L. B. Salutem.
Her haver I, kiere Læser! 4 Satyras, af hvilke den første handler om det menneskelige Kiøns Ondskab og Urimeligheder udi Almindelighed, dediceret til en Magister, for derudi at imitere Boileau, som skrev den store Satire: De tous les animaux, qui s’elevent dans l’air, til en opdigted Doctor af Sorbonne. Den anden commenterer over en særdeeles Menneskelig Lyde, hvoraf den gamle Poet Horatius beleer Sangeren Tigellium. Den tredje er en Crisis over Peder Paarses Historie, hvorudi svares mestendeels til de Objectioner, som giøres mod Poesien udi nogle smaa udstrøede Satiriske Vers. Den fierde Satyra er en Imitation af Juvenalis Satyra sexta, men bygget paa andre Fundamenter; thi jeg raader med ham hverken fra Ægteskab, eller laster Qvinde-Kiøn; jeg laster ikkun en halvfierdsindstyve Aars gammel Karl, der tager en ung Pige, og en gammel Kierling, der gifter sig med en ung Dreng. Dette er Indholden af disse Satyris, hvilke jeg haaber ere saa uskyldige og generale, at ingen kand støde sig paa dem. Jeg kand ogsaa sancte vidne, at mit Øyemerke ikke haver været andet, end at skaffe ved mine Poetiske Skrifter vores Sprog nogen Anseelse, og, langt fra at sigte paa nogen i Særdeleshed, jeg heller derimod haver dreyet adskillige Characterer om, naar jeg haver eftertænket, at, maaskee en eller anden kunde torqvere dem paa sig, ja svækket Forcen af Satiren, og opofret mangen god Concept for den Aarsag. Udi den sidste Bog af Peder Paarses Historie tilstaaer jeg dog candide at have skiemtet med nogle Personer, men, efter at man havde eftertrykket mine Skrifter, efter at man havde uddeelt smaa trykte Pasqviller imod mig gandske uforskyldt. Vel er sandt, at jeg havde giort bedre, at foragte saadant, og at tie dertil; Men det er saa vanskeligt at philosophere; thi tager man mod eet Ørefigen, maa man lave sig paa nye til fleere. Jeg haver derfor derudi ageret defensive, saa vel som udi faa andre Stridigheder, jeg haver haft; thi ingen kand bevise, at jeg forsætlig har offenderet nogen; thi omendskiønt at adskillige af mig givne Characterer kand appliceres paa een og anden, saa følger dog deraf ikke, at man haver haft nogen i Sigte. Hvor caute og forsigteligen man vil skrive en Comoedie, saa undgaaer man dog aldrig saadanne Censures, og vil jeg forbinde mig til at trække samme Applicationer af Plauti og Aristophanis Comoedier, som af Peder Paars, omendskiønt de ere skrevne for nogle 1000 Aar siden, og derfor ikke kundet have sigte paa nogen Borger i Kiøbenhavn. Den eneste, jeg forsætlig skiemter med, er mig selv, hvilket ingen kand fortryde paa, uden jeg selv. Desforuden, naar jeg laster Menneskets Daarlighed, glemmer jeg ikke min egen, naar jeg leer af andre, leer jeg af mig selv. Man siger vel, naar en laster Mennesker, at Personen, som taler, exciperer sig selv; at, naar Epimenides kalder de Cretenser Løgnere, han dog selv kand være sandrue; men jeg forlanger det Privilegium ey. Jeg finder hos mig selv mange Feyl, og de Dyder, man tillegger mig, lidet solide. Jeg lever indgetogen og regulier, fordi jeg kand ikke leve vellystig, ligesom den, der aldrig spillede, fordi han aldrig havde Penge; Jeg drikker ikkun Vand, fordi jeg taaler ikke at drikke Viin; Jeg philosopherer, naar jeg haver liden Helbrede; er kied af Verden, naar hun er kied af mig: saa at min Philosophie og mine Dyder ingensteds haver hiemme. Jeg finder derimod hos mig adskillige solide Feyl, som man kunde giøre smukke Comoedier over, omendskiønt, hvis jeg havde været meere doven, og gravet mit Pund i Jorden, man, maaskee, havde citeret mig blant de skikkelige Folk her i Staden. Men Folk maa af mine Skrifter giøre sig saadan Idee om min Person, som de lyste, nok er det mig, at saadant aldrig haver nagget min Samvittighed, hvor vel jeg ofte haver græmmet mig over Bagateller. Man kunde vel spørge mig: Efterdi du haver Gaver til Poesie, hvorfor skriver du ikke heller Vers, som ere Folk behagelige? Jeg svarer dertil: At een, der vil og kand præstere noget in literis, bør bøde paa det som meest fattes. Af Epitaphier, Bryllups-Vers, Panegyriqver have vi her udi Landet saadan Overflod, at en Poet kand frit udskrive den anden, uden at nogen skal kunde merke det. Men af Moralske Vers haver man tilforn seet faa eller ingen af vore Skribentere. Jeg kand rose mig af at have brudt Isen til adskillige andre smukke Vers, som nyeligen udi de Materier ere komne for Lyset, og som læses af Folk med Behag og Opbyggelse. Jeg vilde kun ønske, at enhver saaledes vilde blive ved Generalia, og moralisere kun for at moralisere, og ikke anvende deres Pund paa det, som er usømmeligt og forbudet, og gaae saaledes over de rette Grændser, at det bliver ikke nyttige Satirer meer, men Skandskrifter. Mig er i en Hast en poetisk Raptus overkommen, som ogsaa i en Hast vil forlade mig, og kand jeg meget vel undskyldes, om jeg ikke skriver flere Vers, endeel, efterdi jeg paa to Aars Tid haver skrevet nogle tusinde Stropher, endeel og, efterdi moxen hvert Blad koster mig en dygtig Hoved-Pine og tolv Skilling udi Café, at jage den paa Dør med.
