Christian Falster (1690–1752)

Falster, Christian, 1690–1752, Filolog og Digter, er født i. Jan. 1690 i Branderslev paa Laaland, hvor Faderen, Christen F., som allerede døde 1695, den Gang var Præst. Moderen, Marie Pedersdatter Staal, holdt F. i Skole i Nykjøbing, hvorfra han 1708 blev Student, men kun for næste Aar at vende tilbage til Skolen som Hører og Kantor. 1712 kaldtes han til Konrektor i Ribe, blev 2 Aar efter Magister og vandt efterhaanden Ry som Filolog og Skolemand, i det han bragte den forfaldne Skole i en fortrinlig Orden og styrede den med en paa den Tid sjælden Blanding af Fasthed og Humanitet. Efter 1723 at være bleven Rektor fik han opført en ny Skolebygning, samlet et Bibliothek osv., og han forlod aldrig sin Skole, men afslog baade 1719 og 1732 Tilbud om Ansættelse ved Universitetet, fordi kun Theologien der var i nogen Anseelse, og han ikke vilde nødes til at skifte Fag for at opnaa højere Lønning. Heller ikke vilde han overtage det rigt aflagte Rektorat ved Roskilde Skole, som næsten var i Opløsning. Hans eget Embede var imidlertid meget ringe, og kun med Møje opnaaede han at faa Konrektoratets Lønning slaaet sammen dermed; Traditionen om, at hans egen Biskop, Lejlighedsdigteren Laurids Thura, her skulde have modarbejdet ham, synes dog ugrundet.

1717 havde F. indgaaet et lykkeligt, men barnløst Ægteskab med Datteren af Handelsmand Jens Baggesen i Ribe, Margrethe B., som overlevede ham i 37. Aar og døde 1789, 97 Aar gammel. Den joviale og nøjsomme Mand følte sig tilfreds med sin beskedne Stilling og sit virksomme Liv i Ribe, hvor han udfyldte sin Fritid med Musik og livlig Selskabelighed, men tillige ved Siden af sin Skolegjerning udfoldede en betydelig videnskabelig og digterisk Produktion samt underholdt omfattende Forbindelser med ansete Mænd inden- og udenlands, bl. a. med den hollandske Filolog Havercamp, hvorom hans store, til Dels utrykte Brevsamling bærer Vidne. Skjønt han selv aldrig rejste, nød han Ry i Udlandet og udgav de fleste af sine filologiske Skrifter i Tyskland og Holland. Paafaldende tidlig standsede imidlertid hans litterære Virksomhed, og i de sidste 20 Aar før sin Død (af Vattersot, 24. Okt. 1752) skrev og udgav han saa godt som intet. Det er ikke ganske klart, om Grunden hertil nærmest er at søge i Skuffelsen over, at hans filologiske Hovedværk ingen Forlægger kunde finde, eller i Trykket af den under Christian VI raadende pietistiske Stemning, mod hvilken F.s i Satirerne og «Amoenitates philologicæ» udtalte frie Meninger stødte stærkt an, og som nu trængte ind ved hans egen Skole og voldte ham Bryderi. Der er Spor af, at han har været mindre vel set paa højere Steder; saaledes blev der i 1732 nægtet ham Tilladelse til at gjøre en Udenlandsrejse. Man har vel næppe syntes om hans gjentagne Afslag af al Forfremmelse, og paa den anden Side var han i sin egen Virkekreds en myndig og selvbevidst Mand, der oftere kom i Strid med sin umiddelbare foresatte, Thuras Efterfølger Biskop Anchersen, og derved tildrog sig forskjellige Ubehageligheder.

