga« med et rigt og glimrende Væv af Billeder.

        Det er forstaaeligt, at Tvetydigheden i Grænserne mellem B. og Romance har afsat sig tydelige Spor i de forsk. Samlinger; under Titlen Romancesamling (f. Eks. »Danske Romanzer, hundrede og ti«, samlede og udgivne af Chr. Winther [3. Udg. Kbhvn 1851], og »Romancer af danske Digtere«, udgivne af H. P. Holst [Kbhvn 1865]) har man selvfølgelig samlet baade B. og Romancer, men været uklar over deres Afgrænsning respektive mod den rene Lyrik og den episke Digtning. Paa den ene Side har B.’s lyrisk-subjektive Tone ført til, at man har optaget rent lyriske Digte, og paa den anden Side har Romancens mere objektive mod den episke Digtning vendte Stilling ført til Optagelse af rent episk-fortællende Digte. Jfr. Cl. Wilkens, »Poesien. En Fremstilling af Poetikken paa psykologisk Grundlag« (Kbhvn 1893). (Litt.: Henze, »Romanze und B.« [2. Del, Warburg 1878—79]; Goldschmidt, »Die deutsche B.« [Hamburg 1891]; Chevalier, »Zur Poetik der B.« [Leipzig 1891]). Cl. W.

        I Musikken benyttes Benævnelsen B. naturligvis først og fremmest om den mus. Komposition af saadanne Digtninge, der ovenfor er karakteriserede som B. Medens Komponisterne opr. indskrænkede sig til at anvende samme Melodi og Ledsagelse paa alle Stroferne og saaledes, uden at indlade sig paa en mus. Karakteristik af Enkelthederne, kun søgte at give et samlet Stemningsindtryk, fremtræder B. i sin egl. Skikkelse i gennemkomponeret Form, som oftest for en enkelt Sangstemme med Klaverell. Orkesterledsagelse. Denne Form for B. har en typisk Repræsentant i den tyske Sangkomponist Karl Löwe; men i øvrigt har ogsaa Schumann, Ad. Jensen o. fl. ydet vægtige Bidrag til denne Gren af Sanglitteraturen. Uden for Vokalmusikken benyttes Benævnelsen B. ogsaa om rene Instrumentalstykker af fortællende Karakter, med et snart episk-lyrisk, snart dramatisk bevæget Indhold. Man har saaledes B. saavel for Klaver (Chopin) og Violin som for Orkester.