Blicher.
Farvel, farvel, du røgindhyllede Tue!
Med dine Taarne de lidet høiere Halmstraae.
Hvor est du liden! et Støvgran blot paa min Kikkert
Bedækker hele din Herlighed, Øresunds Dronning!
Saa stille, du Tusinders Bolig! — jeg lytter forgjæves
Til Raabet og Larmen i dine mylrende Gader —
For mig est du øde og taus som Tadmor og Carthago,
Øde og taus, som engang i de kommende Sekler
Naar Fremtidens Søn, en ivrig Alderdomsforsker,
Vil tankefuld sidde paa dine mosgro’de Ruiner —
Farvel — Farvel!
Barberen.
Hil dig, min levende Verden!
Mit svømmende Huus, min vandrende Stat udi Havet!
Jeg maa dog betragte engang de Medborgere Skjæbnen
Har samlet med mig i dette indskrænkede Rige.
Hvo er den Mand hist ved Roret saa mørk og saa myndig?
Han vinker — det staaer der; han taler — da springe de Blaamænd
Hver ad sin Vej gjennem Luften — Stille! det er Monarken.
Med større Effect svinger ingen Konge sit Scepter,
End denne Haandspagret; hvert Ord er en Lov, og som lydes;
Hans Undersaatter end ere mindre end Slaver —
Machiner med Liv blot, der ved usynlige Snorer
Trækkes snart op paa stormomhvirvlede Fløjknap,
Snart paa Bovspryddet ud, der dukker i Bølgen.
Rædsomme Id! See hvor Soldaten, der ofte
Dandsed til Dødens Musik paa dundrende Landjord,
See kun hvor Helten nu knuger sig bange til Masten,
Og knap tør see til Matrosen, der dingler ved Raaen.
Og see hiin Herre, der rækker sig ud af Kahytten!
Han gruer ogsaa — dog nej, han seer nok kun efter
Blant hvilket Selskab Hændelsen haver henslængt ham.
En net lille Mand! men vist en Hader af Rejser
Og Rejsers Besvær: kort Natteroe, fremmede Senge,
Langsom Opvartning, forfrosne Fødder og Fingre.
Hvad mon har drevet ham ud af den rolige Stue,
Den varme Sloprok, den bløde Edderduns Dyne?
Hvo skal nu skjænke ham, med det tilbørlige Qvantum
Af Fløde og Sukker, den sødtopduftende Kaffe?
Hvo skal barbere ham? ak! den Arme! hvor gjerne
Bar han taalmodig, ja selv i Vessenberg Gyde,
Foermandens Jomfrutobak og Postvognens Skumplen!
Blicher.
Hvem mon tilhører hiint femten Sommeres Ansigt?
Saa sødt uskyldigt i Morgendrømmenes Alder,
I Kjerligheds Dæmring, i søde Længselers Daggry!
Et af de himmelske Aasyn, der blysom og stille,
Varmt dog af lønlige Flammer, synes at lytte
Til Engles Musik, selv nær beslægtet med Engle.
Barberen.
Ak! hvor forskjelligt fra det, der om Vintere femten;
Sidder ved Whistbordet bleg! da banker vel Hjertet;
Men kun for Steinmans de malede Sønner — undtagen
En Junker maaskee under Bordet med talende Fødder
Om natlige tete a tete minder den naadige Frue.
Men hvo er denne, der sukkende skotter til Englen
Ej uliig en Hane, der slagen af Hønsenes Herre
Lister forknyt sig omkring med hængende Vinger.
En fordums Spradenfeldt! ak! ustadige Lykke!
O! hvor forandret fra ham der ofte har slynget,
Forstærket ved Briller, sit Øjes sejrende Flamme
Mod Logernes glimrende Rækker! der ofte har tumlet
Sin Ganger paa Dyrehavsvejen blandt ringere Helte!
Hvor er hiin Hanekam nu, som ingen Pige ustraffet
Torde beskue? er den nu faldet for evig?
Ha! grusomme Skræder! ha! unaturlige Fader!
Eja! nok een! men han i sin frodigste Blomstren
En haabefuld Yngling! Mamas fortrinlige Glæde!
Hvor han vil skinne hist ovre i Jydernes Hjemstavn,
Der liig en sjelden Comet beskrive sin Bane,
Meget beseet og beundret af Folket i Nibe.
