Otto Fønss (1854–1922)

Den kommer til os Aar for Aar

Julinattens dybe Blaa foroven

Kors! Hvor dog Slægten slider!

Hvor sælsomt dog at staa paany

Hvor Valmuer ved Gærdet gror

Du store underlige Skov

Dagen har tabt sin Vælde

Langs Stranden ligger store Sten

Fra den muntre Løvskovs

Naar jeg er træt af Vandring

Der gror en forunderlig Yngel herinde i Granskovens Dyb

To store dybtblaa Øjne

Saa slog min Anelse ej fejl —

Elleve slog den. Hvor dog Tiden løber

Jeg gik mig ved den Urtegaard

Saa’ Du, hvor prægtigt Solen sank

Der perler Dugg paa Blomst og Straa

I Skyggen under Hækkens grønne Væg

Kære, hvor Luften dog er kvalm!

Duk ej Dit Hoved, Barn, men løft

Og som vi vandred, kom vi til en Dam

Over Skovene hinsides Sundet

Lad os plukke Blomster langs med Hegnet

Blankt, i gyldent Halvlys Bæltet hviler

Ser Du Birkens lyse Stamme skinne

Nu daler Kvældens Skumring

Lænet til Hotelterrassens

Det er sært, hvor hastig Livet

Mit Blod er uroligt

Ja vist — det var paa Almen

Vi sidder i Baaden sammen

Hin Stjerne fjernt over Skoven

I Morgen skal det være

Der er fra Morgenstunden en Travlhed og et Rend

Tungt ruger Lummerheden

Kvalm ruged Luften under Løvets Tag

Tusmørke næsten — skjønt højt op paa Dagen!

Atter ser jeg Dig

Aa, hør engang, Du gamle Mo’r

Paa det dunkle Skovbryn aander Høsten alt sin Broncelød