Solen gaaer mørkrød ned i Sydvest,
Aftenhimmelen blusser,
Søen brummer paa Jyllands Kyster,
Nordvesten kommer
Hylende over det oprørte Hav.
Nordhavet vælter Bølger frem
Krummende høje hvide:
Blæsten kommer fra Heclas Huler
Stærkere stedse og stærkere Kuler,
Skyerne flyve
Med flammende Kanter ad Himmelen hen.
Maanen sig skynder i Skyen ind,
Stjernevrimmelen slukkes;
Hav og Himmel blandes tillige,
Den føler Himmelens sejrende Magt.
To Skibe gaae mellem Hav og Skye
Dristig i Mulm og Mørke;
Hen under Stormen med spændte Vinger,
De over Bølgernes Rygge springer,
Trygt og modig
De gynge hen paa det grumme Hav.
Men Vinternatten er mørk og lang,
Stormen stiger og stiger;
I Mulmet fare de Søemænd vilde,
Maanen kvæller,
Vinternatten er mørk og lang.
Blæsten puster dem ind mod Land,
De Søemænd tumle paa Dække;
Sejlene flagre, Masterne knage,
Skibenes gispende Sider brage,
Brændingen brøler,
Vidt gaber Afgrunden efter sit Rov.
Blodet isner i Heltes Barm,
Døden er nær og sikker:
Planke paa Planke fra Snekkerne svømmer,
Indad Gabene Havet strømmer,
Skarerne flygte
Hylende op paa det troløse Dæk.
Haabet forlader de Kjekkes Bryst,
Frelse er ikke i Vente:
Højere vildere Stormen bruser,
Bølgen krummer sig falder og knuser,
Kjølen revner,
Havet tumler det vippende Vrag.
Ran Hun fisker saa frejdig i Nat,
Garnet bugner og brister,
Gladelig hører Hun Dødens Sukke,
Tusindes Øjne skal Hun tillukke.
Kryste de Liig udi kjølige Favn.
Hjemme skal græde saa mangen en Brud,
Fader og trøstløse Moder:
Døden har gjemt i sit evige Fængsel
Dem som I vente med martrende Længsel,
Forgjæves stirre
De sorgfulde Øjne paa Nordhavet ud.
Albion! din skjærmende Engel, see!
Synker, dit Bolværk brister.
Hverken i Havet eller paa Jorden
Finder Du Skjul mod Himmelens Torden,
De stolte segne
Naar Alverdens Herre opløfter sin Haand.
Dagen glimter, Solen staaer op,
Skinner paa væltende Vover.
Hvor ere Albions knejsende Snekker?
Fraadende Stormhav dem evig bedækker;
Bølgerne rulle
Hen over tusindes skumklædte Grav.
Hvorfor da trodser Du Menneskesøn?
Stakket og svag er Din Styrke:
Vinden vifter og Egene segne,
Borgene falde, Kongerne blegne,
Kloderne briste,
Naar Himlenes Herre bevæger sin Haand.