Stat op, o Habor! stat op du frygtløse Kæmpe!
Nu kommer Kampen: stat op fra Kjerligheds Barm!
Ej er det Tid nu til kjælen Elskov; men Sværddands,
Og Hildurs Lege paa Staalklangs dundrende Mark!
Svær nu er Striden paa Hærfaders Val; under Spydglimt,
Og Skjoldenes Klirren gaaer blodige Bersærke-Dands
Og hvor est du Lejres guldlokkede Søn? Op o Kæmpe!
Didhen Skjoldbryder! løft højt din hjelpende Arm!
Didhen du Sivalds og Algers stærkere Broder!
Didhen, hvor Danmarks Jord drikker Skjoldungeblod!
Og see! han kommer, Hjelmknuseren Alf, over Bjerget;
Frembøjet flyver han over sit udstrakte Spyd;
Han kommer som Ørnen ned fra sin Skye, naar den finder
Sin Mage paa fjeldbygde Rede i ulige Strid.
Alvilde er med ham; bølgende flyde fra Hjelmen
De lange Lokker liig Taage paa Morgenens Hav.
Stræb nu du Sivalds Broder! — For sildig — han læner
Sit tunge Hoved til Egen; Ynglingens Blod
Rinder paa blegnende Kind; over bristende Øje
Gaaer Dødens Taage — han seer dig ej mere, — o Alf!
Forgjæves du skynder dit Løb ud over den vigende Hede,
Og kaster Højene hen bag din flyvende Fod.
Denne Green udaf Lejres Eeg har Stormen nedrevet;
Visnet den ligger, o mægtige Træ! ved din Rod.
Falder nu ogsaa du, o Dannemarks Alger?
Staaer Helvins Spyd dybt i dit mandige Bryst?
Snart er du ene, o Solunds graahærdede Konge!
Dine Børn forlade dig brat paa din Alderdoms Dag;
Men ej uhævnet de falde; Fjeldkonningernes Sønner
Skal følge dem fage til Valfaders frydfulde Huus.
Som en brusende Storm kommer Alf med sin blinkende Kaarde;
Som en knittrende Straale fra Tordenens buldrende Skye.
Helvin og Hogen forfærdede træde tilbage;
Med tvivlende Hjerter de vente den haardere Kamp.
Som tvende Ulve, naar Jægeren pludselig finder
Dem blodige staae over Renens myrdede Børn.
Men Hogen kaster sit Spyd — det rammer Alvilde.
Hun segner, og bøjer sit Hoved paa blodstænkte Barm
Da flyver Skjoldungens Sværd; en blinkende Straale
Mod Hogens Isse — ned fal er Ynglingens Hjelm:
Som et Træ under Øxens Hug fra Side til Side
Han vakler og styrter, og bider den blodige Jord.
Svag er din Arm, nu mod Lejres Kæmpe, o Helvin!
Notha har kaaret dig, aaben er Valhallas Port.
Hvorfor o Habor! hvorfor saa silde til Holmgang?
Før varst du aldrig den sidste paa glimtende Val.
Nu ligger Hogen og Helvin i Blod; dine Brødre
Kaldte forgjæves, o Kæmpe! dit stærkere Sværd,
Hvad vil du sige til Lougens bedagede Konge,
Kommer liig Skibet til Havnen med knækkede Master
Ene fra Stormen fra Tusinders skumklædte Grav.
Blegnende staaer du nu, Signelils Elskte paa Valen:
Skulda har været der — ingen svarer dit Raab.
Tause ere de Dødes Læber; kun een er tilbage;
Nedbøjet sidder han under den susende Eeg.
Paa sit Skjød han holder Alvildes blodige Hoved;
Hans Haand bedækker et Saar paa den Elskedes Barm.
Vinden løfter Valkyriens Haar; paa blegnede Kinder
Falder din Taare, o sorgfulde Skjoldunge-Søn!
Habor seer ham, og taler til Bølgernes Konge;
Med Smertens Sukke han blander sin skjælvende Røst:
"Er Helvins Blod paa dit Sværd, du Kæmpe af Lejre?
"Er Hogen faldet, o Alf! for din mægtige Haand?
"Stat op da, du Sigurds Søn! du slog mine Brødre;
"Stat op da, og løft nu dit blodige Sværd mod mit Bryst!
Op stander Helten, og triner mod Habor i Taushed;
Han sukker som Vinden hen over den rørtakte Søe,
De kæmpe; — Der høres ej Ord, ej Raab eller Klage,
Men over dem Sværdene blinke som natlige Lyn;
Fem Lyn over Midnattens Hav, naar fjernet udi Østen
De glimrende krydse ned gjennem Tordenens Skye.
