Elleve slog den. Hvor dog Tiden løber.
Alt den Gamle blunder hist i Krogen.
Jeg maa gaa. Følg mig paa Vej, Birgitte!
— i det mindste ud til Havelaagen.
Hvilken Nat! Paa en Gang lys og dunkel.
Lunt og blidt det gennem Løvet lufter.
Mærk, hvor Æbleroserne i Hækken
og Levkøjerne fra Haven dufter.
En jeg plukker, paa dit Bryst den sætter;
pluk saa Du til Gengæld mig en anden!
I dens Duft usynlig Du mig følger,
naar jeg vandrer ene hjem langs Stranden.
Aa, hvor blankt derude Bæltet hviler,
Aaleblus er tændte fjernt paa Fjorden.
Ikke sandt! I slige Nætter kan man
drømme om et Paradis paa Jorden!
— Sig mig, kommer jeg Dig ej for ofte?
— Fra paa Stien første Gang vi mødtes,
sælsomt nok, for hvert Besøg herude,
fastere til dette Sted jeg knyttes.
Denne Stilhed er min Sjæl en Hvile,
og dit Væsen, yndefuldt og roligt,
Smilet om din Mund, dit dybe Øje
gør mig Alt saa hjemligt og fortroligt.
Underlige Barn som Du er bleven!
Sig, med hvilket Navn skal jeg Dig kalde:
Barnekæreste, Veninde, Søster?
— Tre for eet — og intet af dem alle!
— Her er Laagen. Udenfor langs Hegnet
snor sig Stien ind i Skovens Skygge.
Saa Godnat I — Dog hvorfor skal vi skilles!
Følg mig blot endnu et lille Stykke.
Ned til Stranden kun? — Du svarer ikke;
men dit Smil tør som et Ja vel gælde.
— — Stadig stum? — Dog, hvis dit Blik ej lyver,
har Du sikkert Noget at fortælle.