Der nu til Selvbeskuelse pludselig vakte
Mod Idealet stræbe i svag Efterligning.
Hvis er den Haand, der strækker sig op gjennem Lugen,
Løftende højt som et Skjold den uhyre Melmad?
Hvo skulle vel eje en Appetit saa velsignet?
Hvo skulle vel eje to Kinder saa glindsende fede?
En Pande for Rynker saa fri? — med faa Ord: et Ansigt,
Hvori saa tydelig læses Menneskets Adel,
Hiin Stræben fremad og opad herlig belønnet —
Hvo uden Oxernes Fører? som Skjæbnen veldædig
Gav blot saamegen Fornuft, som netop behøves
For at oversee hans eget hornede Selskab.
Blicher.
Hvad hedder hiin Øe i blaalige Taage, der møder
Nordhavets Vrede, og tvinger de brusende Strømme
At dele trindt om sit Bryst deres skumklædte Veje?
Hveen! Hveen! hvor er Uranienborg? hvor er Taarnet,
Din Vaaning, du Vandrer blant Stjernerne! selv du en Stjerne
Af pureste Glands paa Himmelens høje Befæstning.
Saa var det her, hvor du løfted dig op over Jorden
I hellig Begejstring og mellem Himlens Mirakler!
Her hvor du stod henrevet i stille Beundring,
Eene i Himmeltempelets funklende Hvælving,
Og søgte forgjæves at tælle de vrimlende Verdner.
Da brød din Røst ud af dit svulmende Hjerte,
Og stammed i brændende Andagt: Skaber og Fader!
Saa var det her, hvor hun din jordiske Engel
Stundom drog dig herned fra din Flugt over Skyen,
Forsonende Ætherens Søn med Livet paa Jorden,
Den Dannekvinde, hvis Favn var Ædlingens Tilflugt
Fra Kongevrede og Hofmænds lønlige Avind —
Den hulde Viv, hvis Barm modtog dine Taarer,
Der runde for Savn udaf Fødeland, Venner og Frender.
Men ej uden Fødeland varst du, Uranias Brudgom!
Ved Moldaus Bredder mod dig et lysere smilte —
Et højere Bjerg, som bar med stærkere Skuldre
Hiin Himmelstige, hvorpaa du atter opsvang dig
Fra Mørkets Dale op til din straalende Hjemstavn.
Ej heller stod du en venne- og frendeløs Flygtning;
Den Norden forskød, han fandt et Fristed i Syden.
En Konge forsmaaede — en Kejser søgte dit Venskab;
Og Daunens Eeg, som Dovres Storme oprykte
Har fæstet sin Rod paa Thuiskons mildere Slette.
Saa brat forsvunde to Sekler — tvende Minutter
I Tidens Hvirvel, og alt ligger dybt udi Støvet
Uranias herlige Bolig paa Jorden. O Danmark!
End stande de Taarne paa dine stormfulde Kyster,
Der lede i Mørket Nordhavs vildfarende Snekker;
Dog skjøre Siv kun, som Vindens Vinge mon knække;
Matglimtende Gnister, som Stormens Aande udpuster —
De stande endnu — men Hvenas knejsende Fyrtaarn,
Der steeg gjennem Skyen, og spredte Taagen, som skjulte
Himlen for Jorden; der straalte et Lys udi Mørket,
At lede Støvmenneskets Øje fra jordiske Skygger,
Fra Taagelandet til Evighedernes Lysmark,
Til Stjernetemplet, Almagtens funklende Trone —
Det lodst du synke i Gruus.
Hvor er jeg nu? jeg kjender ikke hiin Klippe,
Der hænger sort som en Skye over skummende Brænding.
Hiint skumle Fjeld er ej af mit Fødelands Bakker,
Der smaae og smilende ligge, græsdækkede Tuer
Paa dine Vang’, du Jotlands venlige Halvøe!
Saa mørke og nøgne er’ ei mine løvtakte Høje,
Som denne Bjergryg, Blæstens og Tordenens Bolig.
Dog varst du ogsaa Danmark du Brahernes Vugge!
Før Stormen kom, der rev dig af Christians Hænder:
Nu est du Sverrige, Fremmed, og ofte en Fiende;
Men ej for Skjalden. Han slaaer sin fredlige Harpe
Langt fra Stridsbuldret og Folkenes blodige Tumlen.