I digterisk Evne staar F. vistnok lige saa langt tilbage for sin store samtidige, Holberg, som han i Lærdom overgaar ham; men hvad der i Tidens Litteratur giver ham Plads umiddelbart efter hin, er en den Gang sjælden Aandfuldhed og Frisindethed, der præger ej blot Satirerne, men ogsaa flere af de filologiske Skrifter, især «Amoenitates», som i mange Henseender kan sammenstilles med Holbergs Epistler. F.s Digtning udgik aabenbart fra hans filologiske Studier; allerede som Hører i Nykjøbing oversatte han paa Vers Ovids Klagebreve, der dog først udkom 1719, sandsynligvis omtrent samtidig med den rimede Bearbejdelse af Juvenals 14. Satire, om Børnetugt (findes nu kun i en Udg. 1731). Denne førte ham atter til selvstændige Forsøg i samme Digtart, formodentlig siden 1720. Hans fleste Satirer udkom 1721–22, enkelte 1730–39 (42?), alle trykte enkeltvis og anonymt, saa at det har haft sine Vanskeligheder at fastslaa Omfanget af F.s danske Forfatterskab. Satirerne ere: «Disse Tiders onde Optugtelse», «Daarers alamodiske Leveregler», «Den daarlige Udenlandsrejse», «Den utidige Rangsyge», «Den uforsvarlige Rekommendation», «Det daarlige Giftermaal», «Betænkning om Frieri og Giftermaal» (der dog mere har Præg af et temmelig udtværet Læredigt end af Satire), «Gjerrigheds Afmaling», «Verden som et Dolhus», «Den latinske Skriverstue» og «Om falske Venner», hvilken sidste F. indsendte som Besvarelse af Holbergs 3. Prisopgave 1739. De modtoges med stort Bifald og oplevede næsten alle i kort Tid flere, indtil 5 Oplag. Andr. Hojer i «Nova lit.» 1721 og Alb. Thura i «Idea hist. lit. Danorum» 1723 roste nogle af de første som uskyldige og frie for personlige Hentydninger, aabenbart paa Holbergs Bekostning. Holberg selv indrømmer i Fortalen til Skjæmtedigtene gjærne dette, men hævder paa den anden Side, at ingen kan undgaa Beskyldning for at sigte paa Personer, naar han vil satirisere i Karakterskildringer og under danske brugelige Navne. Han approberer ingenlunde «Juvenals eller deslige Poeters Morosité, der dræbe Folk med gammel Postilmorale og locis communibus», nemlig Ivren mod nye Moder i Dragt og Levemaade og mod de Fejl, som gaa i Svang blandt rige og fornemme Folk, og som Mængden derfor gjærne ser gjennemheglede.

Holberg betegner her tydelig nok F. som Repræsentant for den ældre, generelt moraliserende Satire, rettet mod Fejl og Laster i al Almindelighed og mod de nye Moder og Noder, til Forsvar for gammeldags Tugt og Ærbarhed. Virkelig er det ogsaa denne ældre, nationale Retning, der for sidste Gang blomstrer op i F., netop samtidig med at hans Bysbarn, Præsidenten i Ribe Carsten Worm, 1718–27 indførte nyevropæiske Mønstre ved Oversættelsen af Boileaus Satirer, og at Holberg begyndte den selvstændigere Tilegnelse af disse Mønstre med «Peder Paars» 1719 og Skjæmtedigtene 1722. Holberg stiller sig altsaa, modsat af F., væsentlig paa det nyes, den indtrængende almenevropæiske Kulturs Side, og med rette kan han fremhæve sin Satire som mere individualiserende Virkelighedsdigtning og derfor lettere udsat for at vække Uvilje. F. fulgte som vore ældre Satirikere ingen andre fremmede Forbilleder end Klassikerne, især Juvenal, og naar han af og til minder om Lauremberg og andre tyske Digtere, især sin lidt ældre samtidige Benj. Neukirch, maa Grunden nærmest søges i de fælles Mønstre og de fælles Æmner. Men den gammeldags Satire optraadte hos ham i forædlet Form, hverken plump eller kjedelig, skjønt han nok har noget af dens snaksomme Vidtløftighed. Besidder han end ikke Holbergs slagfærdige Vid, og kan man, især i Begyndelsen af hans Virksomhed, ikke frikjende ham for en noget Juvenalsk «Morosité» og Bitterhed, saa savner han dog hverken Lune eller Evne til psykologisk Karakterskildring. Ogsaa han vælger sine Æmner i Samtidens Liv og har dem derfor ofte til fælles med Holberg, om han end udfører dem mindre livfuldt realistisk. I formel Henseende er F.s Tilbagevenden til det ældre, den Bordingske firfodede Jambe, ubetinget at foretrække for Holbergs Alexandrinere, hvor disse ikke ligefrem ere anlagte paa at virke parodisk som i «Peder Paars».

F.s talrige Lejlighedsvers hæve sig derimod ikke over Samtidens Gjennemsnitsmaal, hvad enten han i «Castrum doloris» besynger hele «Kong Frederik IV’s højst priselige Regering», eller han ansøger paa Vers, lykønsker kongelige og andre højt staaende Personer til Fødsels- og Mærkedage eller ledsager dem til deres sidste Hvilested. Kun den Del af Lejlighedsdigtene, der knytter sig til hans egen Livsgjerning, rimede Taler og Taksigelser ved Skolehøjtider, har nogen personlig og biografisk Interesse, især maaske hans «Brudevers til sit eget Bryllup med Riber Domskole» ved Rektorindsættelsen 1723.