Steen Steensen Blicher (1782–1848)

Alle Gedichte von Steen Steensen Blicher auf Kalliope, alphabetisch nach der ersten Zeile des Textes geordnet. Die Liste kann verwendet werden, um ein Gedicht zu finden, wenn der Titel unbekannt ist.

A

Af sorg der ej findes i Verden saa lidt

Ah! Hvo est Du, som hisset gynger

At ligne Livet ved et Gjæstebud

At Politiken er et Spil

B

Bjergsøen er med Iis belagt

Bjørnkjær Slot ligger ned i Gruus

Blandt grønklædte Bakker der ligger en Dal

Blegt glimte Stjernerne i mørke Nat

Blæs Søndenvind! lad Søen høre Dig!

Bort, bort fra disse

Borte er Søvnens Børn, — ufuldendte Gestalter

D

Dagen skimter, Morgenstjernen glimter

Da Harald hiin haarfagre

De Bønder de sidde saa tykt over Bord

Dejlig est du, mit Østhavs Møe!

Den gamle Eeg ud over Elven luder

Den mørke Skye hen over Ørken gaaer

Den Nordsø! det er et uroligt Vand

Den rige Mand triner af Døren ud

Den stolte Flod, som spreder Frugtbarhed

De Refsnæsdrenge, de Samsøpiger

Der er en Dannemand i Nord

Der er en Kilde dybt i Jordens Skjød

Der er et lys, som her i Verden brænder

Der er han selv! Velkommen tusind Gange

Der kommer Duen: den blysomme Fugl

Der kommer Hejren i Bølgeflugt

Der stander et Fjeld af hiin haarde Granit

Der var en Tid, da Du, i Skjønheds Fylde

Der var en Tid, da Hellas som en Have

Der var en Tid paa denne Klode

Det blæste en Storm udi Kattegat

Det er en gammel skik — og megen skjøn tillige

Det er hvidt herude

Det er jo Rylen, som hisset kommer!

Det er saa lystigt i Vaaren forvist

Det femte Billed, Du skuer — giv Agt!

Det første Spil af alle Whist dog bliver

Din Levetid Du Strid paa Strid

Din Skaal og min Skaal!

Du dyrebare Tolk før mine Tanker

Du farer, min Gut! paa et uroligt Hav

Du Flyvemester, der stiger mod Sky’n

Du, som i Vaarens og Haabets Dragt

Du, som kun agter nyttig Daad i Livet

Du som taus med sænket Hoved staaer

Du spørger mig, hvem jeg tør kalde størst

Dybt i vilde Skove staaer

Dybt udi Østen klarer det til Dag

Døvende Torden!

E

Eensom jeg laae paa min lynggro’de Bakke

Ei mere prægtig Solen straaler, naar

Eja! Velkommen du lystige Stær!

Ej blot til Lyst! saa sige vi, naar lystig Skjemt

Endnu engang, I længst henfarne Dage!

En Drøm? — „En Drøm? og intet meer?

En Falk! ja nu er den Tid forbi

En Hare sad en Morgenstund

En Myg tilfældigviis blev Vidne til

En Olding, som man Tiden kalder

En Vej er Livet, hvis Begyndelse

En Vise vil vi nu sjunge

Er det en Sejler hisset dybt i Vesten?

Ere da disse henrykkende Toner fra Jorden?

Est Du et Menneske, hvor fik Du da

Et Panorama løber rundt

F

Farvel, farvel da, du røgindhyllede Tue!

Farvel Hans Christian! ogsaa Du gaaer bort!

Flyd sødt og sagtelig, min stille Sang!

Fløjtetoner elskovsømme, bløde

For dig, hvis Saft fra tusind Penne flyder

For Dig jeg tilforn saa ofte sang

For din Griffenfeld saa god

Formiddagssolen paa Østsidens Vinduer

Forraadt, bedraget og forladt

Fra min afsides Dal jeg nys frembrød

Fra Tordenskyen synker Solen rød

Fuld af Narre er vor lille Jord

G

Glat var din Kind, da første gang

God Aften Allesammen! og mange Tak for sidst!

Goddag Hr, Jens! Velkommen hid til Thunøe Land!

Græd ej, Qvinde, for din Søn!

H

Ha! Bravo! først Liv nu Concerten faaer

Haga ligger nydeligt i Skoven

Halvmaanen over Askedynger staaer

Helsingborg og Svarteraae?

Henholdende mig til min ældre Kundgjørelse

Her har skyldfri Skjemt sin Bolig

Her kjender Du, o Digter! først, hvor fattigt

Hil Dig atter, Himlens faure Datter!

Hil dig mit Fødeland, Fædrenes mørkbrune Gravmark

Hjejlen! han har ikkun een Melodie

Hr. Visekrigscom’sarius!

Hulde Engel! Du min Barndoms Ven!

Hvad er det, man ved Obis kolde Elv —

Hvad hører jeg? hvis er den Harpeklang

Hvem der! hvor saaes vi To sidste Gang!

Hvem har vi her? — Knud Henneberg! — Hvo kjender

Hvide Blomst! hvorfor saa bly

Hvilken frygtelig Fagot!

Hvi raaber den Sanger saa højt paa ensomme Hede?