Skjoldungen staaer som en Eeg, der ene tilbage paa Bjerget
Har seet sine Brødre falde i Stormenes Løb:
Selv venter den længe Vestvindens knusende Vinge,
Og lytter med Længsel til Ausathors buldrende Vogn.
Men nu springer Blodet paa Alfs blaatfunklende Brynie;
Fra kløvede Hjelm nedrinder den mørkrøde Strøm:
Da synker Fjeldkongens Haand — bort kaster han Sværdet;
Hans flammende Vrede er slukket i Skjoldungens Blod.
"Falder du, Sigurds Søn! skal Signelils Broder
"Paa Habors Sværd udaande sit mandige Liv?
"Men Odin elsker dig Alf! han slukker din Smerte;
"Snart skal du sidde ved Fædrenes sorgløse Bord.
"Mig venter mangen en Kummers Dag; mine Taarer
"Skal længe rinde ved Lougens ensomme Bred,
"Paa Bautastenen, der skjuler dig, Bjergenes Konge!
"Og — o mine Brødre! — paa eders græsklædte Grav
Da løfter Lejres Søn sit tunge Øje til Habor;
Skjoldungen støtter sin Haand paa sit svigtende Sværd:
Den døende Kæmpe oplader de blegnende Læber;
"Sigurd er ene i Lejres Hal, graahærdede Konge;
"Han venter forgjæves sin Æt fra den blodige Mark.
"Løft ej, o Habor! dit Sværd mod de myrdedes Fader!
"Lad Daunen aldrig føle din sejrrige Haand!
"Og aldrig favne du Signe! ej røve du Gubben
"Den sidste Spire af Lejres visnende Eeg!
Habor udstrækker sin Haand mod den døende Kæmpe:
"I Morgen skal Bølgen mig bære fra Gefions Dal;
"Til Bjerget jeg iler; mit Sværd er kjed udaf Blodbad:
"Mit Øre forlystes ej mere ved Skjoldenes Klang.
"Og aldrig skal Habor dig favne o Signe, min Elskte!
"Dig have Nørnerne røst fra mit sorgfulde Bryst.
"Lykkelig est du, min Fjende! i Dag skal du skue
"Einheriers Konge i Glædens skinnende Borg,
Men see! han synker, den døende Val, liig et Iisbjerg,
Som Foraarsolen har løsnet fra Jøkelens Ryg.
Habor hælder i Taushed over den blegnede Kæmpe,
Liig et Træ udi Ørken nedbøjet af Stormenes Magt.
Sigurd sidder i Hallen ved Arnens glimtende Flamme,
De gamle Kæmper trindt om graahærdede Drot:
Da kommer bedagede Gubbe med Sorgen paa furede Kinder;
Han skjuler en bristende Taare med snehvide Lok.
"Hveden kommer du Bragas Søn? hvi saa længe fra Lejre?
"Hvad fører Skjalden saa silde fra ensomme Dal?
"Og hvor er Harpen, hiin liflige Stemme i Natten?
"Tit bar den Sejerens Bud udi Skjoldungens Hal.
"Men hure ganger Jagten, o Skjald! har du ej fornummet
"Min unge Slægt? forlængst sank Solen i Hav!
"Lys skinner Maanen med Stjernehæren paa Himlen;
"Hvi tøve Jægerne nu da paa natlige Mark?
Gubben tager en Harpe fra Væg, og ryster dens Strenge,
Til rullende Toner han løfter sin sorgfulde Røst:
Hans Røst er dyb, som Bølgers Drøn efter Stormen,
Naar tunge de vælte mod Ægers tangkrandsede Øe:
"I Kæmpekreds sidder Svafurlams Bane paa Bolme,
"Drikker Øl og Mjød, Halogalands mægtige Drot!
"Vide navnkundig er Helten; paa Fjeldet, paa Sletten,
"Paa Blodhavs Bølge er Arngrims straalende Roes.
"Men Skjoldet hænger paa Væg nu med rustede Kaarde:
"Graahærdede Thegn! hans Kraft er hos henfarne Aar:
"Guldstrengede Harpe ved Skjaldens skjæggede Bryst,
"Arngrim klapper paa Bjørnehud: "hvi saa længe fra Bolme?
""Hvad fører Skjalden saa silde fra ensomme Dal?
""Og hure ganger nu Hildurs Leeg? har du ej fornummet
""Min unge Slægt? Tit dalede Solen i Hav.
""Og tit skinner Maanen med Stjernehæren paa Himlen;
""Dog vented’ jeg stedse forgjæves min Æt ifra Strid.
