Hvor Valmuer ved Gærdet gror
og hvide Præstekraver,
langs Byens Rand en Sti sig snor
tæt bag om Smaafolks Haver.
Knap er den Lod, som Hvermand fik,
en smal og langstrakt Strimmel;
men alle har de Regn og Sol
fra Somrens aabne Himmel.
Og frodig kruses Kaalens Blad,
Persillens fine Grønne,
Kartoflen blomstrer, Rad ved Rad,
om Kap med Ært og Bønne;
og rundt om modnes Solbær, Ribs
og svulmende Moreller;
af Blomster tung den gamle Hyld
sig over Gærdet hælder.
I Hjørnet blusser røde Flox
og gule Morgenfruer!
en Bænk er sat, hvor Løvets Hang
sig til et Halvtag buer.
Har ikke Luften gemt en Klang
af klingre Bamerøster?
det var jo netop her jeg fandt
min lille Legesøster.
Hvor var hun sød, som hist hun sad
og læste under Hylden,
— med Øjne dunkelblaa og med
en Fletning lys og gylden.
Vi tumled os i munter Leg,
hvor Græsset voxed yppigst.
Komedie ynded hun især,
det spillede vi hyppigst.
Hun satte sig paa Bænken hen,
hvor Løvets Bue runded;
sit Hoved la’ hun paa sin Arm
og lod, som om hun blunded.
Jeg var en Søgut stærk og brun,
paa lange Rejser fo’r jeg —
(vist fra et Digt af Aarestrup
Det blev en Storm. Et Stykke Blik,
blandt gammelt Skrammel hittet,
jeg rysted som en Tordengud
og rusked i Stakittet.
Saa vaagned hun og sukked angst:
»O Gud! Hvor Stormen brummer!
Jeg ængstes for min Mand«! Hvorpaa
hun atter faldt i Slummer.
Nu førte jeg mit Skib i Havn
og traadte ind ad Laagen.
Jeg listed hen der, hvor hun sad —
et Kys — og hun var vaagen.
Da fløj hun muntert om min Hals
med frisk uskyldig Latter — —
Ja, saadan gik det dengang til,
— nu kommer jeg her atter.
Jeg løfter Hyldens tunge Gren
for i dens Skjul at titte.
Se her er Kæresten igen!
— Men hvor er Du, Birgitte!