Naar alle Blomster slumre i kolde Vintergrav,
Jeg vaagner af min Dvale og kaster Dækket af;
Jeg hører Lærken synge højt udi Himlen blaa
Og med sin klare Trille om Vaarens Glæder spaae.
Jeg kan ej længer tove; jeg veed, min Tid er kort,
Jeg nyde maa mit Liv, for det atter iler bort.
Men det er koldt deroppe, og gjennem Iis og Sne
Jeg maa mig Vejen bryde, for jeg kan Solen see.
End Marken er saa øde, saa eensom staaer jeg her;
Af mine Brødre ingen jeg finder hos mig nær:
Da bøjer jeg mit Hoved; i Utid kom jeg frem,
Og, for de andre vaagne, jeg vender atter hjem.