— — To store dybtblaa Øjne
der ser tungsindigt frem
som Skovens stille Damme
bag Sivets Silkebræm;
en Mund, hvis fine Bue
er baade blød og kæk,
et Smil, hvis Morgenlue
oplyser alle Træk.
Et Haar, der viltert kruses
som tvunden Gyldenhør;
en Væxt af moden Slankhed
stolt som hos Skovens Fyr;
en egen blød og dæmpet
tilsløret Stemmeklang — —
Det tykkes mig, som havde
jeg hørt den Røst engang.