Hvi seer Du, danske Mand

Hvi skjælver Du, naar sig Orkanen hæver

Hvi sysle de saa travlt i Skive hist

Hvi vil dog Deres Exellence faa

Hvor der er vakkert i den Præstegaard!

Hvor est du, elskte Plet! hvad er dit Navn?

Hvo rider saa silde mod Skoven frem?

Hvorledes Had af Elskov kan udbryde

Hvor Roxen sine Bølger slaaer

Hvor skjøn i Haabet er den Dag imorgen!

Hvor Tiden gaaer!

Højt oppe imod Norden der ligger et Land

Højtærede Herrer og Danneqvinder!

Hør! Hvilket Suk! det hæver sig og døer

Hør: Vinterstormen tuder huult derude

I

Ih! see god Dag Hr. Landraad! hvordanne staaer

Ingen Himmelstorm paa Fjeldet

I Riddere gjæve! hvo drister sig til

I Skanderborrig Enge

I smilende Vaar, mens paa Roser jeg træder

I tredive Aar, og vel fleer, jeg sang

J

Jeg drømmer tidt endnu, jeg er i Sverrig

Jeg drømte tidt i Sverrig, jeg var hjemme

Jeg ejer i mit eget Bryst

Jeg kommer seent — o Du, min Vens Veninde!

Jeg ogsaa her en Stambog saae

Jeg skred henind ad Fyrisaa

Jeg vanked med Bøssen under min Arm

Jeg var ung, da Du mig første Gang

Jorden sover, Natten dækker over

Jyden han æ stærk aa sej

K

Kjær est du Fødeland, sødt er dit Navn

Kryb, o Du min Sang, i krumme Slangebugter!

L

Langt fra Hovedstadens Tummel

Ligerviis som Fuglekongen mon være

Ligger Du her under græsklædte Tue

Livet er en Skole, som Alle søge maae

Lumre Sandørken

Lyksalig den, hvem Phæbos Harpen rækker!

Længe har jeg savnet, o Broderlil! din Sang

Løft dig af Sumperne

Løft din Isse, Pindus! Du est fri

Løft dit Hoved, Dovrefjeld!

Løft højt det blanke Bæger

M

Man bygger op med stor Umag

Man Kalder Livet og et Lykkespil

Men lønlig Smerte qvalte Nymphens Røst

Midt i Natten, midt i Vinters Hjerte

Min Søn! om Du vil i Verden frem

Min Ven er død! lad Taaren flyde!

Modtag med fordomsfrie Blik

Mørk er Natten; Blæsten tuder

N

Niels Juel gav Agt paa Stormens Brag

Nordens Phoenix! ligesaa deilig som sjelden!

Nordiske Kolibri! Du som boer

Nordop til Upsala gik min Fart

Nu først en Skaal for Førstemand

Nu hvile mange trætte Lemmer

Nu seer jeg, det var ikke saa ganske uden Grund

Nu skyder Lyset sig i Østen op

Nær ved den Eng, et evigt Foraar pryder

Naar alle Blomster slumme i kolde Vintergrav

Naar Ungesvend og Mø hverandre møde

Naa! skal du ogsaa strax afsted?

O

O Du, som ruller højt paa Himlens Bue

O! I Poeternes Tjenestepiger!

Omringet af sin Faareflok, der stod

Op af Nordhavs dybe Vander knejser

Opløft dig, Sjel! fra Smertens Land

R

Ret længe skal vi nu, min Tro!

Risle venligt, Roars Kilde klar!

S

Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk

Slig Klagesang til Taarer Alle rører

Smukke Fugl! Du som saa tarvelig

Snart for Indbildningen det trætte Forhæng drages

Solen gaaer mørkrød ned i Sydvest

Som et Frø af ædel Art

Som naar et Skib paa Vigens stille Vande

Spred dig, o spred dig

Steenvinkel, Rostgaard og Gerner

Stemmer i; thi nu ville vi sjunge!

Stille og mørkladen er vel min Hede

Stolte Laurbærtræ! som byder

Stor er den kunst ved Plectrets Mesterslag

Sydvesten skjuler Himlen tykt med Skyer

Saa est Du da omsider vaagnet op!

Saa tidlig paa Dækket? — Hvi bæver Smilet ustadigt

T

Terne! Du erindrer mig

Tidt ved et Blomsterbed man ligned Livet

Til Dagen Orden i hver Zone

Tilhest! tilhest nu, Du jydske Dragon!

Tringa pugnax! nu blier her et muntert Liv

Tys tys tys! hvad hører jeg?

Tør en Slettens Søn bestige

U

Ud gaaer Du nu paa Livets Vej

Ud gaar du nu paa Livets Vej

Unge Danske! træd ærbødig ind

V

Ved Christianssand

Ved Foden og paa Skrænterne af Fjelde

Velkommen lille Emigrant!

Viben! det lille næsvis Ting

Vidivit! der er Svalen, min Troe!

Vor Jord en Skueplads man og med Rette kalder

Vort Liv ved Billeder betegnes maae

Vægteren vaager den Nat saa lang

Y

Yndig er vor gamle Jord

Yndigt er dit Lys, o Aftenstjerne!