Ludvig Holberg (1684–1754)

Tænk ikke Læser! mit Forsæt er at giøre Commentarier over det Ord Satyra, at

examinere hvoraf Ordet har sin Oprindelse, om det kommer af de saa kaldte Satyris, som vi kalde Skov-Trolde, eller om det kommer af Lance Satyra, til hvis

Beviis jeg maatte citere det lærde Vers:

                                    Lancibus & pandis fumantia reddimus exta &c.

som Commentatores gierne ride paa, item, om det haver sin Oprindelse af et slags gamle Pølser, kaldet Satyræ, og giøre derved en brav lærd Mand, som Varro, Uroe for dets Skyld i hans Grav, ved at stevne ham til Beviis. Tænk heller ikke, at jeg vil tale om Satyrarum første Brug, og give en Liste paa Satyricos fra Livio Andronico indtil disse Tider; thi man skulde i saa Maade tænke, at jeg var en lærd Mand, hvilket skulde giøre mig ondt. Ney, jeg vil alt saadant forbigaae, og alleene tale om, hvad Satyrici, som gemeene Folk hos os have saa selsomme Tanker om, ere for Dyr. Autor til de saa kaldte Nova Literaria synes at holde dem for Skov-Trolde med krumme Næser, Fødder som Bukke eller Gedder, og Horn udi Panden, naar han siger:

                                  Satyros dicam an Satyricos!

Indbyggerne udi Nye-Boder der imod holde for, at det ere onde, men dog Mennesker, som skrive Skandskrifte, og neppe kand blive salige. Men Folk udi store Gader holde dem for vittige og honnete Borgere udi en Societet, udi hvilken Tanke jeg Just Justesen Philosophiæ Baccalaureus ogsaa er.

          Jeg meener uforgribeligen, omendskiønt det er noget paradox, at kunde bestyrke min Meening noget deraf, efterdi det slags Folk have mange Fiender; Thi som de fleeste Mennesker udi Verden ere enten onde eller uriimelige, saa finde og de fleeste ikke deres Regning ved, at der ere Satyrici til i Verden, som male dem af med rette Farve. Derfor heeder blant Tigellios Horatius en ond Mand, iblant Parides Juvenalis, blant Cotins Des Spreaux.

          Men der ere mange Maader at satyrisere paa; nogle tale reent af Skiægget, som Lucilius, Juvenalis, Aristophanes og andre, kalde en Nar en Nar, en Drukkenboldt en Drukkenboldt, en Uretferdig Uretferdig. Andre dræbe paa en subtil Maade, som, for Exempel, naar Hans Mikkelsen roser Christen Stork saaledes:

                    Dog kunde man tidt see, han var et ærlig Blod;

                    Thi han med Folkes Gods sig eene nøye lod.

                    Han fra forfulgte Folk kun Penge tog, ey Ære.

                    De kand sig, sagde han, med Gud og Æren nære.

Om de sidste slags Satires raisonnerer den Franske Satyricus saaledes:

                    Voilà jouer d’adresse & médire avec art,

                    Et c’est avec respect enfoncer le poignard.

          Nogle undsee sig ikke, at nævne de urimelige Personer, de sigte paa; Hvilket andre Satyrici ingenlunde holde forsvarligt, og derfor agte Boileaux Apologie meer ziirlig end grundig. Nogle nævne ingen Personer, afrisse og straffe alleene Lyder, andre sigte vel til samme Maal, men for at giøre deres Verk meere uskyldigt, sammenskrive Historier og Comoedier, hvorudi forestilles urimelige Personer, under hvis Navne Feyl og Lyder straffes. Udi saadanne Comoedier eller Historier afmales enten en vis Nations eller Societets Feyl, saasom udi den anseelige Engelske Comoedie, kaldet Sir Politick, afrisses de Venetianers Genie, udi St. Euvremonts, kaldet Les Academiciens, censureres det saa kaldte Academie Francoise.

          Eller udi Comoedier sigtes paa intet Land eller Societet udi Særdeleshed, men skiemtes med heele Verden udi Almindelighed. Saaledes er den Engelske Ben Johnsens og Molieres Comoedier, item Hans Mikkelsens Heroiske Poema de honneteste og uskyldigste Satires, eftersom de straffe og divertere tillige, censurere ikke eet, men alle Feyl, ikke et Lands, men det heele Menneskelige Kiøns. Men, som det er den honneteste Skrive-Maade, er det ikke derfor den sikreste; thi omendskiønt Satyricus skyder udi Fleng, synes han dog at sigte paa nogen udi sær; Thi jeg er vis paa, at om Hans Mikkelsens Poema var oversat paa Persisk, skulde mange Borgere udi Ispahan sværge paa, at det var sigtet paa dem. Hvorledes derfor man indretter Satires, saa faaer man Fiender derved.

          Nu skulde vel nogen spørge, hvortil tiene dog saadanne Satires? Mon ikke Verden altid bliver den samme? Men en Satyricus kunde svare dertil: Hvorfor prædikes der udi Kirkerne, efterdi man dog seer, at Mennesker altid ere lige ugudelige? Jeg tilstaaer vel, at man ikke kand merke nogen Verdens Forbedring derved. Men det er et Spørgsmaal, om Verden ikke blev endda verre end den er, hvis ikke vare visse Folk til, der kunde nogenledes opbygge, hvad Flatteurs og Øyenskalke nedbryde; Hine læge Saaret, de andre rive Plasteret af igien; hine ruinere sig selv, for at rette andre, disse ruinere andre, for at ophøye sig selv; hine ere ubehagelige, efterdi de ligesom Doctores iskienke beeske, omendskiønt sunde Draaber, disse ere behagelige, efterdi de flattere de Syges Gout, iskienke for dem søde, omendskiønt skadelige Drikke; hine synes at være onde Mennesker, disse ere; hine synes at være det menneskelige Kiøns afsagde Fiender, men ere dets Venner, disse synes at være det menneskelige Kiøns Venner, men ere det afsagde Fiender.