""Hvor mon vel fare mine Sønner tolv? haver Tyrfing
""Smagt Mandeblod udi højen Angantyrs Haand?"
"Men nederst ved Dør sig sætter Skjalden paa Hynde,
"Med Harpen paa Knæ han kvæder saa frydløs en Sang:
""Lystig paa Samsø gik Hildurs Leeg; de Bersærker legte
""Med Spyd udaf Egestammer og Kæppe af Staal.
""Sværdæg heed Brynie, Saarfoden randt under Øje;
""Tyrfing har drukket Hjalmar hiin hugprudes Blod:
""Men nu har den slukket sin Tørst; dybt inde i Højen
""Saartornen ruster ved højen Angantyrs Been.
""Og vel nok fare dine Sønner tolv udi Valhal,
""Dem skjenker Thrudur nu Mjøden ved Draugadrots Bord."
"Op springer Arngrim paa Tillie med Kæmperne sine;
"Fra Væggen ned flyver Oldingens rustede Sværd.
"Kongen begynder Bersærkegangen; ham længes
"Hart efter Sønnerne sine i Hougadrots Hal.
"Op med ham alle hans trofaste Mænd, indbyrdes de kæmpe;
"Til hvinende Dødshug sjunger graahærdede Skjald.
"Højt runge Sværdene, vildt bruser Oldingens Harpe;
"Under Sang og Strengeleg falde de stridende Mænd.
"Snart tier Skjalden — da ligger paa blodige Tillie
"Med Kæmperne sine Halogalands mægtige Drot.
"Saa mærkte du dig nu, o Lejrekonning med Sværddød!
"Det lakker ad Aften, Solundas mægtige Drot!
"Lykkelig den, som falder i sorgeløs Ungdom!
"Han skal ej græde paa Sønners tidlige Grav.
"Ravneguden har gjæstet din Øe, graahærdede Konge!
"Hans Døttre grumme besøgt din fredlige Dal.
"Svart var Striden i Lejrelund; de mægtige faldt.
"Solundas grønne Enge drak Skjoldunge-Blod.
"Bleg ligger Hogen med Helvin paa blodige Tillie;
"Alvildes Sjæl er i Friggas straalende Borg.
"Sivald og Alger, o Konning! de ere Einherier baade;
"Og Alf er hos sine Brødre i Valfaders Huus."
Saa kvad graaskjæggede Skjald; med stigende Rædsel
Mod Sørgens Læbe sig bøjer den lyttende Hob.
Han tier — da brister Raabet fra tusinde Munde;
Af tusindes Klager gjenlyder den natlige Hal.
Paa rungende Skjolde højt hamre blodtørstende Sværde;
Stridslarmen buldrer vildt i Dankonningens Borg,
Saa staaer en Lund udaf Ege paa Jotmalands Kyster,
Og hælder i Taushed ud over Midnattens Hav;
Tyst ruger længe den truende Skye over Lunden,
I ængstelig Venten bæver det susende Løv:
Da revner den brat — Lynildens flammende Tunger
Hvisle, i Himmelen huult ruller Tordnerens Vogn;
Orkanen hyler, og svinger de brusende Toppe,
Haglstyrtningen rasler, vildt brøler det oprørte Hav.
Fjeldbaarne Gran! tit steeg du ned fra din Bjergryg,
Du Skyens Nabo! at vandre paa Bølgernes Mark.
Tit spredte du dine hvide Vinger mod Daunen,
Besøgte Egen paa Solunds smilende Kyst,
Men blodstænkt var ofte din Vej; du rysted din Spydregn
I Kampens Storme ned over min Fædrene-Dal.
Slægter opvorte og visned’, Dagstjernen har seet dem
Mørke og svinde hen under sin straalende Vogn;
Men grusom var deres Færd, de mødtes i Staalklang
Valkyrien fulgte dem over det blodrøde Hav.
Da greb en Kvinde Skjoldungers Spær, hun krystede Granen
Og Egen, Fjeld og Dal i forsonende Favn,
Paa Bjerget og Sletten var Fred; for Fjeldboens Øre
Og Jotens Kaarde flød kun Udlændingens Blod.
Og aldrig flyde dit Blod paa Jotens Kaarde, o Bjergsøn!
Og aldrig blinke din Øxe i Gefions Dal!
I Fred du mødes, o Eeg, med Skyernes Grande!
I Fred du rulle, o Hav! mellem Klippe og Dal,
Til Bifrost revner, og Himmelens Hvælvinger briste,
Og Ragnarokur indhyller Jorden i Mulm!