For ham staaer ingen Grændse af Bjerg eller Bølge
At lukke hans Hjerte for Brødreslægter paa Jorden —
Børn af een Sol — Almagtens straalende Øje,
Der ruller i Mildhed hen over Fjeldet og Sletten
Nordpolens Ismark, Saharas glødende Sandhav.
Ej heller stod du, o Walmark Göthalands Sanger!
Med Avinds Øje hist paa dit Fødelands Kyster,
Da Joten brødes med Albins tusinde Kæmper.
Skjønt mine Fædre med dine mødtes i Spyddans
Ofte paa Valen betvungen af Svithiods Sværde,
Sejrende ofte paa mangen dampende Blodmark,
Oftest paa Bølgen de Juulers og Vesselers Alvej.
Ej urørt saae du Sølundas brændende Kyster,
Og hørte Tordnen fra Axels svømmende Volde;
Men jublende slog du, o Kullens Sanger, din Harpe
Til Danskens Priis — din Drots misundede Fiende.
Forvovne Styrmand! hvad vilt du saa nær under Fjeldet?
Est du ej bange, at disse hængende Klipper
Skal knuse din vippende Spaan? Forfærdende Højde!
Min Nakke værker, naar jeg vil stirre mod Toppen;
Mit Hoved svimler at see de rasende Gutter,
Der krybe ej større end Fluer paa øverste Bjergspids.
Og ned ad denne stejle uhyre Fjeldvæg
Foer, som en Ørn fra Skyen, hiin frygtløse Kæmpe —
Den samme, hvis Hjerte ej skjalv, hvis Haand ikke bæved,
Da Buestrengen mod Sønnens Hoved han spændte.
Men det var i fremfarne Dage, da Heltene spøgte
Med Døden, og leende segned i blodige Lege:
Da Regner sang udi Pinen i Ormenes Hule:
Da Regners Søn sprang gjennem Luen til Valhal,
Foragtende Livet og Fiendens herlige Gave —
En kongelig Brud og halve Letternes Rige.
Lad Vinden løs, som hyler i dine Kløfter,
Du sorte Fjeld! den sprede sin susende Vinge
At vifte mig flux over Bølgen tilbage til Øen,
Hvor endnu grønnes en Green af Oldtidens Stamme,
End lever en Slægt — vort Nordhavs frygtløse Gutter;
Som ingen Storm, og ingen stærkere Fiende
Har lært at blegne — Sundets utæmmede Herrer
I Høstens Orkaner, i Vintrens bragende Isgang.
Østvind! luk nu dine Vinger! her rulle de Vover,
Hvor Skjalden lyster at dvæle; her vælted de Bølger
Høitkrummende hvide, hvor Heltehoben fra Hornbæk
Sprang over Afgrunden; ej for Guldet at vinde,
Ej Roes eller Navn; ej heller for Døden at hente;
Men glødende af en bedre og mildere Flamme
I Kamp mod Himlen og Havet at frelse fra Døden.
Og dette Glimt af Oldtids uslukkede Flamme,
Skjønt ej det sidste, o Nordhav! paa dine Bølger
Traf Skjaldens Øje; han greb den faldende Stjerne,
Før den forsvandt, og fæsted den høit udi Himlen.
Han løfted sin Haand, og slog de levende Strænge;
Han selv i Dødens Arme frelste fra Døden
Den Sømands Daad — en venlig Luftning fra Havet,
Som vakte paany den halvudslukkede Lue
I Skjaldens flygtende Sjæl. Saa mægtig var Aanden,
Skjønt lukt i sit Fængsel, i Smertens krympede Lemmer,
Den flaggred at bryde sin Ham; skjønt hyllet i Taagen
I Sandsernes Taage, i Dunsten af jordiske Lyster:
Dog gjennem Mulmet den glimted, og stræbte mod Himlen,
Fra Skyggedalen mod Lysets evige Rige.
Hvor yndig en Aften! hvor venlig smiler i Vesten
Dit Mildheds Øje, o Sol! du dæmper din Lue
Middagens blændende Glands, at jordiske Øjne
Maae skue din Skjønhed. Skyernes Hoveder gløde,
De bøje sig tause ned mod dit Leje bag Bølgen.
