Saa slog min Anelse ej fejl —
Birgitte, min Veninde!
Det er Dig selv! — Af Undren knap
jeg kan mit Mæle finde.
Som En, der af et ringe Frø
det modne Guldaks høster,
jeg ser igen som fager Mø
min lille Legesøster!
Det er Dig selv! — Du for mig staar
paa en Gang kjendt og fremmed.
Ja vist — der er jo gaaet Aar,
fra sidst vi saas i Hjemmet.
Fortæl mig, hvor Du levet har
i disse fjorten Vintre —
hvor bor Du? — hvorfor træffer jeg
Dig her i Skovens Indre?
— Ja, derpaa kan jeg svare nemt —
Her er mit Hjem for Tiden.
Min Moder, døde; nu til Høst
det bliver sex Aar siden.
Alt, hvad vi ejede, gik til
at klare Gæld og Skatter. —
Saa tog den gamle Forstmand her
mig i sit Hus som Datter.
Mens jeg var Barn, kom han alt hid
fra Jyllands Hedeplantning,
fik Stilling her, men holdtes for
en sær og gammel Skrantning.
Han leved ensomt, tog ej Del
i Menneskenes Færden —
men havde Hjerte just for den,
der stod forladt i Verden.
Han er en Smule af vor Slægt,
men var os næsten fremmed.
»Jeg trænger,« sa’ han, »til lidt Lys
og Ungdom her i Hjemmet.
Kom Du til mig! Mit hele Hus
jeg trygt Dig overlader;
selv skal Du være som mit Barn,
og jeg din Plejefader!«
Og saadan gik det. Gudskelov,
min Lod blev let at bære. —
»Men er her ikke grumme trist
og ensomt tidt at være?«
Aa jo! Det første Halvaarstid
lod jeg mig nemt forknytte.
Men nu er Skoven mig saa kær,
og jeg vil ikke bytte.
Folk tror, at her er tavst og dødt.
Men har man Sans og Ører,
saa faar man Øje snart for alt
det Liv, som trindt sig rører.
Nu har jeg lært at skelne grant
de mange Fugletunger;
jeg veed, hvor Raaen har sin Kalv
og Ræven sine Unger.
Jeg kender Turtelduens Kurr,
det hæse Skrig af Glenten;
jeg følger Digesvalens Flugt
om Hullerne i Skrænten;
den lille Mus ved Træets Rod,
det Pindsvin i sit Gærde
og Haren paa sin lette Fod
er mine Venner kære.
Og alle Planters Voxested
har jeg nu lært at huske:
Dunhammeren ved Mosens Bred
og Sivets Fjederbuske,
Sværdliljen med sit gule Blus,
Aakandens Sølverlampe,
og rundt i Naaleskovens Dyb
de mange sære Svampe.
— »Men falder Vintren dog ej trang
bag Sneens høje Driver?«
— Saamænd! Men Ingen veed, hvor stort
og stille her da bliver.
Af høje Stammers tætte Værn
vort Hus mod Stormen lunes.
Og hvad er smukt, som naar med Hvidt
de mørke Graner dunes!
Da lægger over Skovens Loft
sig Sneen let og varsomt;
men i dens Tykning drysser den
kun ganske fint og sparsomt.
Derinde kan da Dagens Skær
blot svagt og dæmpet virke,
og Alt er dunkelt, højtidsfuldt
og tyst som i en Kirke.
Om Kvælden, naar paa kulsort Grund
de store Stjerner sitre,
da sidder vi ved Ovnen lunt,
hvor Brændeknuder knitre.
Selv Stormens dybe Orgelbas
kun Hjemmets Hygge øger —
Vi har jo nok at ta’ os til
og mange gode Bøger.
Thi Plejefa’r har Sans for Digt
og Sagn som gammel Jæger.
Mest holder han af Ingemann,
af Hauch og Oehlenschlæger.
Vi læser da om Riddersmænd,
om Eventyr og Kampe,
om Haldor i den norske Dal
og om Aladdins Lampe.
— »Men stundom sner I inde vel?« —
Aa ja, det kan jo hænde.
Hvad gør saa det! Vi har jo nok
at bide og at brænde.
Bli’er Synet udad snævret ind,
det finder Vej mod oven —
Og Ingen veed, hvor køn en Jul
man fejre kan i Skoven.
Og faar saa Solen atter Magt
og smelter Sneens Tæppe,
saa blier hen i April der Jagt
paa Bekkasin og Sneppe.
I Haven pipper det saa smaat
med Crocus, Tulipaner —
Dagene længes, — og saa har
vi Vaar, før Nogen aner.
Da myldrer frem et Blomsterkuld
i skære, fine Toner:
Violens Blaa, Auriklens Guld,
en Sne af Anemoner.
Alt er saa sart: Den slanke Birk,
med Sølverflor om Hofte,
og Bøgens lyse Broderi
paa Naaleskovens Kofte.
Og Bæltet hviler blaat og blankt
af milde Vinde kruset —
Men se! Nu er vi ved mit Maal,
hist henne ligger Huset.
Paa Engen Plejefar har travlt,
der sættes Hø i Stakke.
Vi spiser strax. Træd indenfor
og tag hos os til Takke!