Ludvig Holberg (1684–1754)

Giør til Parnassum Vey, I himmelske Gudinder,

Bring i et Centrum all den Skialdre-Geist, man finder

Udspredet over alt fra Vest til Morgen-Land,

Bær frem en qvint Essents af alle Kilders Vand!

Thi jeg saa Mari Lyst en Vise har at qvæde,

Hans Mikkelsen til Lov, og hannem Priis berede;

Thi han med sine Vers mit Hierte glæde kand,

Derfor han Tak fortien, den gode ærlig Mand.

Man som en abregé seer udi hans Poeme

Un grand tresor, som kand til Lyst og Lærdom tiene,

Les moeurs de notre temps man presentered seer,

Man regarderer sig, som i en Miroir.

Som Fuglene paa Qvist sig mod Foraaret fryde,

Som Strømme rinde, og som Kilderne udbryde,

I Blide-Maaned man ey Nattergalen hør,

Sving mig i Luften og mig til Parnassum før.

Om Helters dierfve Drift lad andre Skialdre tale,

Om Tog og Leding lad for Gunst og Skienk dem prale,

Om Rise, Jette-Tog, om høye Skov og Lund,

Om Hyrdens Elskov, om Stivmoders Underfund;

Men Hans Mikkelsen derimod saadant ey skriver,

Af ham Verdens Ondskab og Feyl afmalet bliver,

Han ey skriver for at behage nogen Mand,

Risser af Feyl, som findes udi enhver Stand.

Han derfor Satyrus blir kaldt i lærde Tiden-

der, Dog ey skiøtter sligt, men heller har Medliden-

hed Med de gode Mænd, der har paa Skrifter saa-

dan Unaturlig Smag, og som i Mørket gaae.

Maaskee, naar han er død, skal man til Skyer løfte

Hans Skrifter og ham selv skal blant Poeter sætte,

Ham, som de hade og forfølge, dadle nu.

Men han den Skiæbne har, som andre, derudi,

Der Pennens Ragekniv mod Verdens Strube sætte,

Med Blekkets Lud der Skabb af Jordens Hoved tvette,

Som af Augiæ Stold dens Møg der feyer ud,

Med Skrifters Pebberrod der dræbe det Ukrud,

Der Mennesket sin Feyl med rette Pensel male,

(Om det er tilladt saa improprie at tale,

Af Maler, Skildrer-Kunst at tage Lignelse;

Dog med Poeter man maa giennem Fingre see.)

Ja slige gode Folk, der laste Verdens Væsen,

Er saasom Vrid i Liv, som giftig Stank i Næsen.

Af sundest Lægedom de ondt i Tarme faaer,

Ja den som en Purgaz dem udi Maven gaaer;

Men roser Flatterie, skiønt sligt en Kokke-Pige,

Skiønt en Skoemager, en Lakey med Gunst at sige,

Og med Permission en Bødker giøre kand,

Ja, reverenter talt, en Kudsk, en Kieldermand.

Hvis Autor spilled paa den Strenge,

Da er jeg vis paa, og jeg torde vedde om hvor høyt det var, ja mig end lade derpaa henge,

Med beste Skialdre han i Classe var sat,

Da derimod enhver, indtil de Tøse, som selge 3 Snørebaand for 1 Skilling, har ham dygtig fat.

Saa gik det Boileau, saa gik det og Moliere,

Saa Juvenalis jo i sin Tid, Læser kiere!

Saa og Lucilius, som gik den samme Vey;

Mon nogen vel gaaer fri, siig mig? ach ney! ach ney!

Men det er Tid, at jeg ned af Parnasso stiger,

Fra Pieridibus og Helicone viger;

Thi med Carminibus i Poëtarum Tal

At fange Locum jeg ey efterstræbe skal.

(Thi udaf Hedenskab dog Poesie oprinder,

Blant døbte christne Folk ey høres maa Gudinder,

Minerva, Venus, Mars, Sterkodder, Jupiter

I deres Skrifter kun en skiden Prydels’ er.

Vi alle Tider maa saa passe, lave, mage,

At vi ey Misbrug og Abusus deraf tage,

Og bruge vrangelig Vers, Digt og Poesie.

Nok sagt, Parenthesis claudatur herudi.)

Jeg derfor bryder af, med en Lykønskning ender,

Og til Apollo mig for alle eengang vender,

Der er den Kilde, som den Honning dies af,

Der giort udødelig Homerus har i Grav.

Hielp mig til Slutning da, Poeters søde Drue!

Lad mig Poete-Saft af dine Bryster sue;

Dog det er sandt, jeg jo det Indfald tage kand,

Som Skialdre ride paa for Trang i vores Land.

Lev vel, Hans Mikkelsen! dit Navn skal staae i Minde,

Saa længe Rugbrød, Flesk i Jylland er at finde,

Saa længe Anholt Vrag, og Bordingholm gir Sand,

Saa længe som der er i Lolland brakket Vand,

Saa længe som der er paa Gulland Beg og Tiere,

Saa længe Fyr og Gran de Norske Skove bære,

Saa længe Fyen Grød, Amager giver Smør,

Dit Navn hos brave Folk, Hans Mikkelsen! ey døer.

Thi før skal Nybods Folk af Viise blive keede,

Man før i Randers Bye skal efter Handsker leede,

Før ved Canalen skal Climatet blive sund,

Før udi Malstrøm man ved Lodd skal finde Bund,

Før udi Rettergang ey gielde meer skal Vidne,

Før vore Gader skal ey meere være skidne,

Før Morgenrøden skal fra Vesterkant opstaae,

Før Holmens Klokke skal med andre Klokker gaae,

Før udi Vester-Hav ey Fisk skal findes meere,

Før Stridsmand lade skal at slaaes og duellere:

Før dine Fiender med dig skal fange Bugt —

Ach! hvis et Riim dertil jeg havde, som var smugt!

                                                                    Mogens Andersen

                                                                  Uværdig Secundæ Classis Collega

                                                                                                      i Callundborg.