Stormen tvinger sin Aande, og Tordenen tier,
Den standser sit buldrende Løb mellem Skyernes Dale.
Men Jorden sørger; i Dug opstige dens Taarer,
For du est borte! Nu lukker Blomsten sin Krone,
Skoven folder sit Løv, og Fuglens Vinge bedækker
Dens tunge Hoved. Død i Forglemmelsens Mørke
Ligger det frejdige Liv, til atter du kommer
I Morgenglands, i Ungdoms mægtige Lue,
Adspreder Mulmet, og smelter Drømmenes Taage.
Hvad vilt du mig Dødens venlige Broder? jeg føler
Din bløde Vinges lune inddyssende Viften;
Men ikke til mig, til Smertens Leje du ile
Til Kummerens Pude, som bittre Taarer bedugge.
Min er den tause Nat; da brænder min Flamme;
Da vaagner min Sjæl, begynder sin Flugt over Jorden,
Sin Vandring blant Aanderne Oldtids hellige Skygger,
Der straalte engang i længst henrullede Sekler.
Da føler jeg Skjaldenes Fryd, deres lønlige Glæde,
Naar een af de store Gestalter kommer i Mørket,
Rører ved Harpen og aabner Sangerens Læber.
Hvem sjunge vi Harpe i Nat? Hvad hedder hiin Kæmpe,
Der svæver i Nordlysets Flamme hen over Bølgen,
Eenarmet bleg med Flaget om blodige Tinding?
Dit Flag, o Waldemar! Lieflands stærke Betvinger;
Der vajed i mangen et Slag over Nordhavets Helte —
Buhl! Dannemarks Søn! Du yngste Kæmpe paa Bølgen!
Glat var din Kind, da førstegang
Du ind i Kæmperækken sprang;
Da mellem Mænd en Dreng du stod,
Og offrede dit unge Blod;
Da uforfærdet udi Dampen
Du viedes til Heltekampen.
Glat var din Kind, da førstegang
I Kuglers Hviin og Sværdes Klang
Dødsenglen foer forbi dit Bryst
Med huul og rædsom Tordenrøst;
Da førstegang du maatte bløde
Udi det vrede Heltemøde.
Glat var din Kind, da førstegang
Du Sværdet over Fjenden svang,
Da Kuglen kom og rev din Arm;
Du Gjæve! fra din unge Barm;
Da udi Ilden ufortrøden
Du hærded’ dig til Heltedøden.
Høit var dit Mod, da andengang
Du ind i Kæmpedandsen sprang,
Da ene paa blodrøde Dæk
Du standed, Sejerherrens Skræk;
Da lige frejdig udi Nøden
Du smilende udæsked Døden.
Høit var dit Mod, da andengang
Du over dine Brødre svang
Mod Overmagt din Kæmpearm,
Mod Døden bød din kjække Barm;
Da, som i Storm en Eeg i Dalen,
Du ene stod og stred paa Valen.
Høit var dit Mod, da andengang
Du gjorde Britten Vejen trang,
Da svag af Kræfter, stærk af Aand
Du vristed Byttet af hans Haand;
Da værgeløs, men uforfærdet
Du ene stod og mødte Sværdet.
Ild var din Sjæl, da sidstegang
I Kampen søndersplittet hang,
O Dannebrog! dit stolte Flag
Paa din den sidste Hædersdag,
Hvor du, o Buhl! i Lyn og Torden
Gik til dit Valhal over Jorden.
Ild var din Sjæl, da sidstegang
Du Staalet over Fienden svang,
Da Luen om dit blege Liig
Med Bølgen stred; men Aanden sig
Svang did, hvor mellem Verdens Poler
Det lyse Stjernebælte straaler.
Ild var din Sjæl, da sidstegang
Du under Kuglers hule Sang
Paa Danskes Vej til Roes og Magt,
Sortladne Hav, har Døden smagt.
Til Himlen har du dig opsvunget:
Nu Buhl! nu er dit Drapa sjunget.
Saa skal din unge Slægt, o Dan!
Til Heltedød for Fødeland,
Som Buhl hiin danske Kæmpe god,
Indvies aarle med sit Blod,
Og mandelig og uforfærdet
Slaae, eller falde under Sværdet.