          Hvad Hans Mikkelsens Øyemerke haver været med hans Satires, haver han givet tilkiende Sat. 3. med disse Ord.

                                For Folk ey eene, men og Sproget at polere.

          Det staaer mig ikke an, saasom jeg er ham paarørende, at rose hans Skrifter. Fornuftige Folk tilstaae, at hans Heroiske Poema for Inventionens skyld alleene bør at agtes; Verket er vitløftig, og dog fast ingen Linie forgieves, Characterene mange, men fast alle rare, Satiren haver største Force, hvor den synes alleene at være skreven for at lee. Det eeneste, som end de, der ophøye samme Poema, have derpaa at sige, er, at der findes nogle frie Expressioner, som stride mod det Danske Sprogs Ærbarhed. Saadanne Expressioner kaldes ublue hos os, som dog heede Naivetés hos andre; ligesom en Kys heeder Løsagtighed i Spanien, men en Hilsen hos Franske og Engelske. Den affecterede Peenhed hos os synes endnu at være nogle af Medii Ævi Levninger. Udi min Barndom holdtes det u-anstændigt for et Fruentimmer, at hilse en ung Karl paa Gaden, nu der imod holdes det for en Grovhed, om de saadant ikke giøre, og haaber jeg, at om hundrede Aar vore Efterkommere vil lee deres Mave i tu, naar de høre, at Folk udi disse Tider brugte saadanne Expressioner: med Permission mine Strømper, med Tugt at sige mine Hosebaand, med Forlov mit Skiørt, for høvske Ørne jeg tog en reen Skiorte, mine Skoe paa; hvilket vilde komme dem ligesaa underligt for, som Folk udi vore Tider, om man nu sagde, salva reverentia min Sye-Pige, min Skredder, min Skoemager.

          Hvad de andre Satires angaaer, da haver den gemeene Mand ikke vildet kiøbe de to første, thi Materierne ere dem for høye og uforstaaelige, ja hver Linie fast paradox. Den Satire kaldet Democritus og Heraclitus er skreven med saadan Force, og det menneskelige Kiøn med saadan Bitterhed rediculered, som jeg tør vove mig at sigeudi ingen af det slags Skrifter. Tigellii Apologie er en særdeeles rar Materie, som ikke handler om Excessu og Defectu, hvilket er gemeent, men om Menneskets Bizarrerie, og hvorledes alting circulerer, indtil det kommer i forrige Stand, saasom dets Genie er at poussere fornødne Reformationer saavidt, at Medicinen bliver verre, end Sygdommen. De fleeste Stropher ere skrevne med saadan Korthed og Eftertænkelighed, at de kand passere for smukke Epigrammata; Poesien og Ortographien ere satte saaledes paa Skruer udi dem alle, at de ere à l’epreuve de Critique. Udi det lidet Vers for i Bogen ere indførte alle de Feyl, som begaaes af Poeter, og er en særdeeles Concept, som jeg veed ingen er faldet paa.

          Dette u-anseet kaldes udi vore publiqve Tidender, som skrives Fremmede til Underretning, saadant gemene Skrifter, og Autores dertil afmales som Satyri eller Skov-Trolde. Ligesom vor Nation ikke kand underkastes nok andres Medisance, uden at vi selv skal hielpe til at befordre den.

          Hvis Nouvellisten udi et andet Skrift havde criticeret saaledes, skulde jeg aldrig have dyppet Pen i Blek, for at besvare saadan Censure, men, saasom det skeer udi publiqve Tidender, som skrives Fremmede til Underretning, vil jeg med Flid examinere hans Crisin, hvorudi jeg finder fornemmelig 4 Poster, som kand give et lystigt Hoved en frugtbar Materie at exercere sig paa. Angaaende den første — dog naar jeg ret tænker mig om, saa er det ikke Umagen værd. Jeg vil derfor afbryde, og slutte med en liden Formaning til Nouvellisten, at han herefter lader sig nøye med at recensere Bøger, og ikke censurerer meer paa saadan haard Maade, (1) efterdi han selv derved ruinerer sin egen Handel; thi Folk begynde allerede at kalde de Penge, som fordres for Aviser, Mestermands Penge, og skytte ikke meer om, at faae Hugg og give Penge til; (2) Efterdi det er aldeeles ufornøden at criticere Bøger her udi Landet, hvor Folkes Sygdom er heller at skrive for lidet end for meget; thi at fælde skarp Censur over Bøger, kand kaldes en Medicin paa visse Steder, men en Gift paa andre; thi en Doctor kand ikke bruge saadanne Medicamenter udi Norge, som man bruger udi China, ligesom en Prædiken, der er giort udi Paris mod Vellyst, Heste og Vogne, kand ikke passe sig udi Island; (3) Efterdi det er meere sensible her udi Landet for en Autor, som af alle sine Landsmænd er bekiendt, at lide saadant, end paa visse vidtløftige Steder, hvor formedelst Skribenternes Mængde saadant ikke er saa føleligt. Jeg siger dette ikke for Hans Mikkelsens skyld, saasom man kand see, at det, som er skrevet om ham, er kun af Animositet, og til at forsøge, hvor mange gange om Aaret man kand giøre ham vred; men for andre godt Folk, som synes at lide derved.