Den gode Mand, der trykker de lærde Aviser, meener, at jeg skriver [mine Vers] for fortiene Penge, men jeg kand forsikkre ham og alle, der ere af de Tanker, at han ved deres Eftertrykning har fortient meere derved end jeg, og at min egen Profit der ved er saa ringe, at den ikke svarer til den tiende Deel af Arbeydet; Thi jeg vil heller skrive en stor Foliant broderet med Citationer, end en Peder Paars igien. Den gode Mand haver sin Lyst af at giøre mig vred, indbildende sig„ saasom jeg er noget hidsig, at jeg engang skal forløbe mig mod ham; men han skal ikke faae den Glæde. Thi han maa dadle saa meget mine Vers, og sætte saa stor Priis paa sin Vens, som ham lyster, herefter, ingen af Deelene skal anfægte mig; thi vi blive begge ikke bedre eller værre Poeter derfor. Jeg er selv derforuden en af dennem, der rose den gode Vens Poetiske Skrifter, og tilstaaer gierne, at hans Vers ere honnete og uskyldige; men lad ham eller nogen anden forsøge at skrive et Poema fuld af allehaande slags Characteres og Danske brugelige Navne, og see saa til, om de have bedre Skiebne, besynderlig hos gemeene Folk, der ikke endnu ere vante til at læse saadant paa Dansk, og derfor, naar de finde deres Fornavne ved en Character, som kand passe sig paa dem, blive strax allarmerede. Jeg klager dog herudi ikke over Nationen, thi haver jeg fundet Fortrydelse hos faa, saa haver jeg derimod fundet Yndest hos de fleste, og Protection af Publico, hvilket fornemmelig haver drevet mig til at fortsætte mit Poema, skiønt jeg altid haver staaet færdig ved mindste Erindring og Nik at afbryde det. Men, langt fra at Publicum har fundet mig at misbruge den Faveur, tvert imod de fleeste haver holdet for, at jeg udi min Continuation haver heller svækket end skierpet Satiren, hvilket og er sandt. Thi udi mine Skrifter er heller lystig Skiemt end Medisance; Thi jeg haver aldrig kundet approbere Juvenalis eller deslige Poeters Morosité, der dræbe Folk med gammel Postil-Morale og Locis communibus, der fordømme Fruentimmeret, fordi det drikker Thee eller Café, gaaer paa Comoedier, bruger anden Klæde-Dragt end den gamle Verden etc., eller Mandfolk, fordi de spille Kort eller drikke sig et Ruus iblant. Derfor finder gemeene Folk (tvert imod Nouvellistens Sigelse) ikke den Behag udi mine Skrifter, som andre, efterdi de ville have alleene de Laster afmalede, som gaae udi Svang blant rige og fornemme Folk, og de Vellyster igiennemheylede, som de selv formedelst deres Fattigdom ikke kand øve. Jeg haver kun denne gang bedet Monsr. Just Justesen, at besvare Nouvellistens sidste Critiqve med største Koldsindighed; Og forsikkrer, at han aldrig skal være mægtig til at giøre mig vred oftere; Thi jeg er (min Troe) gandske kied af at skrive fleere Apologier.
Callundborg, d. 12 Jan. 1722.
Hans Mikkelsen.