Hør Himlenes Konge! han kommer i Skyernes Bjerge,
Storm er hans Aande, hans Gang er buldrende Torden,
Og Lynildsflammer hans Øjnes rædsomme Straaler.
Jorden venter i Taushed; Forfærdelse knuger
De vaklende Bjerge: Bølgernes Hoveder skjælve;
De standse med Skræk, og vide ej hvor de tør rulle,
Til ned fra Skyen Orkanen kommer og vælter
Dem tumlende ind mod Landenes bævende Kyster.
Saa skal det være i Ragnarokur hiin sorte
Naar Ødelæggelsens Luer skal Bjergene smelte;
Naar Havet skal bovne op fra Afgrundenes Huler,
Opsluge Jorden med alle dens levende Vrimler,
Naar Solen med Maanen og alle de tindrende Stjerner
Skal falde fra deres Sted udi Himlen; men Natten
Den trøstesløse Nat skal ene af Alfaders Værker
Regjere det uhyre Rum uden Aar eller Dage.
Hvo rider hisset paa Bølgernes fraadende Rygge,
Omluet af Himmelens Ild? Er det Nagelfara?
Med Muspels rædsomme Slægt? See! de stande paa Bonken
Bleggule Aander i Lynets ustadige Glimten.
Over dem flyver et Flag — det yngste paa Bølgen,
Men søndersplittet et Rov for Stormenes Vrede:
Du nordiske Ørn! skalt du saa komme i Mørket?
Komme tilbage saa brat fra dit Rede paa Bjerget?
Saa har da en Flig udaf Skyen rakt dine Fjelde
Baldurs og Freyrs det sidste Skjul udi Norden.
Men du, o Ædling! est ej af Sydens Giganter,
Der stege i Blod op paa de vaklende Troner.
Dig løftede Skjæbnen, og selv den styrted dig atter;
Men ingen blodig Comet, en venlig Stjerne du daled’;
Ej fulgt af haanende Jubel, men lønlige Taarer,
Og stille Klager fra alle de sørgende Fjelde.
Hil kommer du fra Bjerget!
Hvor nys du førte Værget
For Friheds søde Navn.
Har Lynet svedet dine Vinger?
Mens du fra Skyerne dig svinger
Ned til din lave Fødestavn.
Stærk er din Ørnevinge;
Dog mægter ej at tvinge
Den blinde Skjæbnes Gang.
Orkanen bruste over Jorden;
Det gamle Broderbaand i Norden
I Himmelstormen søndersprang.
Tit har hiin onde Jette
Forgjæves søgt at lette
Sig op fra mørke Hald;
Men da han sidste Gang det krysted’,
Da sank det Bjerg, som før kun rysted’,
Herned med dybt og rædsomt Fald.
Saa er den Tid vel omme,
Da Surtur monne komme
I sidste Orlogsfærd:
Da Fenrisulv og Midgardsormen
Skal udi Fimbulveturstormen
Nedstyrte Nordens Kæmpehær.
Naar Kraften er forsvundet,
Og Odins Søn er bundet
I Dødens faste Baand:
Da vil, o Ørn! din stærke Vinge
Forgjæves kæmpe for at tvinge
Den blege Helas kolde Haand.
En Krone har du mistet,
Den mørke Skjæbne fristet,
Som hærger Bures Slægt;
Men om dig ingen Krone smykker
Vær trøstig! den ej heller trykker
Dit Hoved med sin tunge Vægt.
Dig Saga ej forgjætter;
Hun uden Taare fletter
Din grønne Egekrands.
Naar Andres Stjerner blodigt lue,
Da skinner Din paa høien Bue
I reen og ufordunklet Glands.
Din Hæder skal det være,
At ej du vilde bære
En Krone kjøbt med Blod;
Og højere du staaer i Dalen,
End før da udi Kongesalen
Paa Bjerget himmelhøit du stod.
Lynildens røde Flamme
Vil allersnarest ramme
Den kongelige Eeg.
I lave Dal, i Eegens Skygge
Der sidde de Smaafugle trygge,
Naar Fjeldet Kongeørnen sveeg.
Det faldt, dit unge Rede,
Da udi Himlens Vrede
Den gamle Klippe brast.
Nu har din sidste Taare runden;
Byg atter her i Bøgelunden;
Saa staaer dit Rede trygt og fast.